Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - IV. På trappen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den opskræmte fru Rendalen henvændte sig hastig til de andre;
hvad var dog dette? Lærerinnerne i sprog, hennes elever fra de
var små, hennes gode veninner, som ved hennes hjælp hadde ut-
dannet sig videre i utlandet, måtte tale. Ja, de mente jo nok, at
Rendalen selv ingen anelse hadde om at han „tilretteviste“, like
så litt som om at han støtte nogen ved at gripe in, så barnene
mærket hans store overlegenhed; — men visst var det ofte kræn-
kende. Han var så ujævn, både mot lærerinnerne og mot barnene;
han tok ikke de samme tilfælde på samme måten; altid efter
stemning. Deres mening, og den tiltrådtes av alle, var at han
ikke kunde kalles skikket til at styre en skole. Selv miss Hall,
som ellers intet hadde at klage, var enig i det.
Fru Rendalen bad dem for Guds skyll betænke sig; de måtte
dog ikke ville vælte skolen over ænde? Hun var meget bevæget
og sa at foreløbig overtok hun ledelsen. Men de måtte ikke la
det bli kjænt! Hun gav sig over med den voldsomhed som var
henne egen. Så blev de andre rædde; der opstod rørende scener;
de roste hennes søn, den ene over den andre; ja, den som ikke
hadde hørt det foregående, skulde tro de alle luet av be-
gejstring.
Når alt kom til alt —: at lægge en udmærket skoleplan efter
samtidens beste mønstre og selv at være en enestående lærer —
det er noget ganske annet og noget meget mere æn det at være en
dygtig skolestyrer. Derom blev de og moren snart enige; dermed
trøstet de hværandre, så godt det lot sig gjøre.
Men for Rendalen var det hans livsmål; tapte han det, hadde
han intet.
Fra Augusta sank i graven, og han lærte at det heller ikke var
værdt for ham at stifte familie, hadde det: at ta morens skole og
gjøre den til hvad hun hadde drømt og ikke nådd — været hans
forlovelse, hans ægteskap, hans familiefortsættelse. Han var stolt
av det. Dette var den dype energi i hans første ungdom, i hans
arbejde, i hans bravhed; den var gjænstanden for Karl Vangens
uopslitelige beundring, den hemmelige tekst for fru Rendalens
samtaler og brev.
Allikevel kom kampene, og hans ubændige naturel bestod dem
ikke alle hældig. Men hvær gang grepes han av en skamfølelse
for sit ideal som blev til rædsel — hin dype rædsel moren hadde
følt, da hun bar ham under sit hjærte. Hun hadde ofte skildret
den med stærke farver; men det var for intet mot hvad han
oplevde; den var forfærdelig. Den jog ham tilbake i hennes
fortrolighed; den gjorde at han usvigelig holdt denne fortrolighed
fast. Mellem disse to var det ramme alvor; de hadde et livsmål
sammen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
