Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - II. John Kurt - V. Husliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
sal; derin blev sat en ny komfur fra England; de nygifte skulde
jo tilbringe en god del av tiden foran denne.
Nogen dager var de ganske ene. Heller ikke senere gik de ut;
men Veninnerne blev særskilt inbudt — og snart var samme
lystighed i gang deroppe som før nede hos Rendalens. I de dager
som gik forut for ægtevielsen, og i de som fulgte, var Tomasine
forælsket — rent væk i John Kurt; bare optat av John Kurt,
lykkelig uten hvile, overgiven.
Men det var ikke hennes natur at være overgiven; derfor
klædde det henne ikke. Hun så oprevet ut, ja, snart simpel.
Hun følte det, når Veninnerne så på henne; hun hadde jo før op-
daget det i sit eget spejl. Hun tænkte noget ved det; men hun
skjøt det fra sig; så kom det nu og da som en hemmelig skræk.
Naturligvis vilde hun støje den ned, blev derved ænnu mer av
det hun ikke vilde være. Veninnerne hvisket at hun var blet så
utækkelig; hun, som nætop hadde behaget ved sit greje, umiddel-
bare væsen, var nu enten besynderlig åndsfraværende eller voldsom.
En liten ting vakte opmærksomhed; ingen av Veninnerne fik
komme længer æn til stue og kjøkken; der var omhyggelig låst.
Hun formelig spejdet efter om de spejdet.
Men snart var der en som spejdet på dem alle. Ingen kunde
mere få være alene med Tomasine, uten at John Kurt åpnet en
dør, og stak hodet in; det kunde ikke høres, før han stod der.
Alle låsene var efterset og smurt; dørene gik uten lyd. Spaserte
de i havens brede ganger, kom han uvæntet frem bak en hæk.
Hvisket de hvor han var, begynte han at banne, bli urolig, vrang
— ikke likefrem mot dem, men dog så at de ikke kunde ta fejl.
I regelen slog da ned et haglvejr over hvor uordentlig Toma-
sine var.
Veninnerne tænkte at enten var de i vejen, eller var noget i
vejen som de mer æn gjærne vilde gå utenom. Og den ene efter
den andre kom sjældnere.
Tomasine var den som sist forstod mannens uro. Hun tænkte
i begynnelsen det var for at skræmme dem han kom slik. Kla-
gerne over hennes uorden var sanne; en må først lære at ordne
sig. Senere, da ingen fejltagelse længer var mulig, spurte hun sig
selv om han var skinsyk på dem som besøkte henne. I så fall
måtte han ha været det før; da kom de oftere æn nu.
Var han da rædd? Hvad rædd? At de skulde tale om ham?
Hvad tale om ham?
Hun visste det i samme stund.
Han var den gang ute, så hun fik tid på sig; tid til at kjølne
litt av. Hennes natur lå ikke for brå bestemmelser, og det var
uklart for henne, både hvorledes hun skulde ta det, og hvad hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
