Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bondegaarde. Ved Begrebet B. forstaar man sædvanlig en Mellemklasse af Landejendomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Bohus). Flere af disse Ord tyder hen paa en
ældgammel, enrummet ell. i alt Fald kun
tvedelt Vaaningsform. Framhus er den fremmerste
Del af Huset, maaske i Modsætning til Sal, der
paa det ligelydende oldnordiske Ord er Betegnelse
for et stort enrummet Hus. Naar baade det ene
og det andet kan betyde Køkken, peger det i
Retning af, at den jævne Bonde i Oldtiden har
brugt Salen baade til Ophold og til Madlavning.
Andre Dialektord kan vel tyde i noget anden
Retning, men sikkert er, at Udviklingen her
som andet Steds er gaaet fra det enkle til det
mere og mere sammensatte. I Løbet af
Middelalderen er Stuen i Forbindelse med ny
Ildstedformer føjet til det gl. Salhus-Frammers. Først
afløstes antagelig de aabne Ildsteder ell.
Langilde midt paa Gulvet af Ovne med murede
Sider, men uden Skorstenspibe, og med Lyrehul
i Taget, og endnu i 17.—18. Aarh. var
skorstensløse Huse sikkert
hyppige; sidst har de holdt
sig i Vendsyssel. Men
ikke mindre afgørende
var Ildstedets Fordeling
mellem Køkken og Stue
og dets Sammenvoksning
med Bagerovnen. I visse
Egne er aabne Skorstene
endnu at træffe i Stuen
(Sydøstjylland, Vestfyn,
Samsø), men ellers
sejrede overalt Bilæggeren,
enten en virkelig
Kakkelovn (jysk: Potteovn) ell.
siden 17. Aarh. i de
fleste Egne Jernbilæggere af
norsk Arbejde. Ordet
Stue hænger sikkert
sammen med Ovnens
Indflytning i Vaaningshuset; fra
Badstuen og dens Ovn er
det flyttet til Bagerovn og
derefter ind i Huset.
Ejendommelig er
Stuebetegnelsen »Donsk«, maaske
af slavisk Rod og
forekommende i Slesvig og
det sydvestlige Jylland, og det nærmest
sydslesvigske »Pesel«, der paa de romanske Sprog
betegner Kaminen, men her er overflyttet til
den kolde Storstue.
Selve den i Løbet af Middelalderen og
Renaissancetiden udformede Opholdsstue fik
overalt i Landet væsentlige fælles Grundtræk.
Nordvæggen optoges gerne af Sengestederne,
Alkover ell. Tætsenge, medens Vinduesvæggen
fulgtes af en Vægbænk, der drejer om det ene
Hjørne som Bordendebænk, Stuens fornemste
Siddeplads, hvor Husbonden sad ved Siden af
det paa Bænken anbragte Vraaskab, som særlig
var alm. paa Sjælland. Enkeltvis kan spores
Oldtidslevn som Refsnæsboernes Anbringelse af
Bordet foran Højsædebænken og paa tværs af
Vinduesvæggen, der rimeligvis staar som en
Levning fra Oldtidens og Middelalderens
vinduesløse Stue, ell. den jyske Betegnelse »Pald«
for Bænk. Mange stedlige Særegenheder har
ogsaa gjort sig gældende. Men i det hele og
store er det dog Renaissancetiden med dens
relative Velstand, som har gennemsyret den
danske Bondestue sammen med hele Almuens
kunstneriske Kultur og er fastholdt gennem de
flg. onde Tider. Det er de blyindfattede Ruder
og Kakkelovnens Sejr, der betinger den
gammeldags Stues Hygge, og selv om nyere
Møbelformer som de høje Stueure og Dragkisterne
(Kommoderne) ved 1800 vandt stærkt Indpas,
er det bestemmende dog den ældre
Renaissancetids Vedhængen ved middelalderlig
vægfast Bohave, der kun kender faa flyttelige Stole
og en enkelt løs Bænk (Foldebænk), og som
jævnsides med Skabet fastholdt Kisten som det
vigtigste Gemmemøbel. Det er ogsaa for en
stor Del Renaissancens Kunstformer, som er
fastholdte i den danske Bondestands Folkekunst,
som har givet Stødet til dens Karvesnitteri og
delvis har bestemt Bondevævningernes,
Bondesyningernes og Bondemalernes Farvevalg. Selv
om ogsaa 18. Aarh. har gjort sig stærkt
gældende, er der dog ved den langsomme,
traditionsbundne Udvikling skabt Vaaningsrum saa
hyggelige og saa smukke, at det trods
Fattigdom og smaa Forhold, trods Lofternes Lavhed
og Stuegulvets Ler føles som et kunstnerisk
Fald fra en saadan Stue at komme ind i en
moderne Bondestue, møbleret med
Købstadsforretningernes maskinfabrikerede Godtkøbskram.
Det er vistnok ogsaa Renaissancetiden og
delvis 18. Aarh., som har præget de
gammeldags Bondehaver, de smaa Blomsterbede og
Frugthaverne, og i nogen Grad har de senere
Aarh. ogsaa bestemt B.’s
Bygningskonstruktioner. Grundmurede Bygninger med
renaissanceagtige Detailler forekommer i
Vestslesvig allerede fra 1600’erne, sikkert bestemt
ved nederlandske Impulser, og fra denne Egn
har Grundmuren i Løbet af 18. Aarh. bredt sig
over store Dele af det træfattige Sydvestjylland,
 |
| Fig. 3. Gaard i Haderslevegnen fra c. 1600 (Kvist med Korsstue). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
