Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 401
begynte det at skrike og ule omkring denne fredsæle lille melodi
— nogen takter melodi og flere takter jammer og skrik, det første
tema bruste og sprøjtet in over det andre, naturlig gjort — altfor
naturlig, for det blev uimotståelig komisk. Hun måtte værge sig
for ikke at le; hun tålte intet sådant. Hun så på Sissel Aune for
at be henne skynde sig ned og få slut på det; men Sissel Aunes
kloke ansigt var selv så forundret over disse naturlige skrikene;
— kjære, kan folk skrike i musik også? Den siste forgjæmte
rest av Ragnis gamle lystighed brøt løs i et par latterstøt, et par
til — og så hosten! Atter hosten, og atter og atter — et værre
togt æn hun hadde hat til denne stund.
Karl hørte gjænnem musikken at det niringte i kjøkkenet; han
hørte Sigrid storme op trapperne og straks efter komme tilbake,
ropende på doktoren. Karl visste han nætop var gåt op i syke-
huset, løp selv avsted uten hat og frak, fant ham ikke straks, så
de kom ikke tilbake før det var stanset. Mer æn almindelig blod
i hosten, Kallem svært skræmt, det så Karl, som var fulgt efter
op uten selv at vite av det. Han drog sig også straks tilbake.
Længer op på formiddagen blev rummet luftet, og Kallem var
der fremdeles; da kom Karl utenfor og hørte ham tale; så våget
han sig til at kikke in. Ragni lå matt hen, men Kallem hadde
nætop spurt om hun ikke nu kjænte sig lettet. Hun så et skimt
av Karl, av hans store, forfærdede ansigt. Hun husket hun hadde
ledd ham ut, og hun hadde av Kallem hørt han i sin angst var
løpet efter ham uten hat og frak. Da gjorde hun tegn til Kallem
at Karl kunde komme in. Hun smilte mot ham, løftet ændog litt
— rigtignok lite — på hånden; var det for at takke? Han våget
sig nærmere, idag vilde han ta den. Han vilde mere, han vilde
bøje sig over den; der skjøt noget op i øjnene. Kallem, der stod
på hennes højre side, så det, så tillike det var den hånd hun
holdt lommetørklæet i, han vilde bøje sig nedover, kanske kysse,
skyndte sig: „Gjør ikke det, Karl!“ — Karl rejste sig også igjæn
og så på dem begge; men atter skjøt dette underlige op i hans
øjne, og i et blink var han over både hånden og lommetørklæet
og kysste begge. Før der kunde siges noget, var han oppe og
stod som han vilde slåss, eller som han hadde utført en stor dåd.
Ragni lå med et par øjne uten håb og forstand, hans krigerske
holdning, hans høje forsætt fattet hun ikke, men så meget sikkrere
hans forfærdelige Uberegnelighed. Karl var ute av døren.
Hvis han vilde dø med henne, var det en fejlregning som under
andre omstændigheder kunde falle morsom, især når det huskedes
at hun selv nætop var stelt efter sit anfall, og lommetørklæet nyt.
Men Kallem tænkte bare, at det man lager til på det beste, gjør
gale folk om til det værste; — hun var blet skræmt.
Bjørnson: Samlede værker. III. 26
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
