Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian (Christiern) II, Konge af Danmark og Norge 1513-23, (1481-1559)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opgive en Plan, naar han mødte uventede
Hindringer, hvorved der ofte kommer en
Dobbelthed ind i hans Handlemaade. Medens han
saaledes i Sverige gav sig Udseende af at optræde
som Kirkens Forsvarer, lod han samtidig en
luthersk Prædikant optræde i Kbhvn, men
opgav atter dette Forsøg, da han p. Gr. a. fl.
Biskoppers Henrettelse i Stockholm var kommet
i et spændt Forhold til Pavestolen; Didrik
Slaghæk gjordes da — næppe helt uden Grund — til
Syndebuk og blev brændt paa Gammel Torv,
kort efter at Kongen selv havde indtrængt ham
i Lunds Ærkesæde. — Medens Kongen var
stærkt optaget af sine Reformplaner, Tankerne
om at knække Lübeck og at bringe sin
Farbroder, Hertug Frederik af Gottorp, i større
Afhængighed af sig, gjorde han derpaa pludselig
en Rejse til Nederlandene (Juni—Septbr 1521).
Hans uventede Ankomst vakte den største
Opsigt; overalt blev han som Kejserens Svoger
og en af Europas største Fyrster modtaget med
store Æresbevisninger. Sin Aandsoverlegenhed
over den 21aarige Kejser viste han ved i
fortrolige Sammenkomster uden Raadgivere at faa
denne til at bekræfte gamle, af Arkivernes Støv
fremdragne, middelalderlige Breve om
Danmarks Rettigheder over Lübeck og at aftræde
til sig Lensretten til Holsten. Efter at have
naaet sin Hensigt forlod han snart Hoffet og
rejste om til de rige nederlandske Stæder, med
skarpt Blik for alt, hvad der i det rige
Kulturland kunde komme hans egne Lande tilgode.
Bl. a. kom han i nærmere Forbindelse med
Albrecht Dürer og »Humanismens Fyrste«,
Erasmus Rotterdamus; det var i en Samtale med
sidstnævnte om Luther, at han lod falde den for
ham selv saa betegnende Ytring: »Ved milde
Midler udretter man intet; de Lægemidler, som
formaar at ryste den hele Krop, det er de
bedste og sikreste«.
Efter Kongens Hjemkomst udkom de store, til
Dels efter nederlandsk Mønster udarbejdede
Landslove: Loven for Købstæderne og Loven for
Landet. Ogsaa disse vidner i høj Grad om
Kongens Sans for Oplysning og Fremskridt; de
Bestemmelser, de tog for at modarbejde den lavere
Gejstligheds Uvidenhed og den højere
Gejstligheds Overdaadighed og Verdslighed, vidner om
Humanismens Indvirkninger; Humanitetshensyn
viser sig i høj Grad, saaledes i Vragsrettens
Sikringer mod Skibbrudnes Overlast og i Forbudet
mod den »onde og ukristelige Skik at sælge
Bønder som uskellige Kreaturer«. Men de
sigtede tillige til at sikre Kongen selv Magten og
greb stærkt ind i hele den bestaaende
middelalderlige Samfundsordning. Biskoppernes
Jurisdiktion blev saa godt som ophævet; Kirken blev
løsrevet fra sin Forbindelse med Rom ved
Indsættelsen af en egen gejstlig Overdomstol;
Kronen greb ind i Forholdet mellem Jorddrot og
Fæster, og det stavnsbundne Vornedskab paa
Øerne blev stærkt indskrænket; i Købstæderne
indsattes kgl. Fogeder (Skultus) over
Borgemester og Raad. Dertil kom, at der grebes
stærkt ind i Individets personlige Ret, hvorpaa
Nordboen altid har sat stor Pris, f. Eks. ved
Bestemmelser om Renlighed ikke blot paa
