Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - V. Talen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
til at le. Så spurte han om de ikke skulde sitte sammen. — Fru
Emmy Wingård var født Fürst; hun hadde krøllet lyst hår og
kvikke øjne, og gav nogen kast med dem over til Døsen, hennes
bror marineløjtnantens beste ven. Døsen satte et fortvilet ansigt
op, pekte in og lot hodet falle. Hun forstod han ikke slap in,
og strøk den ene behanskede pekefinger spottende på den andre
over imot ham. Hun gled in. Hvor var hun vakker og munter;
hun lignet byens og hele kystens fornemste kavaler, hennes bror
Niels Fürst, marineløjtnanten. Tvilte nogen på at Niels Fürst var
kystbyernes løve, så kunde de bare spørge den dame som nu
fulgte efter fru Emmy; spør Kaja Grøndal, ingeniørens hustru —
hans som aldrig er hjæmme. Spør henne om Nils Fürst, som
meget ofte er hjæmme, er den første kavaler i byerne der om-
kring, og den frodige dame vil se på dig uten at rødme, og spørge
igjæn om nogen tviler på det? — Den galante amtmann lot alle
damer gå foran in; henvændte så et par venlige ord til Andreas
Berg, som ikke svarte. I det samme så Berg fru Rendalen, ført
av sin søn; men bakefter kom byfogden og frue; alle fire ut fra
hovedbygningens elev-ingang — den gjænnem tårnet. Altså hadde
byfogdens trængt sig in til fru Rendalen for at klage! Skulde Berg
kanske nu foran denne uartige ungdom få uret, fordi han strængt
hadde lydt ordre? De stævnet ganske rigtig mot hoveddøren
her istedenfor at gå til den annen dør, som førte in til for-
værelset, hvor elevernes gymnastikdragter hang. Det kunde ikke
være for annet æn at skaffe byfogdens adgang, at de kom
denne vej.
Fru Rendalen og hennes søn blev hilst av dem som var nær-
mest; Berg åpnet, hun steg først op, men trådte tilbake deroppe,
og lot ganske rigtig byfogdens passere; efter dem hennes søn.
Selv blev hun stående.
Hun var nu en svær kvinne; håret under kappen askegrått;
ansigtet brunt, stærkt; det hadde under brillerne noget lysende.
Hun hadde gjort et dygtigt stykke arbejde, og var sig bevisst at
hun nød respekt.
„Alle I som ikke hører til her, får være så god at gå; her skal
være roligt nu.“
Hun hadde ikke før sagt det, før nogen og hvær rørte på sig;
og da de borteste bøjde om hjørnet og forsvandt, gav de andre
sig snart efter; litt knis, litt hviskende vittighed; men de gik.
Andreas Berg var den eneste som hadde lyst til at mukke; for
dette med byfogden var hårdt. „Nu kommer vel ikke flere, så
De kan gå in, De også, Berg. Takk skal De ha!“ Og dermed
var det færdigt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
