Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christensen, Polycarpus Godfred Benjamin Wildenradt, dansk Landskabsmaler, (1845- ) - Christensen, Sophus, norsk Militær, (1848- ) - Christen Thomsens-Rev (ogsaa kaldet Strandby-Rev), et lille, Stenrev, der ligger paa Flakket N. f. Frederikshavn - Christian (Christiern) I (l426-81), dansk Konge, tilhørte den oldenburgske Greveslægt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vejleegnen og ved Himmelbjerget. Mellem hans
Hovedværker kan nævnes »Himmelbjerget set
fra Bugten ved Laven«, der udstilledes 1882 og
senere kom til Nationalgaleriet, samt
»Munkebjerg; Solen bryder gennem Skyerne« (1892),
købt af Grev Moltke Bregentved og kendt fra
den nordiske Udstilling i Sthlm 1897, hvor det
gav Anledning til, at C. blev optaget som
Medlem af det sv. Kunstakademi. I de senere Aar
har den stadig livsfriske og energiske Kunstner
foruden store sjællandske Landskaber som
»Egebæks-Vang« og »Kragerup Allé« udført en
Del udmærket friske Søstykker, af hvilke fl.
findes i den Hirschsprung’ske Samling, medens
andre er erhvervede af Kunstforeningen.
S. M.
Christensen, Sophus, norsk Militær, f. 22.
Jan. 1848 i Sandefjord, deltog som
Premierløjtnant i det russ.-tyrk. Felttog 1877—78. Han tog
Initiativet til Oprettelsen af Norges
Forsvarsforening 1886 og havde ledende Andel i dennes
Organisation ligesom i det hele i Arbejdet for
Genrejsningen af Norges Forsvar; Som Forf. er
han foruden i Dagspressen og i milit.
Tidsskrifter optraadt med et Skr. »Om den norske Hærs
Krigsdygtighed« (1880) o. fl. som Manuskript
trykte, men stærkt udbredte Afhandlinger, bl.
hvilke navnlig »Nationen og Armeen« (1898) og
»Forsvarets Genrejsning« (1901) fik Bet. ved at
vække Forstaaelse i videre Kredse for de i dem
omhandlede Emner. 1902 blev han
Oberstløjtnant, Afsked 1908.
K. V. H.
Christen Thomsens-Rev (ogsaa kaldet
Strandby-Rev), et lille, stejlt opgaaende
Stenrev, der ligger paa Flakket N. f.
Frederikshavn og V. f. Græsholm. Paa det laveste af
Revet er der 2,5 m Vand.
G. F. H.
Christian (Christiern) I (1426—81), dansk
Konge, tilhørte den oldenburgske Greveslægt,
der siden 11. Aarh. havde været bosat i Egnene
V. f. Wesers Udløb. Grev Diderik den Lykkelige
af Oldenburg
(d. 1440) var
anden Gang
gift med
Hedevig, en
Datter af Gerhard
VI af Holsten,
som i 3. Led
nedstammede
fra Erik
Klipping’s Datter
Richiza; deres
Sønner var C.,
Morits og
Gerhard. I sin
Ungdom
opholdt C. sig
mest hos sin
Morbroder,
Hertug Adolf
af Slesvig, der
selv barnløs, ønskede at faa ham til sin
Efterfølger og ogsaa udvirkede, at mange af
Ridderskabet hyldede ham. Snart aabnede der sig
imidlertid langt større Udsigter for C. Da
Unionskongen Christoffer af Bayern døde sønneløs
6. Jan. 1448, ønskede det danske Rigsraad at
vælge Hertug Adolf til hans Efterfølger; denne
henledede i Stedet Opmærksomheden paa den
22-aarige C. og støttede selv ivrig dennes
Kandidatur, efter dog først at have taget det Løfte
af C., at han vilde overholde den 1326 givne
Forsikring om, at Danmark og Sønderjylland
aldrig skulde forenes under een Herre (den
saakaldte Constitutio Valdemariana).
Forhandlingerne trak noget i Langdrag, fordi Rigsraadet
gerne vilde enes med Sverige og Norge om
Valget; men da Svenskerne Juni 1448 paa egen
Haand havde valgt Karl Knutson til Konge,
enedes det danske Rigsraad nu med C.; 1. Septbr
udstedte denne i Haderslev en foreløbig
Haandfæstning (en endelig blev aldrig udfærdiget), og
28. Septbr blev han hyldet paa Viborg
Landsting. Samtidig trolovedes C. med Christoffer’s
unge Enke, Dorothea af Brandenburg; Aaret
efter holdtes Brylluppet (26. Oktbr), og to Dage
senere blev C. kronet i Kbhvn’s Frue Kirke.
Ved det dobbelte Kongevalg var den nordiske
Union blevet brudt, og de to nyvalgte Konger
stræbte begge at faa Magten i Norge; ogsaa
Gotland gav Anledning til Strid, da dette gl.
sv. Lydland efter Valdemar Atterdag’s Erobring
1361 aldrig var blevet ret knyttet til Sverige
igen. Erik af Pommern havde Øen i sin Magt;
mod ham sendte Karl Knutson straks efter sit
Valg en Hærstyrke; men da Erik mærkede, at
han ikke kunde forsvare sig, lod han en dansk
Besætning komme ind i Visborg, medens han
selv drog til Pommern, og Sommeren 1449
sluttedes der et Forlig mellem Hærene, hvorved
Afgørelsen, af Gotlands fremtidige Stilling blev
henskudt til et Fredsmøde, der Aaret efter
skulde afholdes i Halmstad. Ved denne Tid
havde det norske Rigsraad besluttet at tage C.
til Konge; men i den flg. Vinter kom Karl
Knutson personlig til Norge og blev kronet i
Trondhjem (Decbr 1449). Halmstadmødets
Afgørelse blev dog meget gunstig for C.; de 24
danske og sv. Rigsraader, der mødte (2. Maj
1450), bestemte, at Karl skulde give Afkald paa
Norge, og tillige, at den længstlevende af de to
Konger skulde anerkendes i alle 3 Riger;
Spørgsmaalet om Gotland blev udsat. Uvillig
maatte Karl Knutson bøje sig for denne
Beslutning, og C. drog til Norge for at blive kronet;
i Bergen sluttedes 29. Aug. 1450 en nøje
Forening mellem Danmark og Norge, og da
Dorothea havde født Kongen en Søn, fik denne
Navnet Oluf efter Norges Skytspatron.
Besiddelsen af de to Riger maatte i Længden
give C. Overvægten over Karl Knutson; de
Krige, der førtes mellem dem fra 1452 af, var
vel uafgørende, men 1457 rejste Unionspartiet
i Sverige sig mod Karl under Ledelse af
Ærkebispen Jens Bengtsson (Oxenstierna), og Kongen
maatte forlade Landet; i Juli kunde C. holde
sit Indtog i Sthlm og blev kronet i Upsala.
Saaledes var alle 3 Riger atter forenede, og
Aaret efter antoges C.’s Søn Hans til hans
Efterfølger (den førstefødte Søn, Oluf, var død i en
spæd Alder, ligesom en anden Søn, Knud).
Straks efter viste der sig paa en helt anden
Kant Mulighed for en væsentlig Magtudvidelse
for C., idet Hertug Adolf døde 4. Decbr 1459.
Der var i Slesvig og Holsten megen Uenighed
om, hvem man skulde anerkende som Herre;
 |
| Christian I. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
