Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bucher, Lothar, tysk Politiker (1817-92) - Buchez, Philippe Benj. Josephe, fr. Politiker og filos. Forf., (1796-1865) - Buchholtn, Magdalene Sophie, født Bentsen, norsk Forfatterinde (1758-1825) - Buchholz (tidligere Katharinenberg im B.), By i Kongeriget Sachsen - Buchholz, Thorvald Rasmus Borup, norsk Læge (1813-90) - Buchholzit, en Varietet af Mineralet Sillimannit, fra Fassa i Tyrol. - Buchit er Betegnelse for en haard, kontaktmetamorfoseret Sandsten. - Buchloë Engelm., Slægt af Græsfamilien (Chloris-Gruppen) - Buchner, Eduard, tysk Kemiker, (1860- )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udg. 1881). Efter Amnestien 1861 vendte B.
tilbage til Preussen, og da han i Udlandet
efterhaanden havde opgivet sine gl. Meninger, blev
han 1864 ansat i Udenrigsministeriet og var
senere en af Bismarck’s mest betroede Mænd;
fik endog Tilnavnet »Bismarck’s højre Haand«
og brugtes i meget fortrolige Hverv. Han var
1867 Protokolfører ved de Konferencer, hvori
det nordtyske Forbunds Forfatning
udarbejdedes, og førte ligeledes Forhandlingerne med
Danmark om Garantier for Tyskernes
Nationalitet i Nordslesvig. Senere brugtes han baade
ved Fredsunderhandlingerne 1870—71 og ved
Berlin-Kongressen 1878; tog Afsked 1886 som
Gehejmelegationsraad (siden 1876). Efter
Bismarck’s Afgang 1890 var han jævnlig Gæst paa
Friedrichsruhe og medvirkede ved Affattelsen
af hans Erindringer. Som tidligere Ven af
Lassalle udgav B. 2. Udg, af hans »System der
erworbenen Rechte« (1880).
E. E.
Buchez [by↱∫e], Philippe Benj. Josephe,
fr. Politiker og filos. Forf., f. 31. Marts 1796,
d. 12. Aug. 1865. B. grundlagde 1821, tillige
med Bazard, de fr. Carbonariers Samfund, der
vandt stor Udbredelse (200000 Medlemmer), og
blev 1822 tiltalt som Medvirker i General
Berton’s Opstandsforsøg, men undgik Dødsstraf ved
en Nævnings Kendelse. 1824 blev B. Dr. med.
og udgav siden et lægevidenskabeligt Tidsskrift:
Journal du progrès des sciences médicales
(1827—30). Allerede 1826 traadte B. i Forbindelse med
St Simonisterne og var Medarbejder ved deres Blad
Le Producteur, men skilte sig fra dem 1829,
p. Gr. a. deres materialistiske Retning, og
stiftede 1830 med J. Fazy og Flocon
»Folkevennernes« Samfund, som dog snart blev opløst.
Han udgav 1831—32, og paa ny 1835—38, Bladet
L’Européen og fremsatte her et eget filos.
System (Buchésisme), der underordner
Videnskaben under Moralen og sætter Samfundets
Fremskridt over Individets Udvikling, og som vil
forene den demokratiske Radikalisme med
Katolicismen (altsaa Forløber for den kristelige
Socialisme). Dette System udvikledes nøjere i fl.
større Skr: Introduction à la science de
l’histoire (1833, 2 Bd, ny Udg. 1842), hvori
Historien betegnes som Videnskaben om
Menneskehedens Udvikling, og Essai d’un traité complet
de Philosophie au point de vue du catholicisme
et du progrès (3 Bd, 1838—40). B. udtalte først
(1831) den Lære, at Produktionsforeninger vilde
være Midlet til Arbejderstandens Frigørelse af
Kapitalen, og foreslog, at en vis Del af disse
Foreningers Fortjeneste skulde bruges til
Fremme af hele Standens Tarv. Ogsaa var B.
