Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Conder, Claude Reignier, eng. Palæstina-Gransker, (1848- ) - condictio (lat.) Betegnelse for obligatoriske Klager, og særligt om kvasikontraktmæssige Tilbagesøgningskrav - Condillac, Étienne Bonnot de, fr Filosof, (1715-1780)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Transvaal. 1895 virkede C. i Irland ved
Gennemførelsen af nogle Reformer og
Foranstaltninger til Lindring af Nøden paa Øen. Af hans
talrige Værker nævnes: Tent work in Palestine
(1878, 4. Udg. 1889), Judas Maccabæus and the
Jewish war of Independence (1879, ny Udg.
1894), Heth and Moab, Syria in 1881-82 (1883,
ny Udg. 1885), Altaic Hieroglyphs (1887),
Primer of Bible Geography (1884), Palestine (1890),
Tell Amarna Tablets (1893), The Bible and the
East (1896), The Latin Kingdom of Jerusalem
(1897), The Hittits and their language (1898),
The Hebrew Tragedy (1900).
V. S.
condictio (lat.) brugtes i Romerretten dels i
videre Bet. som Betegnelse for alle obligatoriske
Klager (actiones in personam), dels særligt om
de kvasikontraktmæssige Tilbagesøgningskrav i
Tilfælde af, at en Person uden Grund var
blevet beriget paa en andens Bekostning. Det er
særligt i denne sidste Bet., at Betegnelsen c.
endnu bruges i Nutidens Retssystemer.
Inden for Berigelseskravene sondredes mellem
forsk. Arter af c.
c. indebiti tilkom den, der havde erlagt noget
til Opfyldelse af en formentlig, men i
Virkeligheden ikke eksisterende Skyld. For saaledes at
kunne tilbagesøge en erlagt Betaling, krævedes det
efter Romerretten ikke blot, at der i Virkeligheden
ikke forelaa nogen Forpligtelse, men ogsaa, at
det skulde være undskyldeligt, at den Betalende
havde været uvidende om, at en saadan
Forpligtelse ikke forelaa, i hvilken Henseende en
Retsvildfarelse ikke ansaas for tilstrækkelig.
Dog kunde Tilbagesøgningsret ogsaa i fl.
Tilfælde være udelukket, selv om ingen retskraftig
Forpligtelse til Betaling, men blot en moralsk
eller naturlig Forpligtelse, (obligatio naturalis)
forelaa. Ogsaa i moderne Ret er en saadan Ret
til Tilbagesøgning af, hvad der er erlagt i
urigtig Formening om Skyld, anerkendt. Der lægges
imidlertid nu ikke længere afgørende Vægt paa,
om Vildfarelsen var undskyldelig ell. ikke, ell.
om den er en Retsvildfarelse ell. faktisk
Vildfarelse. Derimod er det afgørende, om det har
været kendeligt for Modtageren, at den
Betalende kun erlagde, fordi han troede sig retlig
forpligtet dertil. Har Modtageren kunnet opfatte
det saaledes, at den Betalende havde andre
Motiver til at erlægge f. Eks. Venskabs- ell.
Slægtskabsfølelse, Følelsen af det usømmelige i ikke
at betale alm. Spillegæld, skønt der ingen retlig
Pligt er dertil, haves ingen Tilbagesøgningsret.
Endvidere taltes om c. causa data, causa non
secuta ell. ob causam datorum, hvorved i visse
Tilfælde den, der havde givet en Gave, en
Medgift ell. erlagt anden Ydelse, kunde søge den
tilbage, naar de Forudsætninger brast,
hvorunder Ydelsen var sket. I moderne Ret er det
nu en alm. Grundsætning, at man i Tilfælde af
bristende for Modtageren som Villiesbegrænsning
kendelige Forudsætninger kan tilbagesøge
(vindicere) en erlagt Ydelse.
