Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 405
deri han talte over sig: Kristen Larssen var efter gutterne med
en stor sæk, han skulde bære dem til helvede.
Josefine kurerte på ham med terpentinomslag o. s. v.; men om
morgenen, da præsten så op, bad hun om at doktoren måtte
hæntes.
Kent var deres huslæge; han kunde ikke komme før mot kvæl-
len, og da fant han at gutten hadde brysthindebetændelse i højre
side. Hvad Josefine hadde gjort, var rigtigt; selv ordnet han diæt,
gav mikstur for hvær annen time og sa, at hvis feberen tiltok,
så temperaturen nogen gang kom over 39°, måtte han kalles.
I de følgende dager bedredes gutten, spiste noget, hostet mindre;
temperaturen ingen kvæll over 38°. Gud ske lov!
Så liten faren hadde været, både Tuft og Josefine kjænte den
som et sagte tryk på skulderen av en usynlig hånd. Derved
vændtes deres åsyn langsomt mot hværandre, og de søkte lejlig-
hed til at tale sammen — rigtignok bare om barnets tilstand; men
noget i røst og væsen bad om forladelse.
Hosten og holdet i siden tok av, gutten bedredes tilsyneladende
efterhånden; men matlysten var ikke rar, daglig nogen feberhete,
derfor vokste ikke kræfterne. De kjøpte nye leker til ham, som
moret ham første dagen, men kjedet ham den andre; eventyrene
som far og mor skiftevis fortalte, hørte han på uten spørsmål,
bestemors besøk ænste han slet ikke. Så blev han undertiden
het og frøs bakefter. Kent var især urolig ved at termometret
steg mot kvællen; han begynte med kinin, la også en spanskflue.
Josefine hadde ikke været fra sengen, og tålte ikke høre tale om
avløsning; ej heller likte gutten at andre kom ham nær.
Men det blev bedre, og præsten sa en kvæll de sat sammen
efter termometer-målingen: „Vi slipper nok med skrækken, Jose-
fine.“ Hun så på ham, han gav hånden ut; hun la såvidt sin i
den; men syntes skamfull ved det, og drog den tilbake.
Doktor Kent hadde sagt dem at fru Kallem var svært syk; hun
forlot ikke mere sine rum ovenpå. Av andre hørte de senere, at
det var tæring hun led av; de spurte hvær for sig doktor Kent,
som sa at det ændog var galopperende tæring.
Præsten nævnte intet til Josefine; men til Kent sa han at dette
visstnok var en lykke for hans svoger; kanske vilde han nu bli
en fri mann, og på det svinge sig højere op.
Josefine tok det anderledes; det så han derpå at hun sluttet
sig helt inne i sig selv; han fik bare såvidt nogen ord av henne
nu og da.
En eftermiddag længre tid efter, da hun lå på sengen og grun-
net over hvordan hennes bror vilde ta det, hvis Ragni fallt fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
