Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Poul Reumert. Af Fredrik Schyberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frederik Schyberg
Herodes i »En I deal is t».
nes. Figurerne lever i hver Bevægelse, helt ud
i Fingrene, de nervøse Fingre, som tidligt blev
et af hans ejendommeligste Virkemidler. Kun
overfor det russiske har han hidtil (med en
eneste Undtagelse, Telemachov i »Professor
Storizyn» paa Dagmarteatret 1921) holdt sig
tilbage. Sammen med den russiske
Teaterform som saadan synes ogsaa de særligt
russiske Typer at ligge ham fjernt. Hans rigt
instrumenterede Talent har ikke den slaviske
Melodi. Sammen hermed hører, at ogsaa den
symbolske Kunst er ham fremmed. Reumert
er naturalistisk Skuespiller, han skal paa
Scenen »være», ikke »betyde». Derfor kunde
han ikke spille Svend Borbergs (meget
værdifulde) »Ingen». Det hører til Kendemærkerne
paa Reumerts markerede Kunst, at han
nødvendigvis og altid maa være ■—• Nogen.
Poul Reumert er altsaa primært
naturalistisk Skuespiller; her ligger hans Særpræg,
som saadan er han størst. Men af og til har
man, ogsaa i tidlig Tid, hørt rejst den
Indvending imod ham, at han ikke var »naturlig».
Indvendingen beror paa en Misforstaaelse i
Bedømmelsen af Kunst overhovedet, den er
en Uretfærdighed overfor en
Menneskefremstiller af Reumerts Rang, men den grunder
sig tillige paa et naivt Ukendskab til de
Betingelser, der har skabt Skuespilleren Poul
Reumert — og som iøvrigt er fælles for en hel
Gruppe af de betydeligste danske Skuespillere,
nemlig alle dem, som har uddannet deres
Midler specielt med Det kgl. Teaters
Kæmperum for Øje. Hvad maaske ikke alle gør sig
klart er, at Det kgl. Teater i København er
et af de største, ikke Operahuse, men
Skuespilrum i Verden og altid en Forfærdelse for
fremmede Scenekunstnere, naar de kommer
hertil som Tilskuere eller paa Gæstespil.
Det kgl. Teater kræver af sit Personale et
særligt Spil, en særlig Teknik, og der kan ikke
spilles det, man i almindelig Forstand kalder
»naturlig Komedie», fra dets Scene. Der var
ganske simpelt intet Menneske, som vilde se
eller høre det eller overhovedet opfatte, at
der blev spillet Komedie, men derimod nok,
at der blev »snakket privat». Det kgl. Teater
fordrer —- og ogsaa i naturalistiske Stykker —
en særlig Monumentalstil, som alle dets
Kunstnere stræber hen imod. Reumerts
Replik, der oprindelig er den spontaneste i dansk
mandlig Skuespilkunst, har efterhaanden
faaet sin egen Plastik, Rytme og Bredde,
beregnet for det store Rum. Han former sine
Ord, støber dem som Projektiler, der skal paa
en lang Rejse, før de naar deres Maal. Men
de naar det. Deraf det Præg af Retorik og
Dialektik, af udspekuleret, overdreven
Talekunst, der til Tider i de senere Aar kan
komme over hans Diktion. Reumert kan nu
og da ligesom tage et Ord ud af
Sammenhængen og holde det frem til Beskuelse i sin
Haand — og han kan holde Pauser mellem
Ordene, der er de vægtigste, man har hørt,
men som bæres. (Der er i Poul Reumerts
Komediespil til Tider Pauser som
Kampestene og af samme knusende Vægt.) Reumert
kan ogsaa den raffinerede Kunst af og til at
lade Replikker, afgørende Replikker, »fälde».
Men Sløjfningen, den tilsyneladende
Nonchalance, er da en beregnet Effekt. Skuespilleren
lader en Replik falde — men man vil faa at
se, at den i sin tilsyneladende Uskyldighed
og Uskadelighed falder — som en Bombe!
Paa samme Maade Overdrivelserne, eller
hvad man nu skal kalde det, i hans øvrige
Komediespil. Hans glansfulde Kropsplastik
eller hans Spil, naar han f. Eks. lytter til de
Medspillendes Replikker. Reumert kan jo.
352
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
