- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer /
300

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2) Lucius D. Ahenobarbus, ivrig Optimat og Modstander af Triumvirerne ( -48 f.Kr.). - 3) Gnæus D. Ahenobarbus, ( -31 f.Kr.). . - 4) Lucius D. Ahenobarbus - 5) Gnæus D. Ahenobarbus, ( -39/40 e.Kr.) - 6) Gnæus D. Calvinus, ( -e.40 e.Kr.) - Domitius Marsus, rom. Digter paa August's Tid - Domkapitel (capitulum) kaldes i den rom.-kat. Kirke det ordnede Samlag af Præster ved en Katedralkirke

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Triumvirerne, arbejdede som Prætor (58) paa at faa
Cæsar’s Love fra det foreg. Aar ophævede. Han
søgte forgæves Konsulatet for 55 mod
Pompejus, og Crassus, men blev Konsul 54; senere
udsonede han sig med Pompejus, men arbejdede
ivrigt for at gøre en Ende paa Cæsar’s
Statholderskab i Gallien. Da Senatet brød med
Cæsar (49), blev D. udnævnt til hans Efterfølger
og fik Kommandoen over en betydelig Hær.
Men da Pompejus ikke understøttede ham, blev
han indesluttet i Corfinium, hvor han maatte
overgive sig til Cæsar. Denne viste sig meget
naadig imod ham, men D. gik til Massalia, hvor
han paa ny uden Held kæmpede mod Cæsar,
og derpaa til Grækenland, hvor han faldt i
Slaget ved Farsalos (48).

3) Gnæus D. Ah enobarbus, foreg.’s
Søn, overgav sig sammen med Faderen i
Corfinium og kæmpede derefter paa Pompejus’
Side. Han blev senere beskyldt for at have
deltaget i Sammensværgelsen mod Cæsar og
sluttede sig ogsaa til Brutus og Cassius. Som
Flaadefører vandt han 42 en Sejr over den nedenn.
D. Calvinus og ødelagde senere Octavian’s
Flaade ved Brundisium. Snart efter udsonede han
sig med Antonius (40), men ikke med Octavian,
og blev Statholder i Bithynien. Han blev Konsul
32, men forlod Italien og begav sig til Antonius
i Efesos. Her fordrede han, at Antonius skulde
skille sig af med Kleopatra, og da han ikke
vilde det, brød han med ham, og sluttede sig
igen til Octavian. Kort efter døde han af en
Sygdom (31).

4) Lucius D. Ahenobarbus, foreg.’s
Søn, blev som ganske ung forlovet og senere
gift med Antonius’ ældste Datter Antonia i
Anledning af Udsoningen mellem hans Fader og
Antonius. Han var Konsul 16, senere Statholder
i Afrika og i Illyricum. Senere udmærkede han
sig ved et Krigstog i Germanien, hvor han for
at gøre en Ende paa Hermundurernes
Vandringer anviste dem Boliger i Markomannernes
Land og trængte frem over Elben.

5) Gnæus D. Ahenobarbus, foreg.’s
Søn, var gift med Agrippina den Yngre og
Fader til Kejser Nero. Han var Konsul 32 e.
Kr. og døde 39 ell. 40.

6) Gnæus D. Calvinus optraadte som
Folketribun 59 mod Cæsar, der da var Konsul.
Han blev Konsul 53 paa en Tid, da der
herskede anarkiske Tilstande i Rom. Snart efter
gik han over til Cæsar’s Parti og deltog i
Slaget ved Farsalos. Som Statholder i Asien blev
han slaaet af Farnakes (47), men efter at Cæsar
var kommet ham til Hjælp, lykkedes det ham at
tvinge Farnakes til Overgivelse i Sinope. Efter
Cæsar’s Død blev han, da han med en Flaade
skulde bringe Triumvirerne Forstærkninger til
Grækenland, slaaet af ovenn. Gnæus D.
Ahenobarbus (42). Han blev paa ny Konsul 40 og
udmærkede sig derpaa som Statholder i
Spanien ved heldige Kampe. Se ogsaa
Aurelianus og Corbulo.
H. H. R.

