Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
kun af og til veg for den sanselige Drift, der var
bleven os til Vane, medens dette Menneske derimod,
saavel ved sit ydre, elegante Væsen og Nyhedens
Interesse, som først og fremmest ved sit ubetinget
større musikalske Talent, ved Hjælp af den
Tilnærmelse, som Sammenspillet medfører, og den
Indflydelse, som Musik og især Fiolinspil har paa
let modtagelige Naturer, — medens dette Menneske,
siger jeg, ikke biot absolut maatte behage hende,
men ubetinget, uden allermindste Vaklen, maatte
sejre over hende, knuse hende, gjøre hende saa
bøjelig som Voks, vinde hende om en Finger, gjøre
med hende, hvad han vilde.
Det var mig umuligt ikke at se dette, og jeg
led frygtelig derunder. ’Men til Trods herfor, eller
maaske netop paa Grund heraf, var det ligesom
om en ukjendt Magt imod min Vilje tvang mig til
at være ikke biot høflig, men endogsaa venlig
imod ham. Om det var for hendes eller for hans
Skyld, jeg gjorde det, for at vise, at jeg ikke var
bange for ham, eller for min egen Skyld, for at
bedrage mig selv, skal jeg lade være usagt; kun
saa meget er vist, at det lige fra første Færd af
var mig umuligt at være naturlig lige overfor ham.
Jeg havde kun ét Ønske: at slaa ham ihjel paa
Stedet, og for ikke at give efter for dette Ønske,
maatte jeg tvinge mig til at være elskværdig imod
ham. Jeg beværtede ham ved Aftensbordet med
de mest udsøgte Vine, underholdt ham paa det
allervenskabeligste, beundrede hans Spil, og bad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
