Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Breve, Memoirer, Essays. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Breve, Memoirer, Essays
have været bestemt til akademisk Afhandling,
hvad der kan forklare adskilligt baade med
Hensyn til Form og Indhold. Den har sin
bestemte Plads i ny dansk H. C.
Andersen-Forskning og kan, benyttet med Kritik,
yde adskillige værdifulde Impulser til nyt
Studium. Opmærksomhed vækker især
Meddelelserne om H. C. Andersens ufuldendte
og utrykte historiske Roman »Christian den
2dens Dverg», som nu vil blive trykt.
En haard Angriber havde H. C. Andersen
i Carsten Hauch, der skildrede ham som
Digteren Eginhard i sin Roman »Slottet ved
Rhinen» •— »en selvsyg Poet, der dør i
Daare-kisten af bare Forfængelighed». Ingemann
protesterede overfor Hauch, og da denne
havde hørt, hvilket voldsomt Indtryk hans
Eginhard havde gjort paa Andersen, skrev
han et forklarende Brev til ham: Han vilde
nødig krænke ham, da han »virkelig har Dem
kær som Menneske og skatter Dem som
Digter».
Om dette Mellemværende beretter Kjeld
Galster i sit Værk om Carsten Hauch
Carsten Hauchs Barndom og Ungdom, Carsten
Hauchs Manddom og Alderdom. Hauch har
hidtil savnet sin Biograf, ligesom J. L.
Heiberg stadig maa undvære sin. Galster er
gaaet til sit Hverv med en Videnskabsmands
Uegennyttighed — uden Carlsbergfondets
Støtte havde han maattet opgive at rejse
Hauch dette Hædersminde. Det lille Oplag
viser tilstrækkelig, hvor ringe
Opmærksomhed man i vore Dage venter, at en dansk
Guldalder-Digters Levned vil tildrage sig.
Galster har haft det Held at kunne
fremdrage adskilligt utrykt Stof, især mange
Breve, der belyser Hauchs Liv og literære
Forbindelser. Første Bind, der behandler
Perioden 1790—1827, viser Hauch i hans
Sturm und Drang-Tid og dvæler især ved
Opholdet i Italien med de frygtelige
Syg-domsaar, da den unge Digter og
Naturforsker, som pintes af Pengesorger, mister
sin ene Fod og senere forsøger at berøve sig
Livet ved et Pistolskud. Han saarede sig
ret alvorligt, efter hvad han fortæller
Oehlenschläger i Brev af 30de April 1826: Han
mente »at have sluttet min Regning med
denne Verden, og lagde mig paaklædt paa
Exin Seng, tog en Tragedie af Shakespeare
–hans Ven Dalgas fortæller i Brev till
Oehlenschläger, at det var »Othello» — og
lagde mine to Pistoler foran mig. Endelig
da det syntes mig Tid, tog jeg den ene,
trykkede den af nær under det venstre Bryst —
den slog feil. — Jeg havde ikke mere Krudt
for at lade den paa ny — thi Vaabensalg
var forbudt, og det var med Møie, jeg have
faaet hvad det var mig nødvendigt. Jeg
maatte altsaa lade Alt komme an paa den
anden Pistol. Den gik løs, men ved
Heftigheden af Skuddet er Haanden formodentlig
bleven trykket til den ene Side, Kuglen
trængte ind nær under venstre Brystvorte,
gjen-nemborede den venstre Lunge, og blev
liggende nedenfor Skulderbladet nær
Ryghvirvelstøtten, uden ganske at gjennembore
Huden, og uden -— hvad der næsten er
ubegribeligt — at knuse nogen Been. — Jeg
faldt strax i en stærk Convulsion, som jeg
naturligvis troede var Døden — jeg kom
imidlertid til mig selv igien, og erindrer
endnu, at jeg saae Lyset, som jeg havde
glemt at sætte paa et uskadeligt Sted, brænde
paa mit Bord.»
Hauch blev reddet for dansk Digtning —
Udenlandsrejsen afslutter et afgørende
Afsnit af hans Liv, og han gaar over til sin
mangeaarige Lektorvirksomhed ved Sorø
Akademi. Her foredrager han
Naturvidenskaberne: Zoologi, Botanik, Kemi, Fysik
og Mineralogi. Fra Martyriet naar han til
den Lykke, der var ham beskaaret. Han
blev — som Georg Brandes har skildret sin
Ungdoms Læier — en Tempelvogter af den
hellige Ild i unge Hjærter, en idealistisk
Forsker og Digter, der levede mere i Aandens
•end i Virkelighedens Verden. Galster faar
kun Lejlighed til en mere overfladisk
Analyse af hans rige Digtning, som i Følge hele
sin Karakter ligger Nutiden fjærnt. Hans
Romaner læses ikke mere, af hans mange
Skuespil har kun »Søstrene paa Kinnakullen»
holdt sig paa Scenen til vore Dage. Men
hans sene Manddoms Lyrik er i sine
Tusmørkestemninger ofte af en sær
suggestio-nerende Skønhed, hans Livserindringer
indeholder følelsesfulde Skildringer, især af hans
Barndom og Ungdom, og i sine literære
Afhandlinger, der minder om, at han blev
Oehlenschlägers Efterfølger som Professor i
Æsthetik ved Kjøbenhavns Universitet, har
han tait ud fra sit begejstrede Sind om
Shakespeare og Oehlenschläger. Gennem
Atterbom kom han til at interessere sig for svensk
Sprog og Literatur -— »Lyksalighedens 0»
greb ham dybt, og i 1847 besøgte han
Atterbom i Uppsala, medens den svenske Digters
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
