Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
En halv Time efter kommer Lise styrtende ind,
helt forgrædt. „Hvad? Er der hændet noget?" —
„Der er saa stille inde hos Mama." Vi skynder os
afsted. Jeg haler i Døren af alle Kræfter, Slaaen
giver efter, og begge Dørfløjene gaa op. Jeg gaar
hen til Sengen. Her ligger hun i Skjørter og høje
Snørestøvler i en ubekvem Stilling. Paa Natbordet
ved Siden af Sengen staar der en tom lille Flaske
med Paaskrift „Morfin". Vi bringe hende til
Besindelse. Der bliver fældet Taarer, og det kommer
til sidst til én Slags Forsoning. I Virkeligheden var
det dog alt andet end en Forsoning, da vi begge,
foruden det gamle Had, som vi stadig i vort Indre
vedbleve at nære til hinanden, endnu følte Nag
over de nye Kvaler, som den sidste Kiv havde
voldt os, og som vi gjensidig skreve paa hinandens
Regning. Men man skulde jo paa en eller anden
Maade have Ende paa alt dette, og Livet gik igjen
sin vante Gang.
Saadanne og lignende Scener forefaldt der
idelig imellem os, snart med en Maaneds, snart
med en Uges Mellemrum, men undertiden ogsaa
flere Dage i Træk. Og det drejede sig bestandig
om et og det samme. En Gang havde jeg
allerede forsynet mig med et Pas for at tage til
Udlandet. Striden havde denne Gang varet i hele to
Dage. Men det kom igjen til en Slags Forsoning,
og jeg blev.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