Domitius Marsus, rom. Digter paa August’s
Tid, skrev Epigrammer og vittige Fortællinger
samt et retorisk Skrift om Vittigheden (De
urbanitate
); nævnes ofte af Martial som dennes
Forgænger. De bevarede Fragmenter i
Fragmenta Poetarum Latinorum (udg. af Bährens,
Leipzig 1886).
A. B. D.

Domkapitel (capitulum) kaldes i den
rom.-kat. Kirke det ordnede Samlag af Præster ved
en Katedralkirke; findes et saadant Samlag ved
en Kirke, som ikke er Katedralkirke, kaldes det
Kollegiatkapitel. Allerede i Oldkirken
havde Biskoppen ved sin Side et Presbyterium,
bestaaende af Presbytere og Diakoner, men
uden fast Regel. Eusebius af Vercelli og fremfor
alt Augustinus i Hippo lod imidlertid deres
Præster bo i eet og samme Hus under fælles Tugt.
Hist og her stillede man i den følgende
Tid Bispegaarden i Hippo som Forbillede;
men et egentligt D. fik man dog først i
8. Aarhundrede ved Chrodegang i
Metz. Kirkemødet i Aachen 817 paabød
Oprettelsen af et Kapitel ved hver Bispekirke
og Kollegiatkirke. Præsterne i et D. levede da
et regelbundet Liv (vita canonica) og kaldtes
herefter Kanniker. De boede i et fælles Hus,
domus (deraf Domkirke, Domkapitel o. s. v.),
ogsaa kaldet claustrum ell. monasterium (deraf
»Münster«), hvor de havde fælles Sovesal og
Spisesal, og hvor de samledes til Oplæsning af
et Stykke ell. »Kapitel« af Bibelen. Ordet
Kapitel, der først brugtes om et større Læsestykke
af den hellige Skrift, brugtes snart om Salen,
hvor Oplæsningen foregik, og dernæst om det
hele Samfund, der mødte til denne Oplæsning.
D.’s Forfatning mindede om
Benediktinerreglen og var paa enkelte Punkter strengere; men
Kannikerne havde Ret til Særeje. Hver Kannik
havde opr. sin faste Del af Mad, Drikke og
Klæder, men efterhaanden som Fælleslivet trængtes
tilbage, fik han i Stedet Pengeindtægter,
dernæst ogsaa bestemte Kapitelgodser og Tiender.
En saadan fast Indtægt, der tilhørte Kapitlet,
men blev givet den enkelte Kannik at nyde,
kaldtes Præbende. Dette System voldte
snart, at Fælleslivet gik til Grunde; Kannikerne
boede i egne Huse og mødtes blot ved
Gudstjenesten. Men ved det store kirkelige Opsving i
11. Aarh. reformeredes D. trindt omkr. og blev
for en Del atter »regelbundne«. Men denne Gang
betød dét, at Kannikerne opgav Privateje, og de
Kanniker, som beholdt Særeje, var
ikke-regelbundne ell. sæculares (»verdslige«). Samtidig fik
D. forøget Bet. ved, at Bispevalget
haandhævedes som deres Ret. Nu grundlagdes der ogsaa
D. i Norden, saaledes i Slutn. af 11. Aarh. i
Viborg, Roskilde og Lund, sidstnævnte Sted ved
en stor Gave fra Knud den Hellige (1085); de
øvrige danske D. oprettedes efterhaanden i 12.
Aarh., Aarhus D. dog først 1203; i Norge gav
Kardinal Nikolaus Breakspeare 1152 Stødet til
Dannelsen af D., i Sverige fandt den tilsvarende
Udvikling Sted endnu senere. I de forsk.
Landskirker var imidlertid Iveren for den strenge
Tugt bl. Kannikerne atter kølnet, og det
regelbundne Liv opgivet. De, som opretholdt det,
kaldtes undertiden »Augustinere«; nogle var
ligefrem Munke og havde ikke noget at gøre
med D., f. Eks. Klostrene St Genovefa (fra 1148)
og St Victor ved Paris, Æbelholt i Nordsjælland,
Elgesæter, Kastelle og Utstein i Norge. I St f.
et alm. D. kunde træde et
Præmonstratenserkloster, i Danmark saaledes Børglum;

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:51:08 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/6/0316.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free