- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtioandra årgången. 1943 /
569

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Dansk musik. Af Julius Clausen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Dansk

musik

som de passive møder i arbejdstøjet, cigaren
tændes, mens tonerne strømmer —, og de
strømmer lifligt, thi byens bedste tolkere
af kammermusiken gør sig en ære af at
optræde her, hvor de kan regne med en
særlig lydhør kres. Også svenske ensembler
har været gæster i
»Kammermusikforeningen», som fortrinsvis dyrker
klassikerne, men på ingen måde stiller sig
afvisende overfor kammermusikens nye
foreteelser. Her er i eminent grad den
forståelse, den aura — gnisten, som springer
over fra tolker til lytter — som det
upersonlige radioapparat aldrig kan skænke.
Den bedste gengivelse på radio bliver altid
et surrogat, mens grammofonens bliver en
slags konservesmusik. Henkogte sager kan
jo være velsmagende nok, men de savner
den friske frugts aroma.

Teatret har altid været en fristelse for
komponisterne — men en farlig fristelse.
Opførelsen af en opera kan give både
anseelse og penge, men det er langtfra altid,
den giver erstatning for anvendt umag og
tid. Det må jo tages i betragtning, hvilket
mægtigt arbejde udarbejdelsen af en operas
partitur kræver — i reglen strækker det sig
over flere år. Antages værket ikke, er det i
materiel forstand kolossalt tidsspild, men
selv om det når frem for rampelyset, kan
udbyttet være kummer ligt nok. Den skæbne,
som yngre danske komponisters operaer har
havt på det danske nationalteater i løbet
af den sidste snes år, fortæller tydeligt
herom. Kun to danske operaer har i den
sidste generation havt en stor og varig
succes og holdt sig på repertoiret: Carl
Nielsens humørfyldte musikalske
Hol-berg-pastiche »Maskerade» og den
nuværende danske »Altmeister» Hakon
Børresens stilfulde »Den kongelige Gæst»,
som fra gæstespil også vil være mange
Stockholmere bekendt. Men ellers har de
andre komponisters værker kun gået få
gange over scenen. Lad os mindes nogle
af dem i tilfældig rækkefølge. Der er

Poul Schierbeck’s »Fëte galante»,
morsom i påhit, brillant i gennemførelsen. Der
er den tungere og alvorligere Ebbe
Hame-rik’s Bolsjevik-opera »Stepan» og hans
over et nationalt emne byggede »Marie
Grubbe», rig på skønne enkeltheder, men
handicappet af en noget forvirret libretto.
Fremdeles den noget ældre og mere
rutinerede Paul v. Klenau’s symfoniske opera
om Dronning Elisabeth, og den nu, særlig
i musikpædagogikens tjeneste virkende,
teoretiker af rang, Finn Høffding med
to operaer, den ene med motiv fra H. C.
Andersens »Kejserens nye Klæder», den
anden med lån fra Holbergs »Kilderejsen»,
en mindre lykkelig idé. Om dem alle
gælder, at det er propert og talentfuldt
arbejde, som her er ydet. Alligevel blev
det, om ikke just nederlag, dog til skuffelse,
og højst en succés d’estime. Hvorfor nu
denne uretfærdighed —- har vel de
pågældende komponister ret til at spørge om.
Har sangere og orkestre ikke været på
højde med opgaverne — eller har
dirigenterne svigtet? På ingen måde. Det kgl.
kapel er udmærket disciplineret og har
fin klangsans, og af dets ledere er
Italieneren Egisto Tango en, vistnok langsomt
arbejdende, men yderst
samvittighedsfuld kunstner, som ikke lader en tone falde
til jorden, mens hans kollega, kapelmester
Johan Hye-Knudsen er en all round
musiker, der kan tage det sværeste partitur
i stiv arm. Gode sangere, både på
mands-og kvindesiden er her nok af. Hvorfra
stammer da miséren? To årsager har den:
København har endnu ikke fået det
selvstændige operahus, som Stockholm fra
gammel tid har ejet, og det skønt den danske
hovedstad har det dobbelte indbyggertal af
den svenske. Det danske nationalteater
har endnu samme indretning som de gamle
tyske »Hof- und Residenz-Theater». Den
skal give plads til tre kunstarter på samme
scengulv, og da skuespillet har første
prioritet, falder der som regel kun to

569

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri May 10 18:56:35 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1943/0629.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free