- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 10. aarg. 1896 /
9

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste jan. - Erindringer om Camilla Collett (Marie Bonnevie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Paa denne plet tog maaske et par gjætergutter sigte paa en pragtfuldt
opskudt tidsel; flere og flere sten faldt, der trykkede den til jorden og
skjulte den. Og nu kastede enhver, der vandrede forbi, sin sten til,
fordi de andre stene laa der. Det er saaledes stendyngen kan optaarne
sig over et menneskeliv, der løfter sig op over alfarvejen. Er den første
sten tankeløst kastet, følger der andre efter, og nu gaar ingen forbi,
uden at de har lagt sin sten til. Men en dag er pyramiden vokset
saaledes, at ingen naar længer derop. Og se, tankeløshedens og raa
hedens stenhob er vokset til et mindesmærke, som eftertiden ærefrygts
fuld bøjer sig for“, —
Efter den lyse, varme sol havde fru Collett tørstet og forsmægtet.
De skyggefulde aar i hendes liv havde sat sine uudslettelige mærker.
Aftensolen kom tilsidst, og godt gjorde den, lyste op og mildnede
luften, — men det er dog ikke det samme. Lidelser og savn, som har
levet sig tilbunds i et menneske, kan vel aldrig glemmes og heltud
læges, om de end kan mildnes og lindres af den kjærlighed og for
staaelse, som først kommer i den ellevte time. — Hun skrev i „Sidste
Blade11 , aaret 1872 (2—3 række, side 11): „Spørg planten, der aldrig
ser sol, hvorfor den ikke sætter blomst paa blomst, spørg visse børn,
hvorfra de har dette underlige blik“. —
* *

*


Musik var fru Collett saa glad i. De aftner, jeg var der, endte
næsten altid med, at jeg spilte for hende. Helst vilde hun høre ting,
som hun kjendte før, fra gamle dage. Vore dages realistiske musik
laa ikke for hendes smag og nerver. Hun likte ikke voldsomme, op
rivende dissonanser — mægtigt stormende, som livet seiv — der dog
igjen kunde opløse sig i smeltende harmonier; men lette, rolige, lyse
melodier følte hun sig tiltalt af, det, som virkede mildt og beroligende.
Just modsætningen til de dybe, melankolske toner, der klang inde i
hendes eget indre. „Spil saa piano, som muligt,“ bad hun om. Hun
havde et par særlige yndlingsmelodier, deriblandt var Kjerulfs „Brude
færden i Hardanger11, som hun næsten hver gang vilde høre. Da
mindedes hun kunstnerne, der sammen havde frembragt det skjønne
billede, i farver — i digt — og i toner, og udtalte sig derom. Hun
længtes ogsaa undertiden efter konserter. I begyndeisen af november,
mens hun endnu kunde gaa ud, var der en konsert nede i logen, som
hun gjerne vilde høre; men da tiden var inde og hun maatte bestemme
sig kunde hun dog ikke være med følte sig for svag.
„Jeg har endnu Ejdsvolds-naturen i mig, ll sagde hun, naar hun
saaledes kunde sidde og længes efter at deltage i livet. Aanden var
endnu saa levende, men legemets kræfter svigtede,
Nylænde, iste jan. 1896. 9

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Thu Mar 12 00:54:17 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/nylaende/1896/0015.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free