Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste jan. - Erindringer om Camilla Collett (Marie Bonnevie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paa denne plet tog maaske et par gjætergutter sigte paa en pragtfuldt
opskudt tidsel; flere og flere sten faldt, der trykkede den til jorden og
skjulte den. Og nu kastede enhver, der vandrede forbi, sin sten til,
fordi de andre stene laa der. Det er saaledes stendyngen kan optaarne
sig over et menneskeliv, der løfter sig op over alfarvejen. Er den første
sten tankeløst kastet, følger der andre efter, og nu gaar ingen forbi,
uden at de har lagt sin sten til. Men en dag er pyramiden vokset
saaledes, at ingen naar længer derop. Og se, tankeløshedens og raa
hedens stenhob er vokset til et mindesmærke, som eftertiden ærefrygts
fuld bøjer sig for“, —
Efter den lyse, varme sol havde fru Collett tørstet og forsmægtet.
De skyggefulde aar i hendes liv havde sat sine uudslettelige mærker.
Aftensolen kom tilsidst, og godt gjorde den, lyste op og mildnede
luften, — men det er dog ikke det samme. Lidelser og savn, som har
levet sig tilbunds i et menneske, kan vel aldrig glemmes og heltud
læges, om de end kan mildnes og lindres af den kjærlighed og for
staaelse, som først kommer i den ellevte time. — Hun skrev i „Sidste
Blade11 , aaret 1872 (2—3 række, side 11): „Spørg planten, der aldrig
ser sol, hvorfor den ikke sætter blomst paa blomst, spørg visse børn,
hvorfra de har dette underlige blik“. —
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
