Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian (Christiern) II, Konge af Danmark og Norge 1513-23, (1481-1559)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ansete Rigsraad Niels Eriksen Rosenkrantz til
Hofmester og vænnedes tidlig til Deltagelse i det
offentlige Liv. 6 Aar gl var han allerede 1487
blevet hyldet som tilkommende Konge paa
Landstingene i Danmark; 1489 havde det norske
Raad anerkendt hans Valg; efter Sveriges
Erobring 1497 valgtes han ligeledes af det svenske
Raad og hyldedes personlig 19. Maj 1499 i
Stockholm af Udsendinge fra alle Sveriges
Landskaber, hvorpaa han, ledsaget af Sten Sture (den
Ældre), gjorde en Rejse rundt i Landet. Da
Sverige faa Aar efter atter faldt fra, gjorde
han 1502 i sit 21. Aar som Hærfører et rask
Strejftog fra den norske Grænse ind i Sverige
og viste baade Mod og Energi. 1506—12 styrede
han derpaa Norge med uindskrænket
Myndighed paa Faderens Vegne og hævdede allerede
her med en forbavsende Kraft under
vanskelige Forhold den kgl. Myndighed; de
upaalidelige norske Stormænd fjernedes fra de
vigtigste Lensmandsposter og afløstes af paalidelige
danske Mænd; Oprør dæmpedes med ubønhørlig
Strenghed, Hansestædernes Overgreb
standsedes. Egenmægtigt Stivsind, parret med List,
med Mistænksomhed og undertiden med klog
Forstillelse, havde han allerede vist, ikke mindst
i sit Forhold til Gejstligheden. — Da han ved
Faderens Død skulde overtage Regeringen, var
han saaledes allerede en fuldt udviklet
Herskernatur med et kraftigt, i ridderlige
Færdigheder øvet Legeme, hvis mandige Skønhed
vakte Beundring hos en Kender som Albrecht
Dürer, med en livlig og opvakt Aand, der
interesserede sig for alt nyt, med Forkærlighed for
de lavere Stænder som Modvægt mod Adel og
Gejstlighed, der var en Hindring for hans
udprægede Herskerlyst.
Misstemningen mod ham var allerede vakt hos
de højere Stænder i Danmark, ikke mindst hos
Gejstligheden, p. Gr. a. hans Adfærd i Norge,
hvor han, uden at bryde sig om Indsigelser fra
Ærkebisper, Paven ell. sin egen Fader, havde
holdt Biskop Karl af Hamar i et strengt
Fængsel. Det var formodentlig i Følelsen af denne
Misstemning, at Kong Hans gentagne Gange,
sidst i Juli 1512, havde ladet Rigsraadet forny
sit Valgbrev. Allerede straks efter Kongens Død
(20. Febr 1513) skal fl. jyske Rigsraader have
henvendt sig til Kong C.’s Farbroder, Hertug
Frederik, om at overtage Regeringen. Dette
blev dog afværget, og 22. Juli s. A. vedtoges paa
et dansk-norsk Herremøde i Kbhvn en fælles
Haandfæstning for Danmark og Norge, og med
de Kongemagten meget indskrænkende
Bestemmelser, at Kongen ikke allerede i sin Levetid
maatte lade sin Søn, hvis han fik en saadan,
kaare til Konge, og at Rigernes Indbyggere, hvis
Kongen overtraadte Haandfæstningen og ikke
vilde rette sig efter Rigsraadets »Undervisning«
i saa Henseende, skulde ved deres Ære troligen
tilhjælpe at afværge det uden derved at bryde
deres Troskabsed. — Oktbr s. A. blev Kongen
derpaa hyldet i Hertugdømmerne; 11. Juni 1514
kronedes han i Kbhvn og s. A. i Oslo; 12. Aug.
