Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Karl Gjellerup. Af P. A. Rosenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. A. ROSENBERG
senere i en tilskaaret Form til Opforelse).
Mere og mere fjernede Digteren sig fra sit
Publikum, medens han selv steg op mod
Helikons Tinder. tEn arkadisk Legende»
er en idyllisk Farvestudie fra samme
Verden som det større Arbejde; Gjellerup havde
begyndt at male og bruger nu med stor
Behændighed sine nye Iagttagelser.
»Saint-Just» (1886) er et Forsøg paa
at give Idealisten historisk Kostume; det
indeholder pragtfulde Enkeltscener og
Karakterer, men er altfor vidtspændende til
at kunnde presses indenfor et Teaterdramas
Rammer. Det var Digteren en bitter
Skuffelse, at heller ikke dette Værk naaede frem
i Rampens Lys. I Afskedsscenen mellem
Saint-Just og Henriette lyder atter,
dæmpet, det buddhistiske Nirvanamotiv.
Da hverken Rokoko-Komedien
»Bryllupsgaven», digtet paa Indtryk fra hans
Hustrus Fødeby, Dresden, eller den
nordiske Tragedie »Hagbard og Signe blev
antaget til Opførelse, vender Gjellerup sig
paany mod Romanens Form i den
vidunderskønne Idyl med tragisk Udgang
»Minna», et af hans dejligste Værker. Et
helt Kærlighedsforaar er her manet ind i
Stemningsbillederne fra Dresden og
sachsisk Schweiz; dybt Vemod, tragisk Smerte
giver Idyllen dens forunderlige,
uforglemmelige Aroma. Minna fældes i Konflikten
mellem Drift og højere etisk Villie; den
første drager hende mod Stephensen, den
anden mod Fenger; tillige virker hendes
abnorme Ansvarsfølelse og dybe
Troskabs-instinkt tillintetgørende. Hun er ikke egnet
for Livets brutale Virkelighed, ikke
»tidssvarende»; derfor gaar hun til Grunde.
Ikke i fjerneste Maade ligner hun de
radikale Københavneres Kvindetyper. Af
Radikalernes Liv i Hovedstaden giver
Bogen iøvrig vittige og rammende Prøver.
»Min Kærligheds Bog (1889) bringer
nye og gamle Kærlighedsdigte uden
væsentlig at øge Digterens Bo Derimod fulgte
en Række Skuespil, hvori Idealismen
gennemtrænger det realistiske Stof paa
lykkeligste Maade. I 1891 den moderne
Tragedie »Herman Vandel» (spillet paa »Det
frie Teater», men ikke paa Det kgl. Tea-
1 De skønneste Digte til Gjellerups Hustru,
Eugenia, findes i den senere Samling >Fra Vaar
til Høst» 1910.
ter — endnu!), »Wuthhorn» (spillet paa
»Dagmarteatret») og »Hans Excellensen
(spillet paa »Det frie Teater»). At
Gjellerup magtede Scenens Krav viste han i
disse Værker tilfulde; men det danske
Publikum var ikke tilstrækkelig forberedt
til at tage mod saa vægtige Arbejder; kun
»Wuthhorn» blev en varig Succes. De vil
sikkert med Tiden faa deres Renæssance,
især v Herman Vandel».
I en Efterskrift til »Hans Excellense»
udvikler Gjellerup, at Dramaet maa skildre
Spændingen mellem Individet og det
nivellerende Almenvæsen udenom; men det
højeste etiske Synspunkt er ikke
Individualismen, det er den religiøse
Selvophævelse, som Wagner ene har evnet at give
kunstnerisk forklaret Udtryk. Gjellerup
betvivler, at det lader sig gøre i Ordets
Form (Tolv Aar senere skrev han selv
»Den Fuldendtes Hustru»).
Denne Efterskrift viser, hvorledes
Schopenhauer har grebet Gjellerup. I hans
Lære om Villien som Tilværelsesprincipet,
Lidelsen som Livets normale Tilstand,
Medlidenheden som Etikens Grundform og
Selvtilintetgørelsen som Udfrielsen fandt
den danske Digter det klassiske Udtryk
for alt, hvad han dunkelt havde følt og
anet. Spencer og Darwin ligger nu,
tilligemed den radikale københavnske Klub, langt
bag ham »im wesenlosen Scheine».
Gennem Schopenhauer føres han til Indien, og
dermed synes hans Udviklingslinie at have
antaget sin karakteristiske Form: fra
Norden over Tyskland og Hellas til Ganges!
Blandt Værkerne fra denne siste,
afgørende Fase i Gjellerups Liv som Digter
er der ikke Grund til at dvæle ved de
smaa realistiske Fortællinger, som han
skrev for at tjene til Dagen og Vejen,
men enkelte Storværker lyser ind imellem,
som Romanen »Møllem (1896), hvis
tragiske Sonemotiv minder om »Wuthhorns»
og »Pastor Mors» (1894) en
dybsindigvittig Allegori, der vil opløse det
individuelle Udødelighedsbegreb (i og for sig et
let Kunststykke, naar man forudsætter, at
Udødeligheden skal eksistere paa
Timelighedens Betingelser: Rum, Tid, Kausalitet!).
De indiske Digtninge indledes med et
Par »Fabler» (1898) og et Enakts-Stykke
nOfferildenen (1903) (opført paa Det kgl.
Teater i København, i Dresden og andre
Steder i Tyskland), som stiller Dyrkelsen
224
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
