Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394 PÅ GUDS VEJE
skulde hænte på kontoret. — Han blev borte med det samme.
Hun forstod hvorfor, og en stund mistvilte hun om at hun kunde
rejse sig, og kjænte det som skulde hun atter besvime; men
tanken på ham derinne i kontoret overvant magtløsheden, hun
vilde til ham. Derfor bad hun Meek unskylle, rejste sig
og gik mot spisestudøren og gjænnem den vidre. Også hun
blev borte.
Meek væntet først et øjeblik, væntet længer — og ænnu længer.
Så gik han ut i gangen, tok på sig tøjet, varskudde in kjøkken-
døren, at han måtte gå; bad hilset.
Sigrid søkte dem i stuen, banket på til kontoret, fik intet svar,
lyttet, åpnet likevel. Kallem lå på sofaen, Ragni knælte foran
ham og op til ham. Sigrid mældte sagte at maten var færdig, og
at doktor Meek var gåt. Ingen svarte, ingen så op.
Kallem og Ragni hadde trodd til nu, at den dag Ragni rejste
til Amerika, var den værste de hadde levd; både i brev og
mundtlig hadde begge sagt, at de følte det som skulde de dø.
Men døden er anderledes; den er ikke som noget annet. Det
lærte de nu. —
Efter denne dag fulgte en lang tid med kamp uten håb, for-
tvilelse uten ord og den inderligste kjærlighed uten glæde. Ragni
hadde et og annet „at ordne“ som hun gav sig stille i færd med;
hun hadde også adskilligt at skrive, og så ofte hun orket, var
hun ved det. Skrev, slettet ut — efter langt arbejde blev det
hele kort. Men så længe hun holdt på med hvad hun hadde
foresat sig at få færdigt, hadde hun det nokså bra; Kallem var
forundret.
Selv hadde han tapt alt mot. Han så det værste for sig. Han
kvidde sig i længste laget for at ransake hennes expectorat; . . .
han visste på forhånd at da fant han tuberkelbacillen — den fiende
han hadde sat formue og liv in på at kjæmpe mot. Den hadde
overvunnet ham i hans eget hus. Men en dag måtte han til —
og fant den. Han løp ikke frem og tilbake i laboratoriet, han
gråt ikke, han vred ikke hænder. Han bare forsøkte om han
kunde tænke uten henne; men det blev altid at tænke henne.
Fra første stund de møttes — alle smådrag, de umærkeligste bud
fra hennes ynde og begavelse, hennes svakheder like meget som
hennes tause, poetiske kjærlighed, han levde det op i samme
glæde og smærte; det var alt like kjært, like umuligt at miste;
— utallige hændelser fulle av lune, varme, frygt, skjønhedssans,
hengivelse i øjeblikket; de så alle efter ham som øjne. Hvor
skulde han hen, hvad skulde han vidre ta sig til? Hun var og-
så i alt hans arbejde. Hennes portræt fra tredje året i Amerika
stod der på kanten over gruen; det var i sin tid kommet som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
