Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Crispi, Francesco, ital. Statsmand, (1819-1901) - Crispin, fr. Teaterfigur, en lystig, undertiden dum Tjener i Komedien - Crispinus, Helgen, ( -287) - Crispus, Flavius Julius, Konstantin den Stores ældste Søn med Minervina, (300/7-326)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forberede Toget til Sicilien, samt overtalte
Garibaldi til at stille sig i Spidsen derfor. Han
fulgte selv med paa Toget og kæmpede tappert ved
Calatafimi; arbejdede i 3 Maaneder snart som
Minister, snart som Garibaldi’s Sekretær paa at
ordne Øens Forvaltning; men skønt han havde
været med at kundgøre Viktor Emmanuel som
Italiens Konge, søgte han dog at forhale Øens
Tilknytning til Norditalien, dels fordi han
personlig hyldede Republikken, dels fordi han
ogsaa vilde have Kirkestaten befriet. Han lod
derfor Nationalforeningens Formand, Lafarina, føre
bort fra Sicilien og modarbejdede den af
Cavour indsatte Prodiktator, Depretis, men vakte
derved stor Uvillie mod sig. Septbr drog han
over til Neapel og var her i et Par Uger
Udenrigsminister, men kunde ikke hindre
Folkeafstemningen om Landets Tilknytning til
Norditalien. Jan. 1861 valgtes C. til det ital.
Deputeretkammer, hvor han siden uafbrudt havde
Sæde. Han sluttede sig straks til det radikale
Parti, men erklærede sig 1864 for
Kongedømmet, fordi det virkede samlende, medens
Republikken vilde adskille, og søgte 1867 at standse
Garibaldi paa Vejen mod Rom. Derimod
virkede han Septbr 1870 ivrig for at drive
Regeringen frem til Indtagelsen af Rom. Efter
Venstres Sejr ved Valgene 1876 blev C., som afslog
en Ministerpost, Formand i Kamret og foretog
næste Aar en halvt officiel Rejse først til
London, derfra til Tyskland for at forhandle med
Bismarck, siden til Wien og Budapest og
endelig til Paris til Møde med Gambetta, idet han
søgte Modvægt mod den daværende reaktionære
Regering i Frankrig. Efter sin Hjemkomst blev
C. Decbr 1877 Indenrigsminister, dog kun i 70
Dage, da han Marts n. A. maatte afgaa iflg. en
Beskyldning for Tvegifte, fordi han 1854 paa
Malta havde indgaaet et Ægteskab, men 20 Aar
senere skilt sig fra denne Hustru og nu havde
ægtet en anden, idet han gjorde gældende, at
det første Ægteskab ikke var formelt gyldigt -
en Opfattelse, som Domstolene vel gav Medhold,
men som dog vakte Forargelse. I de flg. Aar
bekæmpede C. først Cairoli’s Ministerium og
var siden en af Lederne for den forenede
Opposition mod Depretis’, indtil han selv Apr. 1887
optoges i dette som Indenrigsminister, og efter
Depretis’ Død Juli s. A. blev Første- og
Udenrigsminister. Som saadan gjorde han snart efter
et nyt Besøg hos Bismarck og fulgte 1889 Kong
Umberto paa hans Rejse til Berlin. Siden var
han ivrig Talsmand for Forbundet med
Tyskland og Østerrig, idet han fastholdt, at det
kun sigtede til at værne Europas Fred. Dog
afbrød han 1888 Underhandlingerne med
Frankrig om en Handelspagt, fordi der ikke fra fr.
