Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste jan. - Erindringer om Camilla Collett (Marie Bonnevie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nogetsomhelst. Hun vilde heller give end tage. Det endte dog gjerne
tilslut tii begge parters tilfredshed. Hun lod en til andre tider føle sin
ofte ganske rørende taknemlighed — ja over saa lidet — naar hun
mødtes med venlighed. Ikke saa meget ved ord, som ved en hende
saa ejendommelig elskværdighed og mildhed, som hun lagde for dagen
i sit enkle, stilfærdige væsen. Ja, hun kunde gribe en saa förunderlig
betagende paa en stille maade, - anderledes end alle andre —, og
glemmes kunde hun ikke. —
Det har mange gange bedrøvet mig at høre menneskers ofte fejl
agtige og uretfærdige domme om fru Collett. Førend jeg endnu
havde seet hende, spaaede man mig en „skuffelse“, om jeg nogen gang
fik det ønske opfyldt at træffe hende. Der taltes meget om «fordrings
fuld", «vanskelig at komme tilrette med“ og de «mange egenheder".
Det var næsten, som om der ikke fandtes andre end disse bekjendte
egenskaber. Det var derfor, som før sagt, med ikke liden frygtjeggik
ind til hende alle de første gange. Interessen drog stærkt til paa den
ene side, men muligheden af at skulle opleve «skuffelsen" — vejede
tungt paa den anden. Dog — forvisset om, at hun ejede det, som jeg
sætter højest hos et menneske — gik jeg trøstig til hende alligevel —
trods frygten, som længe var der — skjønt hun aldrig gav mig grund.
Jeg blev ikke skuffet. Tvertimod. Saavidt som jeg lærte fru Collett
at kjende og forstaa, fandt jeg i hende et ganske andet menneske end
det, som sagnet havde fortalt om, netop — i mange stykker — det
modsatte. Jeg saa, at det var ofte mangel paa nærmere kjendtskab og
ikke saa ganske sjelden mangel paa forstaaelse, der fremkaldte tanke
løse, koldt henkastede domme. Man glemte at Jytte til grundtonen“,
glemte saa tidt det store, sande værdifulde, som hun ejede fremfor
gjennemsnitsmennesker, efter hvis snevre maal og form hun ikke altid
kunde passe. Heldigvis er de nu mer og mer forsvundet disse ukjær
lige domme — flygtet — som spøgelser for lyset — ind i de mørke
kroge, hvori de hører hjemme. For dem, som kjendte og holdt af fru
Collett, glemtes de smaa skygger saa let, forsvandt overfor det, der
var saa langt overvejende — hendes store sjcel og store, varme
hjertelag. At hun altfor meget i sin tid har været mødt af kulde og
fordomme, derom bærer hendes skrifter stærke spor, og vist har det
bidraget meget til den fjærnhed og skyhed, som laa i hendes væsen.
Det er ganske betegnende det vemodige lille billede: «Den sidste Sten",
som hun saa fint har tegnet i «Mod Strømmen", (ny række). Hun
fortæller: «Naar man gaar tilfjelds, vil man undertiden ved vejkanten
træffe paa en pyramidal sammenhoben af smaasten. Medens man
standser og undrer sig, i hvad hensigt denne stenhob er rejst der, har
føreren allerede lagt sin sten til og uvilkaarlig gjør vi det samme. Er det
et mindesmærke, der er rejst over noget mærkeligt der hændt? Nej.
8 Nylænde, iste jan. 1896.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
