Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de over Sundet med Baaden, bag hvilken Klokkerenen
svømmede, holdt i Reb af den gamle Fin, medens
Ho-derne af den øvrige Flok stak op af Vandet i en lang
Strihe som Grene.
Og nu maatte der tages Afsked.
Det var en Omfavnelse under Taarer til hver især,
sidst til de gamle Forældre.
Hun lagde sin ældste Datter og den lille, som de efter
flere Aars Mellemrum havde faat, op til deres Bryst,
og i den finske Afskedshllsen: «Bliv i Fred», skalv fra
Datterens Side næsten Fortvivlelse.
Hun talte ogsaa kun lidt i to, tre Dage efter, før hun
igjen ret var kommet ind i sit gamle Stel.
Kvænen bar taalmodigt over med hende, thi af
Erfaring vidste han, at hun snart glemte den værste Sorg,
— og saa kom hendes glade Passiar om alt, hvad der
var hændt og skulde hænde til næste Aar.
I Januar i Dagene, før han skulde forlade hende, og
hun sidde ensom igjen i den mørke Vinter, brød
hendes Sorg gjerne igjen hæftigt ud.
En Nat, før Manden saaledes engang skulde reise paa
Fisket, sov hun meget uroligt. Hun drømte, at hendes
afdøde Oldefader stod foran Sengen og sagde, at hun
nu skulde faa reise hjem til sit eget Folk. Hun syntes
da, at hun fulgte ham ned til Baadstøen, og der laa en
af Vand halvfyldt Ligkiste uden Laag skvulpende i
Stranden. Han sagde, at det var Baaden, som de skulde
fare over Sundet med.
Da hun angst vilde skynde sig op tll sin Mand, som
hun saa staa sorgfuld i Døren med den mindste Datter
i Haanden, blev den gamle pludselig mørkeblaa i
Ansigtet og greb hende i Armen saa stærkt, at hun vaagnede
med et Skrig.
Den trodsige Kvæn er sjelden overtroisk af sig,
saaledes som Finnen og Nordlændingen, og, da hendes
Mand hørte Drømmen, sagde han, at det bare var
«Maren». I sit betyngede Sind tænkte hun imidlertid
andet, nemlig at hun nu vist havde faat et Varsel.
Det var en Vinterdag i Marts, at Kvænens Hustru og
hendes fjortenaarige Datter Lyma reiste ud til en af Hol-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
