Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste jan. - Erindringer om Camilla Collett (Marie Bonnevie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En aften udpaa vinteren, kort før hun blev sengeliggende, sad jeg
ved pianoet og spilte et af de stykker, hun syntes saa godt om. Det
var et engelsk, fint melodiøst lidet stykke. Vi var alene, fru Collett og
jeg, hun laa henne paa sofaen og hørte paa. Da jeg kom henimod
slutningen, bad hun mig gjentage en takt, det var en liden forandring
der, hun gjerne vilde have, et kryds maatte jeg sløife, saa at det gik over
til en ren moll-accord. Det lod sig godt gjøre, vi fandt begge, at det
nu var mere harmonisk — og saaledes vilde hun have det. Da rejste
hun sig og kom hen til pianoet, stod hos mig og bad om jeg vilde
spille det hele en gang til. Hun sagde, at hun tænkte sig sit liv her
i musikken. Og nu gjenkaldte hun sig i erindringen de forskjellige
livsperioder og betegnede dem med faa ord og i korte træk, efterhvert
der, hvor hun syntes musikken passede. I begyndelsen, hvor ogsaa
melodien var mild og lys, fandt hun sin „første, lyse, lette ungdom11
— senerehen kom „skuffelserne og sorgerne“. Derefter „lysnede det
atter, og det saa en stund ud, som om der endnu kunde være noget
at leve for“. — — „Og saa er her nu slutningen," fortsatte hun, idet
hun betegnede den ved stykkets sidste del med de vemodige, hendøende
moll-akkorder. Jeg hørte efter med den mest levende opmerksomhed,
og forsøgte at lægge hendes tanker i spillet. Saa sagde hun lidt efter,
da stykket var ude: „Ja, nu har jeg sagt Dem det, nu maa De huske
paa det.“ Hun var saa ganske optaget i øjeblikket og ien underlig
nervøs stemning. Var der en forudfølelse hos hende, at hun snart
skulde gaa herfrå — bort mod „fjernt og ukjendt maal“ ? — Jeg havde
en fornemmelse af det. Det slog mig det egne tonefald, hvormed hun
sagde: „nu maa de huske paa det“, som om hun tænkte: briske det,
naar jeg er borte. Det var en förunderlig stund, varm og rig paa stemning.
Der var til sine tider en noget rastløs uro over fru Collett,
ligesom en stunden — en længsel, — som fugl i bur — henimod
noget hun kanske ikke engang seiv vidste. Netop kunde hun være
kommen godt tilrette paa sofaen og have fundet en bekvem stilling —
saa stod hun med et op igjen og ud af sofaen maatte hun, hen
efter et eller andet. Hun plejede, især lidt ud paa aftenen, at staa op
og røre paa sig, vandre lidt frem og tilbage eller omkring i værelserne.
Aftenen — sagde hun — var hendes bedste tid, da hun følte sig
stærkest Gaa tidligt tilsengs gjorde hun vist aldrig. Hun sagde ofte
i den sidste tid, at hun gruede saa for natten. Hun var saa søvnløs.
— Et lidet træk endnu vil jeg meddele, skjønt jeg havde tænkt at be
holde det for mig seiv, da det næsten er for fint til at gjenfortælles;
men det viser et saa vakkert glimt af fru Colletts fine sjæleliv, at jeg
alligevel vil fortælle det. De, som læser disse linjer vil forstaa det. —
Det var en aften, jeg var kommen ind til hende, hun sad i sin læne
stol ved bordet og jeg ligeoverfor. Hun fortalte at natten havde været
10 Nylænde, iste jan. 1896
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
