Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gjænger. Danset i selvfølelse og henrykkelse frem over stok og
sten. Ella prøvde en og annen gang at nå gulvet; hun ønsket
en sikkrere fornemmelse av takt. Umuligt. Han besørget altsam-
men selv, både hennes og sin dans, både hennes og sin takt; hun
nådde ikke gulvet uten på besøk; hele resten var en luftrejse.
Deroppe fra hørte han henne le; det glædet ham at hun befant
sig vel. Men han så henne ikke. De han hadde sammenstøt med,
glædet sig mindre, hvad som blev deres sak. Han var såre for-
bauset, da musikken stoppet; nu først skulde de til at begynne
for alvor. Men han måtte sætte henne av ved det ufrivillige stop-
pested.
Kort efter atter sang. Først av foreningen alene, sa av den og
Årø sammen, Griegs „Landkjænning“. Ændelig sang Årø til piano.
Denne gang hadde Ella gjæmt sig blant de bakerste. Men da disse
bestandig stimet frem, blev hun stående alene. Derved befant hun
sig vel; hun så ham, men han så ikke henne; ej heller så han
dithen hun nu stod.
Hun kjænte ikke sangen, visste ikke engang at den var til,
skjønt hun ved de første ord og toner hørte at andre kjænte den.
Naturligvis visste hun at hverken ord eller tone var av ham; men
likesom han forrige gang hadde valgt hvad som kunde nå frem
til den han ønsket at synge for, tvilte hun ikke på at han nu
gjorde det samme. Allerede de første ord: „Min unge ælskov
bærer slør“ — dulgt kjærlighed kan jo ikke få et sannere billede!
Det var atter til henne! At sløret løftes bare for ham, at det
faller, straks nogen annen ser — er det ikke så det må bli mel-
lem dem? At kjærlighedens hemmelighed ligner en helligdom, at
i den gjæmmes jordens højeste lykke, — hun skalv i gjænkjæn-
nelse! Tonerne skyllet ordene over henne som kolde bølger;
denne forståelse til blottelse isnet henne. Hun gøs av angst og
av fryd på én gang. Ingen så henne, det var redningen. Hun
frygtet hvært nyt ord, før det kom, og hvært blev til ny skjælven.
Med armene trykket in til barmen, med hodet bøjd over hænderne
stod hun og bævet som i bølger. Og da annet vers kom med
sin siste linje, og især da den gjæntoges, vilde den store gråt op
— som engang før i samme sal. Hun stemmet mot av al sin
magt; men minnet om hvor dårlig det da gik, svækket motstands-
kraften; hun var like ved at hulke, da sangen også nævnte det!
Sammentræffet var for storartet, det skjøt al bevægelse til side,
hun kunde i steden ha skoggerledd. Nu var hun aldeles, aldeles
sikker! Således gik det til at sangens siste strofe fik hun i sin
åpne sans, i sin jublende samfølelse — som et lynslag, som et
knivstik like in til skaftet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
