Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Canning, Charles John, Lord, eng. Statsmand, (1812-1862) - Canning, George, eng. Statsmand, (1770-1827)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Styrelse. Han valgtes 1836 til Underhuset, men
blev allerede næste Aar ved sin Moders Død
Peer. C. var 1841—46 Understatssekretær for
Udenrigsministeriet og derefter i 4 Maaneder
Kommissær for Statsskovene; hørte siden til
Peelitterne og afslog 1852 Tilbud om en Plads
i Lord Stanley’s Ministerium. 1853—55 var han
Generalpostmester, indførte vigtige Fremskridt
i Postvæsenet og gjorde 1854 Rowland Hill til
fast Oversekretær. Febr 1856 tiltraadte han
Stillingen som Generalguvernør i Indien og
udfoldede under den store Opstand 1857 megen Kraft
og Dygtighed, men efter Sejren saa stor
Forsonlighed og Mildhed, at han blev kaldt »Lord
Clemency«. Hans Proklamation 1858 om
Ejendoms Inddragelse til Straf for alle dem, som i
Oude havde deltaget i Oprøret, blev dadlet af
Lord Ellenborough, Minister for Indien, men
vandt Parlamentets Billigelse og medførte Maj
s. A. Ministerens Fald. Senere udmærkede C.
sig ved sin Iver for Landets Opkomst og for
Hærens og Finansernes bedre Ordning, samt
gennemførte vigtige Reformer i Forvaltning og
Lovgivning, Til Løn for sin Virksomhed blev han
1859 ophøjet til Jarl. Marts 1862 vendte han
tilbage til England med nedbrudt Helbred og
døde 3 Maaneder efter.
E. E.
Canning [↱käniŋ], George, eng. Statsmand,
f. 11. Apr. 1770 i London, d. 8. Aug. 1827, af en
gl irsk Slægt, mistede 1771 sin Fader og blev
opdraget af en Farbroder, Stratford-C., der var
Købmand,
medens hans
Moder, en
Slægtning af
Sheridan, blev
Skuespillerinde
for at
kunne
underholde sig.
Allerede i Eton
Skole var C.
1785
Hovedmand for
Udgivelsen af et
Tidsskr., The
Microcosm,
som vandt
Opmærksomhed,
og skrev bl. a.
et smukt Digt
om »Grækenlands Trældom«. 1787 kom han til
Oxford Univ., hvor han knyttede nøje Venskab
med den senere Jarl Liverpool, og gav sig
senere til at studere Retsvidenskab ved Lincoln’s
Inn. Skønt af Whig-Slægt sluttede C. sig af
Uvillie mod den franske Revolutions
Udskejelser 1793 til Pitt og fik ved hans Hjælp
Sæde i Underhuset, hvor hans første
Optræden dog ikke vandt Bifald. 1796 blev
han Understatssekretær for Udenrigsministeriet
indtil 1799 og var i Underhuset Pitt’s ypperste
Støtte, samt fremsatte 1797—98 i et satirisk
Ugeblad, Anti-Jacobin, de mest bidende Angreb
paa den fr. Revolution. Ved Giftermaal med
General Scott’s Datter Johanna 1800 vandt C.
Rigdom og en uafhængig Stilling, samt blev
Svoger til Hertugen af Portland. Da Pitt afgik
fra Regeringen 1801, fulgte C. med (han havde
i de sidste 2 Aar haft andre Poster under
Ministeriet) og førte en skaanselsløs Opposition
mod det ny Ministerium for igen at bringe Pitt
til Magten. Han blev derfor ogsaa Maj 1804
Skatmester for Flaaden indtil Pitt’s Død; afslog
Tilbudet om at indtræde i Fox’ Ministerium
»for alle Talenter« 1806, men blev
Udenrigsminister under Portland 25. Marts 1807 og var Sjælen
i den haardnakkede Kamp mod Napoleon. Det
var C., som lagde Planen til Overfaldet paa
Kbhvn 1807. og Jan. 1809 sluttede Forbund med
den sp. Centraljunta, samt fik Wellington sendt
til Portugal. Men da han 1809 vilde have
Castlereagh afskediget som Krigsminister, paadrog
dette ham i Septbr en Duel med denne (C. selv
blev let saaret) og medførte begges Afgang og
Ministeriets Opløsning. I de flg. Aar indtog han
en uafhængig Stilling, støttede vistnok
Regeringens Krigspolitik, men tog 1812 Ordet for
Katolikkernes Ligestilling, som han lige siden 1800
havde regnet for en naturlig Følge af Unionen
med Irland, men som Kongehuset og
Torypartiet haardnakket modsatte sig. S. A. fik han
Tilbud om Udenrigsministeriet, men afslog det
af Ulyst til at samarbejde med Castlereagh; ja
han forlod endog 1814 England for at blive
Sendemand i Portugal. Senere beklagede han
dybt denne Adfærd, fordi »to Aar som
Udenrigsminister kunde opveje 10 Aars Liv«, og
fordi han dengang kunde have udrettet meget
for Folkenes Frihed (han misbilligede ogsaa
Norges Løsrivelse fra Danmark). 1816 blev C.
Minister for Indien, men afgik Decbr 1820 af
Harme over den forargelige Retssag imod
Dronning Karoline. 1822 var han udset til
Generalguvernør i Indien, men blev 12. Septbr efter
Castlereagh’s Selvmord Udenrigsminister og
var i de flg. Aar Regeringens virkelige Leder.
Dette medførte et fuldstændigt Omslag i
Englands Optræden udadtil og genoprettede hurtig
dets dybt sunkne Anseelse i Europa, idet C.
brød med den hellige Alliances Grundsætninger
og gjorde England uafhængigt af de andre
Stormagters Politik, som Castlereagh alt for meget
havde givet efter for. Som Svar paa den fr.
Intervention i Spanien 1823 besluttede C. at
godkende de nyspanske Fristaters
Uafhængighed i Syd- og Mellemamerika (fra 1. Jan. 1825),
idet han »kaldte den ny Verden frem for at
genoprette Ligevægten i den gamle« (Ytring i
en Tale 12. Decbr 1826). Han modsatte sig
bestemt Frankrigs Plan om at faa Kuba som
Vederlag for sine Krigsomkostninger og stod bag
ved den nordamerikanske Præsident Monroe,
da han 1823 udtalte sin berømte
»Monroe-Doktrin«. Med Vaabenmagt hævdede han 1827 den
fri Forfatning i Portugal imod Dom Miguel’s
Reaktion, samt fremmede Brasiliens Løsrivelse,
og han truede aabent med at samle alle
Frihedens Tilhængere i Europa om England,
saafremt Stormagterne vovede at begynde en Krig
imod det. Endelig tog han sig af Grækenlands
Sag, sluttede 4. Apr. 1826 foreløbig Aftale herom
med Rusland og 6. Juli 1827 en formelig
Traktat i London med Frankrig og Rusland om at
udvirke en vis Selvstændighed for det gr. Folk.
Endnu førend dette Skridt var C. 10. Apr. 1827
 |
| G. Canning. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
