Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1) en paalidelig Befaren, der er Takkelage-Regnskabsførerens Assistent - 2) Vagtsmanden om Dagen i et oplagt Skib - 3) Vagten i et Skib fra 4-8 Form. - Dagvise, den gl., en dansk Morgensang fra den kat. Middelalder - Dagvælger (Tagwähler) kaldes i Luther's Bibeloversættelse den, der anser visse Dage for særlig gunstige ell. ugunstige - Dagø, ogsaa Dagen ell. Dagden, russ. Ø i Østersøen - Daher, et Nomadefolk, der i Oldtiden boede mellem det kaspiske Hav og Aral-Søen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paalidelig Befaren til D., der er Takkelage-Regnskabsførerens
Assistent ved Udlevering af og Tilsyn
med Regnskabsgodset; 2) Vagtsmanden om
Dagen i et oplagt Skib ell. i et Skib, der er
under Reparation, Ladning e. l., og hvis Besætning
ikke er til Tjeneste i Skibet; 3) Vagten
i et Skib fra 4-8 Form.
H. E.
Dagvise, den gl., en dansk Morgensang fra
den kat. Middelalder (»Den signede Dag, som
vi nu se ned til os af Himmelen komme«). Hans
Thomissøn, som reddede den fra Forglemmelse
ved at optage den i sin protestantiske Salmebog
(1569) bl. »de gamle sang, som haffue været
brugt i Paffuedommet«, siger om den, at »saadanne
Danske sang brugtis icke megit i Kirckerne,
dog bleffue de siungit for Dørre, og vdi
huse«. Foruden i Hans Thomissøn’s Overlevering
findes Visen i to sv. (den ældste fra c.
1450) og en yngre isl. Redaktion. En Rekonstruktion
af Digtets opr. Form er forsøgt af
H. Brix i Tidsskriftet »Edda«, 1915. Fornyet
Opmærksomhed vakte den gl. Sang, da N. F. S.
Grundtvig bearbejdede og udgav den i en Samling
»Danske Højtidssalmer«, som han lod trykke,
i Anledning af Kristendommens Tusindaarsfest
(1826). (Litt.: Brandt og Helweg,
»Den danske Psalmedigtning«, I (1846); »Svenska
medeltids dikter och rim«, udg. af G. E.
Klemming, [1881-82], S. 172).
V. D.
Dagvælger (Tagwähler) kaldes i Luther’s
Bibeloversættelse den, der anser visse Dage for
særlig gunstige ell. ugunstige for bestemte Foretagender
og lader sine Handlinger bestemme
derved. Moseloven forbyder Dagvælgeri (3.
Moseb. 19, 26 og 5. Moseb. 18, 10) ligesom alle
andre magiske Kunster, der florerede hos de
hedenske Nabofolk. D. kan paavises meget langt
tilbage i Tiden; i Kaldæernes magiske Skr omtales
jævnlig »de store Dage, som stjæler sig
bort fra Himlen«, og disse personificeres ved
særlige Dæmoner. I en ægypt. Papyrus fra omtr.
1200 f. Kr. findes en Fortegnelse over, hvad
man maa og ikke maa foretage sig paa forsk.
af Aarets Dage. Ogsaa hos Grækerne findes denne
Tro paa lykkelige og ulykkelige Dage; Hesiod’s
Skrift: »Værker og Dage« indeholder talrige
Oplysninger herom. Ikke mindre udbredt
var Dagvælgeri hos Romerne, og det genfindes
ligeledes hos Germaner og Nordboer, hvor Onsdag
og Torsdag (Odin’s og Thor’s Dage) ansaas
for lykkelige, medens Mandag og især Fredag
var ulykkelige. Fra Middelalderen har man en
hel Række af indbyrdes forsk. Fortegnelser over
uheldige, »forvorpne« Dage, der af forsk. Forf.
siges at skrive sig fra Ægypterne, Perserne,
Romerne o. s. v. Disse Fortegnelser stemmer
dog slet ikke med de Lister, som den nyere
Tids Forskninger har fremdraget af ægypt. o. a.
Skr, og de er derfor rimeligvis kun gl. Folkeovertro,
som man har villet give højere Værd
ved, at man tillagde dem større Ælde.
