Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - de la Rive, Auguste Arthur, schweizisk Fysiker, (1801-1873) - Delaroche, Hippolyte, kaldet Paul, fr. Historiemaler, (1797-1856) - de la Rue, Warren, eng. Naturforsker, (1815-1889) - Delat (lat.), den hvem noget tilkendes, ell. til hvis edelige Erklæring et under en Proces omstridt Spørgsmaal henskydes - Delation (lat. delatio), Angivelse, Tilkendelse (om Edsdelation, se deferere). - Delator (lat.). Angiver ell. Anklager. Ordet bruges særlig om den første rom. Kejsertids Anklagere af Profession
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
galvaniske Forgyldning, som han ikke selv
søgte at drage nogen Fordel af, blev Anledning
til en ny Industri. Akademiet i Paris hædrede
ham 1842 med en Pris paa 3000 frc. for
Opdagelsen, og 1864 valgte det ham til et af sine
8 udenlandske Medlemmer. I sin lille Republik
havde han en betydelig Indflydelse og blev
lejlighedsvis benyttet til en diplomatisk Mission.
K. S. K.
Delaroche [döla’rå∫], Hippolyte, kaldet
Paul, fr. Historiemaler, f. i Paris 17. Juli
1797, d. smst. 4. Novbr 1856, begyndte som
Landskabsmaler, men gik snart under Gros
over til Historiemaleriet, vandt Bifald
med »Den lille Kong Joas frelses« (1822,
købt af Staten, Museet i Troyes), snart
efter med »Dronning Elisabeth’s Død«
(Louvre) og »Præsident Duranti
myrdes«. Paa Salonen 1831 mødte han op
med fl. af sine Hovedværker: »Mordet paa
Edvard IV’s Sønner« (Louvre), »Cromwell ved
Karl I’s Kiste« (Mus. i Nîmes, Replik i
Hamburgs Kunsthalle) og de to smaa Billeder:
»Richelieu fører Cinq-Mars og de Thou med sig
paa Rhonen« (Wallace Coll., London) og
»Mazarin’s Dødsleje« (smst.). Fra nu af var D. for
lange Tider Publikums fejrede Historiemaler;
1832 blev han Akademimedlem, snart efter Prof.
ved École d. beaux-arts. Slag i Slag fulgte nu
Historiemalerier, kendte og beundrede hele
Europa over gennem dygtige Stik af
Henriquel-Dupont o. m. a. Til de berømteste hører »Jane
Greys Henrettelse« (1834), »Straffords Gang til
Skafottet« (Sutherland House, England), »Karl
I haanes af Cromwells Soldater« (1837),
»Hertugen af Guises Mord« (1835, Mus. Condé),
»Marie Antoinette efter Domfældelsen«« (1851),
»Girondisterne« og det skønne »Liget af en
kvindelig Martyr« (1855, Louvre). Emnerne var
effektfulde Situationer, gerne af
anekdotemæssig Art, rystende Motiver, hvor Kunstneren fint
og behændigt, med Blik for det spændende,
henlægger Fremstillingsmomentet til lige før ell.
efter den grufulde Daad; Fremstillingen
scenemæssig, indtagende og klar, sikker og fast i
Tegningen, koloristisk virkningsfuld ved den
illuderende Gengivelse af Dragters og Bohavets
Fløjl, Silke og Guld. D. imødekom Tidens Smag
for det hist. i romantisk Belysning; han lagde
et mægtigt Forstudium i sine Arbejder (ogsaa i
det arkæologiske Apparat, benyttede Voksfigurer
til Gruppeorientering, berømte Skuespillere som
Modeller), og han gav netop, hvad Folk vilde
have; medens Delacroix’ voldsomme Lidenskab
gik dem over Hovedet, rørtes de ved D.’s
melankolsk-følsomme Strenge. Den øjeblikkelige
Styrke (og den skæbnesvangre Svaghed i det
lange Løb) ved D.’s Kunst var dens
justemilieu-Karakter, dens eklektiske Blanding af
Ingres’ Liniestrenghed og romantisk Kolorit (en
Kolorit, der var en ubestridelig dygtig og
øjeblendende Koloreren, men ikke en malerisk
Samklang), dens teatralske Sceneri, der gav
hist. Anskuelsesbilleder, men var tam, nøgternt
reflekterende i Opfattelsen. Dette D.’s
Anekdotemaleri gik længe gennem Elever og
Efterlignere sin Sejrsgang Kunstverdenen rundt, men
mødes nutildags af ubarmhjertig Kritik.
Allerede paa sin Kunsts Tinde mødte D. dog hist
og her skarpe Domfældelser. Krænket herover
og dybt nedbøjet og religiøst grebet ved Tabet
af sin Hustru 1845 (H. Vernet’s aandfulde og
smukke Datter) samlede D. sig mere og mere
i de senere Aar om det kirkelige Maleri
(»Kristus i Gethsemane«, »Kristi Gravlæggelse« m.
v.) og om Portrætfaget. Som Portrætmaler var
han ofte fortrinlig. Bl. hans bedste Ydelser kan
nævnes: »Henriette Sontag i Donna Anna’s
Rolle« (Dresdens Gal.), Guizot (1839, Glyptoteket i
Kbhvn), »Gregor XVI« (1844, Mus. i Versailles),
C. Vernet, M. Pourtalès, hans to Sønner (1851),
Thiers m. v.; endvidere posthume Billeder af
Napoleon (det berømte »Napoleon i
Fontainebleau« [1845, Mus. i Leipzig] o. a.). Maaske den
største af sine mange Triumfer fejrede D. paa
Monumentalmaleriets Omraade; 1837 og flg. Aar
malede han i Halvrundingen i Salle des examens
i l’École de beaux-arts i Paris »Kunstens
Apoteose«, et vældigt Værk (i Olie), 15 m bredt og
5 m højt, fremstillende c. 70 af de berømteste
Kunstnere fra Antikken til 18. Aarh. og nogle
allegoriske Figurer, anbragte foran en
Søjleportikus; ogsaa dette Arbejde, efter dets Plads
gerne kaldt »Hemicyklen« (kendt Stik af
Henriquel-Dupont) virkede i lange Tider forbilledligt
for lgn. Fremstillinger. (Litt.: Mr. D., par un
homme de rien [Paris 1844]; E. de Mirecourt,
Les Contemporains P. D. [Paris 1856]; Halévy,
Note sur la vie et les ouvrages de Mr. P. D.
[1858]; Rees, H. Vernet and P. D. [London
1880]; de Lalaing, Les Vernet, Géricault et
D. [Paris 1888]; Delaborde, Æuvre de P. D.
[Reprod. en photographie, 1858]).
A. Hk.
 |
| P. Delaroche. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
