Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - IV. På trappen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 145
sende flere, samt bøker og råd, og han var ikke før kommet
hjæm igjæn, før han tok historietimerne over hele skolen, for at
vise henne hvad han mente. Utviklingen, sammenhængen søkte
han i en grej historisk oversigt, ledsaget av karter og tegninger;
gjorde den liten for de små, større for de større; brukte detalj
bare til karakteristik. Han gjorde det ensidig; men det hadde kraft
og farve; historisk forestilling fik man. Karen Lote blev betat;
det nye ved hans person, hans meninger, hans underbare under-
visningstalent, dets intrængende art, der fik en til at tro at ingen
annen i værden var til for ham æn den han nætop så på; — den
utsøkte smag i hans påklædning, det velstelte over hans person,
intil den lette duft av en fin essens, som altid fulgte ham ... den
begavede pike med de dype intryk hadde i sine seks og tyve år
aldrig været ute for noget som bare fjærnt lignet dette: hvær dag
at underholdes av ham.
Den misforståelse og forfølgelse han gjænnemgik, hans lidelse
derunder lot hennes følelse stige til sværmeri. Men hun generte
ingen med det.
Så overtok han skolen som bestyrer. Han kom og hørte henne
undervise — ret som han hadde en fritime, kom han, deltok ivrig
— eller gik uten at sige et ord. Blev borte lange tider, kom så
igjæn hvær dag, tok hele timer fra henne — eller drev op og ned,
ned og op — og blev helt borte.
In under jul gik Karen Lote til fru Rendalen og forsikkret
henne at hun kunde ikke være en dag længer på skolen.
Bare hun hørte hans trin i gangen, skalv hun; i hans nærvær
kunde hun ikke fortælle den simpleste begivenhed, æn sige gi en
forklaring.
„Men hvorfor?“
— Han viste henne den åbenbareste ringeagt! — Hun storgråt.
„Ringeagt?“
—Ja! Enten fallt han henne idelig i ordet, tok hele timen fra
henne — eller han fant henne ikke værd en rettelse, vændte ryggen
til, hilste ikke, kom ikke. — Det var ingen ænde på alt hun
regnet op.
Fru Rendalen kallte lærerinnerne sammen og forela dem frøken
Lotes klage, sikker på at dette var den forunderligste misforståelse.
Men den lærerinne som hadde avløst frøken Lote i tegning,
forsikkret, at hvis hun ikke hadde sin mor at forsørge, så
var også hun gåt for længe siden; hun holdt ikke hans idelige
tilrettevisninger i barnenes påhør ut. Han var en utålelig tyran;
således og ikke anderledes måtte det være in i det minste. Han
hadde gjort henne så nervøs at hun skalv, bare hun hørte ham
i gangen. Også hun gråt.
Bjørnson: Samlede værker. III. 10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
