Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
narret folk til at tro på Kristen Larssens gjængangeri, nu rænte
avsted, avsindig av rædsel over hvad han selv hadde funnet op!
Hvær kvæll det blev mørkt forsikkret Sissel, var Kristen Larssen
etter’n og vilde ha’n med sig til helvede! — „Men, kjære
Sissel, der er ikke noget helvede til!“ — I det samme hørtes et
skrik langt fremme fra, et skjærende, eneste ændeløst rop om
hjælp. Det rejste sig i natten som et spøkelse, det blev næsten
synligt. „Der er han!“ ropte Sissel, foldet sine hænder. Jesus
Kristus hjælp!“ skrek også hun og gav sig til at løpe. Men
Kallem skyndte efter: „Nej, du kommer senere frem på den
måten, Sissel; gå jævnt — gå jævnt, siger jeg!“ Hun adlød straks,
men vændte sig ivrig mot ham; „hvem annen æn satan kan drive
en mann slik i vej?“ spurte hun andpusten. I det samme gjødde
en gårdshund i nærheden, den var skræmt op av skriket og gav
hals uten stans. Kallem skrek over hunden: „Aune behøver ikke
mere at være besat av satan, Sissel, æn den sinte bikkjen der!
Vet du hvordan folk fik fat på satan? De trodde alting var skapt
fullkomment, og da hadde de ingen at gi skyll for at synna var
kommet in i værden.“
I det samme satte den rasende hund in på dem; Sissel kom
rømmende over til Kallem. „For en sint præst!“ ropte han og
bøjde sig ned efter sten. Da drog bikkjen sig tilbake et stykke.
Et nyt skrik, nærmere æn det første, et nødrop ut av et menneskes
siste kraft hørtes; det gøs i dem, selv hunden holdt inne.
Men derpå satte den ut i en stor bøjning forbi dem, ut mot
spøkelset. „Å, Gud hjælpe os, nu har han det vondt!“ gråt Sissel
og skyndte sig; den gale måtte i alle fall ikke komme ut for
hunden! Og der hørte de den gjø som hadde den et villt dyr
foran sig, og skulde i næste stund sætte tænner i det; så løp de
begge alt de orket. Kallem var straks langt forbi Sissel. Det
kunde næppe være Aune som var i fare; så nær var ikke siste
skriket; det rasende dyr hadde faret på den første det traf — og
hvem var så det? Kallem hadde ikke løpet slik siden han var
gut; han hørte på hunden at der var kamp, og fik ny kraft.
Snart så han i vejkanten mot et skogholt noget stort sort, og
foran dette var det at hunden holdt på. Så skar skriket én gang
til natten itu; det kom virkelig derfra! Hvad var det for en stor,
sort klump? Vel ikke et dyr?
Nej, det var en mann, en stor mann, der stred med en mindre,
og hunden med begge. Den store slog efter den, de drejde rundt,
og samtidig holdt han en annen fast med venstre hånd. Nu kjænte
han hatten, bred over brede skuldre, det var Tuft som holdt
Aune, holdt ham med kjæmpekraft; det var denne hunden nu
vilde in på, og han spænte hvær gang frå sig. Kanske Aune
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