Endelig taltes om c. ob injustam vel turpem
causam, hvorved en Ydelse kunde tilbagesøges,
der var erlagt for at undgaa ulovlige
Handlinger fra Modtagerens Side, ell. til Opfyldelse af
en mod Lov og Ærbarhed stridende Kontrakt,
samt om c. sine causa, naar i øvrigt en Berigelse
uden Grund havde fundet Sted fra en Person
til Tab for en anden. Medens de romanistiske
Retsforfatninger endnu anerkender den
ugrundede Berigelse som retsstiftende Kendsgerning,
er dette ikke Tilfældet efter engelsk ell. dansk
Ret. Heller ikke er der i dansk Ret i Alm.
hjemlet nogen Ret til at søge tilbage, hvad
man en Gang har erlagt til Opfyldelse af en
mod Lov og Ærbarhed stridende Kontrakt,
medmindre Loven udtrykkeligt, som m. H. t.
Betaling af Hasard-Spillegæld, bestemmer dette.
K. B.
Condillac [kådi’jak], Étienne Bonnot de,
fr. Filosof, f. 1715 i Grenoble, d. 3. Aug. 1780 i
Abbediet de Flux nær Beaugency, tilhørte ved
Fødslen Embedsklassen, noblesse de robe. Han
bestemtes tidlig til at blive Gejstlig, ligesom sin
Broder Abbed Mably; men det blev Filosofien
og ikke Teologien, der kom til at optage den
stilfærdige Mands hele Tid. Hans første Værk
var Essai sur l’origine des connaissances
humaines (1746); dette fulgtes af Traité des
systèmes (1749). Hans Hovedværk er dog den mere
alm. Fremstilling af Psykologien, han har givet
i Traité des sensations (1754); hertil slutter sig
et Slags Forsvarsskrift, Traité des animaux
(1775). Berømt ved sine Skr fik C. den Opgave
at lede Prinsen af Parma’s Opdragelse 1758
-68. I denne Stilling skrev han Cours d’étude
(udg. i 13 Bd, 1769-73). 1768 blev han Medlem
af Akademiet, og han skrev derefter et
socialtpolitisk Skr. La commerce et le gouvernement
considérés relativement l’un à l’autre (1776).
Efter hans Død udgaves Logique (1781) og
Langue des calculs (1798).
C.’s Filosofi fandt stor Udbredelse og
Tilslutning i Frankrig under Revolutionen og
Kejserdømmet. Den betegnes alm. med det uklare Ord
»Sensualisme«. C. er stærkt paavirket af Locke,
og han gaar ud fra dennes (i øvrigt tidligere af
Aristoteles og Hobbes opstillede) Sætning, at
Bevidsthedens Forestillingsindhold skal føres
tilbage til Fornemmelser. Som metodisk
Princip er denne Sætning af stor Bet., fordi den
udelukker de mystiske Faktorer, »indplantede
Sjælsevner« o. s. v., der havde spillet saa stor
en Rolle i Psykologien, og det lykkedes da
ogsaa C. at give en særdeles fornuftig og for sin
Tid endogsaa virkelig god Fremstilling af
Psykologien. Som Illustration tænker han sig i sit
Hovedværk en Statue, der efterhaanden
gennem Sansningen vækkes til
Bevidsthedsvirksomhed i alle Retninger. Han har i denne Skildring
haft fat paa meget rigtigt; i sin Udvikling af
Rumsopfattelsen er han paavirket af Berkeley
(»Barclai«); derimod har han ikke kendt den
eng. Filosofs geniale Paavisning af den gamle
Abstraktionsteoris Umulighed (se under
abstrahere). Paa dette Punkt følger han
endnu Locke. Den Kritik, man har rettet mod hans
Psykologi: at han skulde undervurdere
Bevidsthedens »aktive Side«, har intet videnskabeligt
Grundlag; C.’s Fremstilling af Psykologien
havde de Tiders Fejl og var paa mange Punkter
ikke indtrængende nok, men selve
Grundbetragtningen var rigtig. Ogsaa hans Betragtninger
over »Tegnene« i Tale, Skrift, Udtryk o. s. v.
er af Interesse. Som Katolik statuerer C. Tiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
