Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176 KAPTEJN MANSANA
sjonist fra den forrige regjering, damen hans datter på omtrent
femten år, nætop kommet av kloster. Hun holdt sig tæt til faren,
sa kun et par ord, men disse med den aller søteste stemme.
Senere møttes de hvær dag, og ikke tilfældig. Han væntet så
længe ovenfor, til han så dem komme nedenfra, og gik så til bæn-
ken. De var begge så venlige og stille. Den gamle talte gjærne
hvær dag litt frygtsomt om politik; når han var til ænde hermed,
talte Mansana nogen ord med datteren. Hun var sin fars gjæn-
opstandne billede. Han hadde været fet; hans åsyn bevarte ænnu
en viss rynket fylle. Hun måtte bli likeså; ti hennes lille, buttede
figur lovte det; den hadde imidlertid nu hin knoppefylle som klær
så godt i en morgenkjole, og han så henne aldrig i nogen annen.
Farens øjne var matte og vandfyllte, men hennes var halvlukte;
hun holdt også hodet litt lutende. Det lille menneskes åsyn og
figur hadde tildragende magt sådan i det stille. Håret var ængstelig
opsat den ene dag som den andre, på aller nyeste måte; det for-
rådte klosterbarnets lyst til at være med i denne slemme værden.
De små buttede hænder der sat så godt på tætte håndled, holdt
også altid på med noget pynt-småtteri, som hodet lutet over, og
de halvlukte øjne fulgte. De så op, når han talte til henne,
men mest på siden, skjønt ikke bort. En uoplukket barnesjæl
tittet, halvt sky, halvt glad, men helt nysgjærrig, ut av dem — på
den nye værden og dette dens nye menneske. Jo mere man ser
på slike halvlukte øjne, des mere beskjæftiger de, såsom de
aldrig utleverer hele sit inhold. Hvad hennes vedkom, så sat
der ofte skjælmer i krokene, og hvad de egentlig tænkte om ham
— ja, det skulde han ha git meget for at få at vite. Og just for at
lokke på henne, fortalte han mere om sig selv æn han nogensinne
hadde fortalt en og samme person. Det moret ham at se hennes
to smilehuller arbejde derved og rørelsen av den lille munn, der
aldrig kom rigtig op, — rød og søt som et urørt bær.
Men det moret ham ænnu mere, når hun med en stemme hvis
uskyldige klang gik i hans sinn som fugletriller i en tør sommer-
morgen, gav sig til, unselig, men nyssgjærrig, at spørge om hans
forestående giftermål. Hennes tanker om forlovelse og bryllups-
rejser, som ikke likefrem sagdes, men tittet op av spørsmålene,
var ham så kostelige, at de atter gjorde tingen kjær for ham selv.
Henne skylltes det altså, at Theresa ti til tolv dager efter hans
ditkomst virkelig fik et brev fra ham, og derpå flere.
Han var ingen mester i pennen; de blev derfor korte som hans
tale; men at de blev ret varme, det skylltes atter den lille. Hvær
morgen efter frokosten skrev han; hvær morgen hadde han nemlig
i de uskyldige samtaler med henne, med øjnene over hennes friske
former, hændernes arbejdslek og samspillet mellem munn, øjne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
