Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - Martyrerne i Alexandrien og Nordafrika
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Martyrerne i Alexandrien og Nordasrika 135
ledes.« Og derhos kyssede han hendes Hænder, kastede sig for hendes Fødder og
kaldte hende med Taarer ikke sin Datter, men sin Herskerinde.
Hun svarede: ,,Naar jeg staar for Dommerstolen, vil Guds Vilje ske; thi vid,
at vi ikke staar i vor egen, men i Guds Haand-A — Faderen gik bedrøvet bort.
Da hun blev stillet for Dommeren, indfandt han sig paany for endnu at gjøre det
sidste Forsøg med sin Datter. Selv Statholderen Hilarianus, som holdt Forhør
over hende, appellerede til hendes menneskelige Følelse »Hav Medlidenhed«, sagde
han, »med din Faders graa Haar, hav Medlidenhed med dit Barn. Bring Offer
for Keiserens Vel«. —- Hun vægrede sig derfor, og paa Spørgsmaalet, om hun var
en Kristen, svarede hun Ja. —— »Vel smerter hans Alderdom mig,« sagde hun,
»ligesaa meget, som om jeg selv led hans Kvalerz« —— men hendes Samvittighed
tillod hende ikke at negte, hvad hendes Hjerte bekjendte. Selv de Mishandlinger,
som Faderen for hendes Skyld udsatte sig for, kunde ikke gjøre hende vaklende, hvor
dybt hun end følte hans Smerter som sine egne. Hun og hendes Lidelsesfæller
blev dømte til ved en forestaaende Folkefeft at kastes for vilde Dyr eller snarere at
kjæmpe med disse, indtil de blev sønderrevne Imidlertid førte man hende atter
til Fængflet.
Perpetuas Veninde, Slavinden Felicitas, blev i Fængslet forløft med et
Barn. Man forestillede hende, at Martyrdødens Smerter vilde være langt værre,
end hvad hun nu led. Men hun svarede: »Nu lider jeg, hvad jeg lider; men
siden skal en Anden lide for mig, fordi ogsaa jeg vil lide for ham.« Den grusomme
Dom blev Udført. J Begyndelsen befalede man endog, for at gjøre Skuespillet til-
trækkende for Hedningerne, at Mændene skulde kjæmpe med Dyrene som Saturns
Prester, og Kvinderne som Ceres’s Prestinder. Men da de med Standhaftighed
tilbageviste denne hedenske Forklædning, idet de mindede om, at de jo netop derfor
døde frivillig, for ikke at komme til at gjøre noget Hedensk, erkjendte man det
Billige i deres Fordring, og de blev skaanede for Forklædningen.
Dyrefoegtningen begyndte. Mændene sønderreves af en Leopard og en Bjørn·
Imidlertid stod Kvinderne overfor en rasende Ko. De var blevne berøvede sine
Klæder og bedækkede med et Net. Folket saa dem, blev grebet af en medlidende
Følelse og lod dem kalde tilbage; de begyndte da Kampen, iførte sine Klæder
Perpetua blev først angrebet af det rasende Dyr og kastet iveiret. Derpaa kom
Turen til Felicitas Perpetua faldt paa Ryggen, satte sig derpaa op, samlede
sine sønderrevne Klæder sammen for at dække sig dermed og viste kun Blufærdighed
men ikke- Tegn til Smerte. Da hun derpaa atter førtes frem, fæstede og ordnede
hun sit Haar, for ikke at fremmøde til Martyrkronen med opløst Haar, et Billede
paa Sorg og Lidelse. Da hun saa, at Felieitas ogsaa var stanget omkuld, rakte
hun Haanden ·ud og reiste hende op. De stod ved Siden af hverandre og ventede
paa sin Skjæbne
Men Folkets Haardhed var beseiret; de skaanedes for Dyrekampen og førtes til
Amfitheatrets Port, hvor man pleiede at give dem Dødsstødet, som var komne
levende ud af Kampen. Her modtoges de af en Katekumen ved Navn Nustieus
Perpetua udbrød da, idet hun ligesom opvaagnede af en Søvn: »Naar skal vi
føres til hin Ko?« Og da man sagde hende, at det alt var forbi, troede hun det
først, da hun saa Merkerne af Kampen paa sit Legeme og paa sine Klæder, og da
hun havde gjenkjendt hin Katekumen. Denne og hendes Broder, som imidlertid
var kaldt derhen, fik da høre hendes sidste Ord: »Staar faste i Tro en, elsker
hverandre og lad vore Lidelser ikke blive til Forargelse for Eder.«
Derpaa blev Martyrerne førte frem midt i Amfitheatret og dræbte af Bøddelen med
et skarpt Sværd. Saaledes fortælles deres Liv, Lidelser og Død i en ældgammel
Beretning, som ansees for at være uforsalsket, ja man mener endog, at store Partier
af den er nedtegnede i Feengslet af Perpetua selv, medens det Øvrige er skrevet
af Menigheden ved en eller flere af dens Medlemmer. Nordafrikaneren Tertullian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