Side vistes Italien tilbørligt Hensyn. I den
indre Styrelse udvirkede han 1888 en Udvidelse
af Valgretten til Provins- og Kommunalraad,
dog uden at ville gaa til alm. Valgret, og 1890
en Lov om Forvaltning af de milde Stiftelser
med Udelukkelse af Præsterne. Jan. 1891
maatte han fratræde, fordi han ikke vilde
indskrænke Forsvarsudgifterne, men tværtimod
forlangte ny Skatter; men de voksende
finansielle Vanskeligheder bragte Decbr 1893 paa ny
C. til Magten som Leder af et
Blandingsministerium, og han styrede nu med stor Kraft og
med en Hensynsløshed, der mindede om den
gl. Revolutionsmand. De oprørske Bevægelser
paa Sicilien kuedes med en blodig Strenghed
og talløse Straffedomme; Arbejderforeningerne
opløstes, og for at opnaa Ligevægt i
Statshusholdningen vedtoges dels radikale
Skatteforslag, dels store Indskrænkninger i
Embedspersonalet. Selvfølgelig vaktes derved stor
Modstand imod ham, og den skærpedes, da der 1894
rejstes Klage over, at han havde været indviklet
i den fallerede Banca romana’s Affærer og
havde modtaget store Pengesummer derfra (brugte
i politisk Øjemed). Han forstod dog at afværge
Stormen og skaffede sig endog ved Valgene 1895
et stort Flertal i Deputeretkamret. For at
bortvende Almenhedens Tanker fra de indre
Forhold fremkaldte han et Tog mod Abessinien,
men de ital. Troppers Nederlag Marts 1896
medførte hans øjeblikkelige Fald. En parlamentarisk
Undersøgelse over hans Forhold til de
forulykkede Banker godtgjorde vel, at der ingen
kriminel Brøde forelaa; men Deputeretkamrets
Udvalg udtalte dog (1898) en skarp Dadel over
hans Færd. Siden spillede han ingen politisk
Rolle, til Dels fordi en Øjensvaghed en Tid lang
truede ham med fuldstændig Blindhed. C. blev
to Gange Genstand for Mordforsøg, 13. Septbr
1889 i Neapel af en Republikaner, 16. Juli 1894
i Rom af en Anarkist. C.’s Scritti e discorsi
politici udg. 1890 (2. Udg. 1903). (Litt.: V.
Ricci, F. C. [Turin 1888]; F. Narjaux,
F. C., l’homme politique et l’homme privé
[Paris 1890]; Stillman, F. C. insurgent, exile,
revolutionist and statesman [London 1899]).
E. E.
Crispin [kri’spæ], fr. Teaterfigur, en lystig,
undertiden dum Tjener i Komedien. Denne Type,
der især optræder i de Lystspil, som blev til i
Slutn. af 17. Aarh. og 1. Halvdel af det flg., har
en bestemt Dragt: sort fra Top til Taa, med
en lille Kappe, Hue og Hat af samme Farve,
kun med et bredt, gult Læderbælte, hvori en
Kaarde er stukket, og gule Stridshandsker af
Læder. Dette Kostume indførte Skuespilleren
Raymond Poisson (d. 1690), en berømt
C.-Fremstiller ligesom sin Søn og Sønnesøn. Lesage’s
C. rival de son maître (1707) er vel den
kendteste Komedie med C. som Hovedperson; her i
Norden kendes Figuren vel bedst fra Méhul’s
ofte opførte Syngestykke »Skatten«, hvor
Pudsenmageren hedder C. og er iført den
traditionelle Dragt.
E. G.
Crispinus, Helgen, var iflg. Legenden af god
rom. Familie og blev Kristen tillige med sin
Broder Crispinianus; sammen maatte de
flygte til Gallien, hvor de led Martyrdøden (25.
Oktbr 287). Begge Brødrene skal have drevet
Skomagerhaandværket og æres derfor som
Skomagernes særlige Værnehelgener. C. skildres
som saa godgørende, at han endog stjal Læder
for at kunne sy Sko til de Fattige. En saadan
Færd kaldes derfor »crispinsk« og er i
Middelalderen blevet efterlignet af adskillige af
Kirkens Mænd.
H. O.
Crispus, Flavius Julius, Konstantin
den Stores ældste Søn med Minervina, f. noget
efter 300, maaske først 307 e. Kr. Allerede 317
fik han Titel af Cæsar; han nød Undervisning af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