Medudgiver af Histoire parlementaire de la
révolution française (40 Bd 1833—38), en Beretning om
de fr. Nationalforsamlinger 1789—1815, en vigtig
Kildesamling til Revolutionens Historie. 1848
valgtes B. til Nationalforsamlingen og blev dens
første Formand indtil Opstandsforsøget 15. Maj;
den Svaghed, han viste under dette, svækkede
meget hans Anseelse. Han hørte siden til de
maadeholdne Republikanere, men blev ikke
genvalgt 1849. Senere skrev han Histoire de la
formation de la nationalité française (2 Bd 1859)
og Traité de politique et de science sociale
(1866), der giver en Afslutning af hans
videnskabelige System.
E. E.
Buchholm, Magdalene Sophie, født
Bentsen, norsk Forfatterinde (1758—1825).
Trods den tørre Kedsommelighed, der aander
ud af hendes Oder, Heroider (bl. a. »Adeluds
til Torkel Trondesøn« i »Norske Selskabs Skr«,
II, 1783) og Elegier (samlede i »Poesier«, Kbhvn
1793, 2. øgede Udg. 1806), opnaaede hun i
Samtiden at blive kaldt »Nordens Sappho«, at
lovsynges af Jens Zetlitz, hyldes af Rahbek og
tilkendes det norske Selskabs Prisring (der
1906 er havnet hos »Det norske Selskab« i
Kria). (Litt.: Sofie Aubert Lindbæk,
»Fra det norske Selskabs Kreds« [1913]).
K. V. H.
Buchholz [↱buкhålts] (tidligere
Katharinenberg im B.), By i Kongeriget Sachsen,
Kreishauptmannschaft Chemnitz, Knudepunkt paa
Jernbanen Annaberg—Weipert, ligger 8 km fra
den böhmiske Grænse ved Sehma, bygget op ad
Schottenbergs nordlige Affald, og har (1910)
10000 Indb., mest Protestanter, Industri i
Possementvarer, Kniplinger, Papir og Papirmasse.
Sølvgruberne, der gav Anledning til B.’s
Grundlæggelse 1497, er nu uden Bet.
G. Ht.
Buchholz, Thorvald Rasmus Borup,
norsk Læge (1813—90), fra 1845 Distriktslæge i
Hadeland og Land, Kristians Amt. Han skrev
bl. a.: »Om Spedalskheden som Folkesygdom«
(1871), hvori denne Sygdoms Karakter af etnisk
Degenerationsfænomen søges hævdet. Endnu
stærkere kommer det socialvidenskabelige
Synspunkt til Orde i hans Betragtninger »Om
Arvesygdomme ell. Slægtsudartelse« (1878) og
fremfor alt i det store og tankerige Værk »Om Folks
og Slægters Tilbagegang« (2 Bd, Kbhvn
1883—84), et af den norske med. Videnskabs mest
værdifulde Bidrag til den sociologiske Litt.
K. V. H.
Buchholzit [buкhål↱tsit], en Varietet af
Mineralet Sillimannit, fra Fassa i Tyrol.
Buchit [bu↱кit] er Betegnelse for en haard,
kontaktmetamorfoseret Sandsten.
Buchloë Engelm., Slægt af Græsfamilien
(Chloris-Gruppen) med en enkelt Art, B.
dactyloides Engelm. (Buffalo-Græs), et lavt, fint
Græs, der spiller en overordentlig Rolle for de
nordamerikanske Prærier og giver et udmærket
Foder; det siges at være det bedste naturlige
Fodergræs.
A. M.
Buchner [↱buкnər], Eduard, tysk Kemiker,
f. 20. Maj 1860 i München, studerede 1884—89
i München og Erlangen, blev 1890 Assistent ved
Universitetslaboratoriet i München, 1891
Privatdocent, 1893—96 Privatdocent og Professor ved
Universitetet i Kiel, 1896—98 ekstraordinær
Prof. i Tübingen og 1898 Prof. i Kemi ved
Landwirtschaftliche Hochschule i Berlin, hvor
han tillige siden 1900 er Privatdocent ved Univ.
B. har udført en Række Undersøgelser paa den
organiske Kemis Omraade, men særlig berømt
er han blevet ved sine siden 1897 offentliggjorte
Arbejder over »Gæring uden Gærceller«. Det
lykkedes B. at paavise, at man af Gærens Celler
efter Knusning kan udpresse en cellefri Saft,
som frembringer livlig alkoholisk Gæring, og at
Druesukkerets Spaltning i Alkohol og Kulsyre
skyldes et i Pressesaften værende Enzym,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
