Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Et styggt barndomsminne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ET STYGGT BARNDOMSMINNE
(1889)
Jeg kunde være såpass som syv år, da det en søndag eftermiddag
rygtedes på præstegården, at samme dag hadde to mænn der
rodde forbi Buggestranden i Ejdsfjord, funnet en kvinne styrtet
ut over en bærghammer, der hun var blet halvt hængende, halvt
liggende like ved havspejlet. De rørte henne ikke, før de hadde
prøvd at få ut av henne hvem som hadde gjort det.
Fem mil sjøvej til doktor og først inom efter adgangsseddel til
hospitalet! Hun lå uten hjælp over ett døgn, og kort efter at hun
hadde fåt den, døde hun. Forinnen hadde hun sagt, at det var
Per Hagbø som hadde voldt det; „men,“ la hun til, „de må ikke
gjøre ham noget vondt for det.“
Alle visste der hadde været et kjærlighedsforhold mellem henne,
der tjente på Hagbø, og sønnen på gården; og de gløggeste skjønte
straks hvorfor han hadde villet ha henne av vejen.
Jeg husker tydelig da tidenden nådde frem; det var som sagt
samme søndags eftermiddag som hun var dræpt om formiddagen,
midt på vakkreste sommeren, i fullt solskin og full glæde på
gården. Jeg husker hvordan det var som lysningen sank, ansig-
terne stanste, fjorden blev matt, skogen og bygden krøp sammen
i skygge av hværandre. Jeg husker at ænnu dagen efter føltes
det som inhugg i al vant livsorden, jeg kjænte mig fri for at gå
på skolen, arbejderne sluttet op, ret som det var, og satte sig.
Især kvinnerne var lamslåt, de kjænte sig selv truet, det var
tydeligt at skjønne, det blev også sagt. Kom fremmedfolk til
gården, sa deres åsyn og bevægelse at mordet tynget dem, og de
så det samme i vore. Vi tok hværandre i hånden likesom fjærnt
fra; det var mordet som var nærværende; hvad vi så talte om,
sa hørte vi mordet i røsten og ordlaget. Den siste føielse om
kvællen, den første om morgenen, var at alting stod ustøtt, og at
livets glæde var stoppet som viseren på en urskive ved bestemt
klokkeslætt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
