Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. 1ste septbr. - Et livsspørsmaal for samfundet (Af co.) - Tjenerspørsmaalet (Af H. L.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er det aandelige brød, hvormed vi skal nære den opvoksende
slægt. Lad os holde det høit og i ære. Lad os samle os om det og
være det tro, alle vi, som bærer søster- og datter-, mor- og hustru
navn. Og Gud, kristendommens Gud, lægge sin magt i vört arbeide!
Bergen i mai 1895.
co.
Tjenerspørsmaalet,
Jeg gruer mig — rent ud sagt gruer mig; thi at drøfte piger
sammen med fruer, det er og blir det kjedeligste jeg ved. Men det
er ikke alt, som er kjedeligt, som kan undgaaes — jeg holder forresten
paa, at man bør undgaa saa mange kjedelige emner som muligt —
tjenerspørgsmaalet er desværre et af de uundgaaelige, saa længe vi
trænger tjenere. Men det er mit store fremtidshaab, at vi skal lære at
indrette os saa praktisk og letvindt og bli saa overlegne ligeoverfor
„simpelt“ arbeide allesammen baade mænd og kvinder, at tjenere blir
overflødige, ialfald i byerne. Det er et af de haab jeg har sammen
med haabet om den evige fred og alkoholens udryddelse af verden;
thi ligesom krig og alkohol er skyld i næsten alle de store sorger,
saaledes er tjenerne skyld i næsten alle de smaa, og havde vi disse
tre ting bragt ud af verden, saa synes jeg næsten vi havde „den nye
jord“. Det er med tjenerne som med de staaende hære: havde vi al
den tid, som gaar med til at opøve soldater og alle de penge, som
gaar med til at underholde dem, saa kunde vi afhjælpe al verdens
nød og fattigdom, og havde vi al den tid, som gaar med til —
at ærgre os over vore tjenere og alle de penge til at lønne
dem med, saa fik vi kanske seiv tid til at gjøre deres arbeide
og raad til at gjøre en mængde andre ting, som vi nu ikke
har raad til. Men dette gjælder fremdeles bare byerne; paa landet
maa vi ha tjenere, paa landet, hvor netop ingen tjenere vil være
længer! Her maa vi ydmygt ligge i støvet for deres fod og tigge, om
de vil være saa inderlig snille at være for den allerhøieste løn, de kan
opdrive at nævne og for den aller hensynsfuldeste behandling i kri
stenheden. Og slaar de saa endelig til, etteråt de har betinget sig
hvadsomhelst, saa maa man kisteglad juble høit: „Jeg har, jeg har
fæstet piger til vinteren!“ seiv om de er uduelige og leie, halte eller
skakke, mindreaarige eller alderdomssvage, blinde eller døvstumme —
„jeg har, jeg har fæstet piger! il Og saa ender det gjerne med en vild
216 Nylænde, iste septbr. 1895.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