En af de gl. danske Fortegnelser over Dage,
paa hvilke man ikke maa foretage sig noget som
helst vigtigt, har faaet en særlig Berømmelse,
idet den er blevet knyttet til Tycho Brahe’s
Navn. De 32 Tycho Brahe’s Dage er: 1.,
2., 4., 6., 11., 12., 20. Jan.; 11., 17., 18. Febr;
1., 4., 14., 15. Marts; 10., 17., 18. Apr.; 7., 18.
Maj; 6. Juni; 17., 21. Juli; 20., 21. Aug.; 16., 18.
Septbr; 6. Oktbr; 6., 18. Novbr; 6., 11., 18.
Decbr. Det er dog sikkert ganske med Urette,
at disse Dage er satte i Forbindelse med Tycho
Brahe’s Navn. Brahe nærede, i det mindste paa
sine ældre Dage, stor Mistillid til Astrologien,
og i Flemløse’s paa Uranienborg trykte Astrologi,
der nærmest er en praktisk Meteorologi,
omtales de uheldige Dage ikke med et Ord.
Langt snarere er det Brahe’s Samtidige og Ven,
Henrik Rantzov »den Lærde«, hvis Autoritet
har skaffet de nævnte Dage deres sørgelige Ry;
i sine forsk, astrologiske Skr beskæftiger han
sig meget med de »forvorpne« Dage og anfører
ogsaa den her gengivne Fortegnelse. - Af denne
gl. Overtro findes endnu i vor Tid talrige
Spor; særlig er Frygten for Mandag og Fredag
som uheldige Dage ret udbredt, saa at man
mange Steder i Danmark ikke begynder noget
nyt Foretagende (f. Eks. Skolegang efter en
Ferie) paa disse Dage. (Litt.: Olaus Worm,
Fastidanici [Hafnia 1643]; Grimm, »Deutsche
Mythologie« [Göttingen 1844]; Thiele, »Den
danske Almues overtroiske Meninger« [Kbhvn
1860]).
Alfr. L.
Dagø, ogsaa Dagen ell. Dagden (estisk
Hiuma, russ. Dago), russ. Ø i Østersøen,
ligger under c. 59° n. Br. ved Indgangen til den
finske Bugt og nær ved Estlands Kyst, N. f.
Øsel, fra hvilken den skilles ved det c. 4 km
brede Sölasund (Sælsund), hører til Guv. Estland,
Kreds Wiek. D. er 960 km2 og har c. 16000
Indb., hvoraf 3/4 er Estere, Resten Svenske og
Tyske. Den har omtr. Form af en Firkant, der
udsender Halvøer i Retning af de 4 Verdenshjørner;
den længste er den vestlige Halvø,
Köppo, som ender i Dagerort; Øens Længde
fra V. til Ø. er 55 km, medens Bredden fra
N. til S. er 47 km. Kysterne er omgivne af
Grunde og Sandbanker samt Holme, især mod
Ø. og derfor farlige for Sejladsen; kun paa
Nordkysten findes nogle Havne. Den bestaar af
siluriske Dannelser, overdækkede af Rullestenslag,
og er gennemgaaende lav og flad; mod N.
strækker sig et 20 m højt Bakkedrag, og den
skovbevoksede vestlige Halvø Köppo hæver sig
til 60 m. Det Indre er rigt paa Mosestrækninger
og Sandheder, hvor der findes en Mængde erratiske
Blokke; den sydlige Del er mere frugtbar
og derfor den tættest befolkede. Skovstrækninger
findes mest mod Ø. og bestaar især af
Gran, desuden af Fyr, Birk, Eg og El. Indbyggernes
vigtigste Erhverv er Agerbrug og
især Kvægavl, Skovhugst, Fiskeri og Sælhundefangst
samt lidt Handel; af Jorden faas Kalk og
Ler samt Tørv. Al Jorden tilhører nogle faa
Godsejere; selvejende Bønder findes ikke. Øen
er delt i 4 Sogne. Der er regelmæssig Dampskibsforbindelse
med Fastlandet. - D. hørte fra
13. Aarh. under den tyske Ridderorden, senere
var den omstridt mellem de Svenske, der erobrede
den 1563, og de Danske, indtil de sidste
helt maatte afstaa den ved Brømsebrofreden
1645; under den store nordiske Krig erobrede
Russerne den 1710 og beholdt den ved Freden i
Nystad 1721.
G. Ht.
Daher, et Nomadefolk, der i Oldtiden boede
mellem det kaspiske Hav og Aral-Søen. De var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
