Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272 MAGNHILD
bladet, og glante opefter låven. Så slog Rønnaug over i dialekten,
idet hun spurte om „kroppen“ ikke kunde være låghalt. Jagu
tør det hænde,“ svarte gutten og lo.
Da sprang Rønnaug hen til gamle Andreas, som nætop kom
fra låven med tom vogn for atter at kjøre ut; vognrammelen
voldte at han ikke hørte henne rope; hun måtte inhænte ham.
„Er det du som har tat det ene forhjulet av min vogn?“ spurte
hun. — „Forhjulet av vognen?“ spurte gamle Andreas; „er det
tat av? — Stå stille, din tull!“ ropte han, rykkende så hårdt i
tømmerne, at den ene hæst nu vilde bakover istedenfor før
frem; ti det var en ung hæst.
Men under dette var Rønnaug blet klar i sin sak, og hadde
forlatt ham. På langsomt Engelsk fortalte hun Magnhild hvad
hun trodde at ha opdaget: Gutten, som ænnu stod der, skulde
ikke høre det. Andreas kjørte videre.
Magnhild lo: „Ja, han er kommet. Dette er ham!“ og vændt
til gutten sa hun at hun straks skulde følge.
Rønnaug prøvde at få Magnhild til at bli og at tillate henne
at gå. Nej, Magnhild vilde gå selv. Hun var allerede på vejen,
da Rønnaug ropte efter henne, at hun kom efter om en stund
for at se hvorledes det gik. Den annen vændte sig smilende:
„Det kan du gjærne!“ —
En tid derefter gik Rønnaug bortover mot Synstevollen. Hun
visste nok at Skarlie intet kunde by som fristet Magnhild; men
han kunde være ubehagelig, kanske rå. Forhjulet gav varsku! —
Det var vel ingen for hvem Skarlie var så motbydelig som for
Rønnaug. Hun kjænte ham! Ingen uten Rønnaug kunde ane
hvad han alt hadde prøvd med Magnhild, fejg som han var, for
at smitte hennes fantasi, for at få hennes hæderlige følelse brutt.
Magnhilds hyppige rødme hadde sin historie.
Hvad var det som bant ham så til henne? Fra først av natur-
ligvis håb som slog fejl. Men siden? Præsten hadde igår kvæll,
da talen var om de katolske klostre, yttret at Skarlie — som var
en berejst og tænksom mann — Skarlie hadde sagt, at i klostrene
bad munkene nat og dag, for at bøte på at det øvrige folk tit for-
sømte bønnen. Derfor betalte folket så gjærne til klostrene; det
var kontant avbetaling på syndegjæll.
Ved dette hadde Rønnaug sittet og tænkt: Mon ikke Skarlie
her hadde skriftet sit eget forhold til Magnhild? Han hadde
henne på avbetaling!
Og så unte han henne ikke til andre.
Hadde han bare været hård og utålmodig, så hadde Magnhild
øjeblikkelig forlatt ham. Det var just ulykken at han var fejg, og
at han aldrig kunde helt opgi henne. Han var avbøjende, straks
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