1515 stod derpaa i Kbhvn hans Bryllup med den
13aarige Elisabeth, Søster til den senere Kejser
Karl V, uden at Kongen derfor afbrød
Forbindelsen med Hollænderinden Dyveke, med hvem
han havde gjort Bekendtskab i Bergen, og som
var fulgt med til Kbhvn tillige med sin Moder,
Sigbrit, der fik en stor Indflydelse paa Kongen.
— En Tid lang syntes dog alt at skulle gaa godt;
men da Dyveke pludselig døde i Sommeren
1517, saa Kongen og Sigbrit heri en aftalt Plan;
Kongens Lidenskab og Had til de højere
Stænder blev nu for Alvor vakt; Torben Okse fik,
med ell. uden Grund, Skyld for at have ryddet
Dyveke af Vejen ved Gift og henrettedes til
Trods for Rigsraadets Frikendelse. Dette var et
aabenlyst Brud paa Haandfæstningen; fra nu
af var Kongen i Strid med Aristokratiet. Om den
kloge Sigbrit samlede sig en Række af
uansvarlige Raadgivere, der fik den største Indflydelse,
medens Rigsraadet blev trængt tilbage. Kongens
Planer om en enevældig Magt traadte stedse
tydeligere frem.
Forholdet til Sverige holdt dog endnu Striden
med de højere Stænder noget tilbage. Her var
C. jo allerede hyldet som Barn; men den
daværende Rigsforstander, Sten Sture (den Yngre),
havde hidtil forstaaet at hævde sin Magt. Da
han imidlertid var kommet i Strid med
Ærkebiskop Gustaf Trolle, optraadte Kongen som
Kirkens Forsvarer og lod Ærkebiskoppen af Lund
som Sveriges Primas sætte Sten Sture og hans
Tilhængere i Band. De første Felttog (1517 og
1518) var dog ingenlunde heldige; men da
Stockholm, efter at Kongen 1520 havde opbudt
hele sin Magt, havde maattet overgive sig, lod
han sig 4. Novbr 1520 krone som Arveherre,
efter at han havde ladet Biskop Jens Andersen
Beldenak med sin jur. Spidsfindighed bevise,
at Sverige opr. var et Arverige. Tilgivelse for
alt, hvad der var forbrudt mod Kongen selv,
mod Kirken og Gustaf Trolle, blev givet; men
da hans gejstlige Raadgivere (Didrik Slaghæk og
Gustaf Trolle) havde forestillet ham, at han ikke
kunde tilgive Forseelser mod Kirken, greb han
atter dette som et jur. Paaskud til at lade en
Kætterdom afsige mod Sten Stures Tilhængere
og foranstaltede det stockholmske Blodbad (8.
Novbr 1520). Omtr. 80 Personer skal denne Dag
være faldne for Bøddeløksen, nogle henrettedes
senere; men ved Valget af Ofrene herskede stor
Vilkaarlighed; Kætterlisten blev ikke
udelukkende lagt til Grund; Kongen synes at have
ladet sin Hævnfølelse og sit Magtbegær raade.
Det stockholmske Blodbad var direkte Aarsag
til, at han mistede Sveriges Krone, og indirekte
til, at han mistede Danmarks. I Sverige rejste
Gustaf Vasa kort efter Folket; dog faldt
Stockholm selv først i dennes Magt 20. Juni 1523, fl.
Maaneder efter, at C. selv havde forladt sine
Riger. Ogsaa i Danmark blev Kongens Regimente
fra nu af stedse vildere. Det var, som om alle
Lidenskaber nu var løsslupne, alle Hensyn satte
til Side. Alt, hvad der var til Hinder for hans
egen Magt ell. for hans Rigers Trivsel, skulde
ryddes bort; Kirkens og Adelens Magt skulde
stækkes; paa den vilkaarligste Maade griber han
derfor ind i Kirkens Styrelse; Lübecks Magt
skulde knækkes, derfor udkaster han endnu i
Stockholm Planen om at gøre Kbhvn til en fri
Stabelstad og Hovedet for en Slags nordisk
Hansa. En forbavsende Energi kunde han under
disse Forhold vise, men ogsaa tit hurtig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