Købstædernes Gader og Stræder, men ogsaa i
Borgernes private Boliger. Selv Borgerstanden, der
var trykket af Skattefogeder og Skattepaalæg,
som Fejden med Sverige og med Lübeck, der af
Frygt for Kongens Planer understøttede Sverige,
gjorde nødvendige, havde ikke Øje for de store
Loves Bet. Samtidig blev Kongens Adfærd
stadig vilkaarligere; de højadelige Lensmænd
fortrængtes til Dels af Smaaadelen ell., i Strid med
Haandfæstningen, af ligefrem borgerligfødte; de
ny Lensbreve indeholdt, ligeledes i Strid med
Haandfæstningen, Bestemmelser til Fordel for
Kongens Søn som hans Efterfølger. Alt tydede
paa, at en arvelig Regering tilstræbtes; Sverige
var blevet et Arverige; skulde Unionen bevares,
var allerede derved de øvrige Rigers fri Valg
et Skin; men ifølge Tidens Opfattelse var
Arverige d. s. s. Enevælde, da man, ukendt med
vor Tids »Grundlove«, kun gennem de enkelte
Haandfæstninger kunde sikre sig over for
Kronen. I Baggrunden stod Billedet af det
stockholmske Blodbad, og Moder Sigbrits hvasse
Tunge skulde ikke bidrage til at dæmpe
Frygten for noget lgn. i Danmark. Da rejste en Del
jyske Biskopper og Rigsraader pludselig
Oprørsfanen mod Kongen ved en Sammenkomst i
Viborg 21. Decbr 1522 og satte sig i Forbindelse
med Hertug Frederik af Gottorp. De optraadte
som det forfatningstro Parti; men nogen
»Undervisning« af Rigets Raad, saaledes som
Haandfæstningen bød, var ikke gaaet i Forvejen, og
da Kongen, ledet af Mogens Gjø, indkaldte en
Rigsdag til Aarhus 25. Jan., hvor han lovede at
ville afhjælpe alle Klager, og hvor der altsaa
havde været Lejlighed for hele Rigsraadet med
Mogens Gjø i Spidsen til at forlange en
Systemforandring, Fjernelsen af Sigbrit og Raadets
Genindsættelse i dets forfatningsmæssige
Stilling, havde dette Skridt kun til Følge, at
Oprørspartiet, der jo allerede havde henvendt
sig til Hertug Frederik, 20. Jan. 1523 paa Viborg
Landsting opsagde Kongen Huldskab og
Troskab og rejste Jyllands Indbyggere, der villig
fulgte Opraabet. Kongen var paa denne Tid
omgivet af store Vanskeligheder, i Krig med
Sverige og Lübeck, med en upaalidelig Befolkning
baade i Jylland og Fyn; men paa Kbhvn og
Malmö og paa Almuen paa Sjælland kunde han
rimeligvis stole. Han viste dog under disse
Forhold stor Vaklen; det var, som om der efter den
lidenskabelige Overspændthed var fulgt en
Slaphedens Reaktion. I St f. at samle alt til en Kamp
for sine Planer og Ideer indlod han sig paa
resultatløse Underhandlinger, der kun styrkede
Modpartiet, og sejlede bort 13. Apr. 1523,
ledsaget af sin Dronning, sine tre smaa Børn,
Moder Sigbrit og en Skare trofaste Mænd, der
ikke svigtede ham i Ulykken, paa en Flaade paa
omtr. 20 Skibe for at søge Hjælp hos
upaalidelige Venner i Udlandet og landede 1. Maj 1523
ved Veere i Zeeland.
I Nederlandene fandt Kongen kun en lunken
Modtagelse hos Dronningens Faster, Regentinde
Margrete. Om Udbetalingen af de 150000
Gylden, som endnu stod tilbage af hans Medgift,
en efter de Tiders Pengeværd meget stor Sum,
der vilde have hjulpet Kongen over alle
Vanskeligheder, var der ikke Tale under Kejserens
daværende Krig med Frankrig. Fra Juni 1523
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
