Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
Fiskerjænten
Men damerne kunde ikke gjæntagende høre denne
larm uten at ville in med. Nu var døren åpen.
Ødegård så Petra blant dem og sa med stærkere stemme:
»Visstnok er der skuespillere som røres på scenen og
løper derfra i kirken og røres der med — og like
slemme er de. Visstnok er der skuespillere der er hule
råberter, som ellers i livet ingen nytte vilde ha gjort,
men i dette kall dog gjør tjeneste som råberter. Alen
det almindelige er at skuespillerne i likhed med
sjø-mænnene så ofte er stedt i den hårdeste nød — ti
øjeblikkene, før man skal in, kan være forfærdelige! —
og så ofte kallt til redskap i Guds hånd, så ofte til møte
med det uvæntede, det store, at de bærer i sit hjærte
en frygt og en længsel, en stor følelse av uværdighed,
og det vet vi, at hos toldere og angerfulle kvinner
fantes Kristus helst tilstede. Jeg gir dem ikke fribrev;
sandelig, jo større gjærning jeg tror de har i landet —
hvad også derav er synligt, at der lever ikke mange
store skuespillere i et folk! — desto større skyll har de,
når deres gjærning river dem hen i hadskhed eller
kaster dem av i slapt letsinn. Men likesom der ingen
skuespiller er, der ikke av en række skuffelser har lært
hvor intetsigende bifall og smiger er, skjønt de fleste
later som de tror på det, — således ser vi vel deres
fejltrin og mangler, men vi kjænner ikke så godt deres
eget forhold til dem, og derpå kommer det dog an.«
En mængde mældte sig for at tale, de begynte også
alle sammen på én gang, men —
Fjorton år tror jag visst, at jag var —
lød inne fra pianoet, og de strømmet in; ti det var Signe
som sang, og Signes svenske folkeviser var noget av
det dejligste de visste om. Den ene vise fulgte den
ånnen, og da nu disse værdens første folkeviser,
trofaste bud fra et stort folks sjæl, hadde inviet, så de stod
i forvæntning, rejste Ødegård sig og bad Petra at sige
et digt frem. Hun måtte være vidende om det; ti hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
