Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dorg, Fiskeredskab, bestaaende af en tynd Line med Blysænk og Krog - Dorgali, By paa Sardinien, Provins Sassari, ligger ikke langt fra Øens Østkyst - Doria, en af Genua's fornemste og berømteste Slægter - Dorian, Pierre Frédéric, fr. Politiker (1814-73) - Dorididæ, meget stor, men vel begrænset Afdeling af de nøgne Baggællesnegle (Nudibranchia) - Dorier, d. s. s. Dorer. - Dorigny, fransk Maler- og Kobberstikkerfamilie fra 17. Aarh. - 1) Michel D., (1617-1665) - 2) Louis D., (1654-1742) Ogsaa Raderer - 3) Nicolas D., fransk Kobberstikker, (1657-1746)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
agnes første Gang med saltede Makrelstrimler,
senere med Strimler, udskaarne af den
fangede Makrel. Ogsaa til Fangst af Gedde i ferske
Vande bruges D. At fiske med D. kaldes at
dørge.
F. D.
Dorgali [dor-], By paa Sardinien, Provins
Sassari, ligger ikke langt fra Øens Østkyst og
er bekendt for den 1882 fundne store
Stalaktithule. (1911) 5500 Indb. D. har en Geværfabrik.
H. P. S.
Doria, en af Genua’s fornemste og
berømteste Slægter, kendt for sin Deltagelse i Byens
indre Stridigheder og for den Række
udmærkede Søkrigere, den i 13.-16. Aarh. skænkede
sin Fædreneby, særlig i dens Kampe med
Venedig. Den betydeligste af Slægten er Andrea
D. (1468-1560). Som ung traadte han ind i den
pavelige Garde; siden tjente han fl. a. ital.
Fyrster, indtil vi 1503 finder ham i Genuas
Tjeneste paa Korsika, hvor han undertrykker en
Opstand, og han tager Del i Genuas Rejsning
mod Franskmændene, der tvinges til at rømme
Byen. I fl. Aar førte han nu Genuas Flaader
mod Tyrker og Sørøvere. Imidlertid var Genua
blevet erobret af de Franske og (1522) af de
Kejserlige; under disse Stridigheder tog D.
Parti for Frants I, som udnævnte ham til
Admiral over Frankrigs Galejer, og han slog Karl
V, befriede Marseille, som de Kejserlige
belejrede, og hjalp Franskmændene til Herredømmet
i Genua. Opbragt over, at Frants ikke opfyldte
de Løfter, han havde givet m. H. t. Genuas
fri Stilling, vendte D. sig (1528) til Karl V,
mod at denne lovede, at hans By skulde
forblive uafhængig. Ved Hjælp af den Flaade,
hvormed hans Nevø Filippine blokerede
Neapel, udjog han Franskmændene af Genua og
genoprettede Republikken under Kejser Karl’s
Beskyttelse. Han gjorde en Ende paa
Partistridighederne, som havde ødelagt Byen, og
forandrede Forfatningen saaledes, at Genua blev
styret af et mægtigt Oligarki; Dogerne maatte
kun regere to Aar. Denne Forfatning bestod
med mindre Ændringer indtil Republikkens
Opløsning. Selv afslog D. Dogeværdigheden,
men han udøvede som livsvarig Censor en
overordentlig Indflydelse paa Republikkens Styrelse.
Han kaldtes liberator patriæ, fik mange Paladser
og Privilegier. Karl V vedblev han at tjene
som Admiral og kæmpede saaledes mod
Tyrkerne, som han slog i fl. Slag. 1541 deltog D.
i Karl V’s uheldige Tog til Algier, en
Ekspedition, han i øvrigt havde fraraadet; det var
hans Skyld, at den reddedes fra Undergang. I
adskillige Aar endnu deltog D., trods sin høje
Alder, i de fleste store politiske og milit.
Begivenheder i Europa. Ved sin Magt og Rigdom
skaffede han sig mange Fjender, men flere
Sammensværgelser (bl. a. en 1547, hvorved
Sønnen Giannetto blev myrdet) undertryktes.
Trods sit Forhold til Karl V var D. en god
Patriot og modsatte sig bl. a. Kejserens
gentagne Forsøg paa i Genua at faa bygget et
Citadel med sp. Besætning. 84 Aar gl foretog
han et Tog mod de berbiske Sørøvere, og da
Krigen atter brød ud mellem Frankrig og
Kejserriget, og Franskmændene erobrede Korsika,
kæmpede han 2 Aar med vekslende Held paa
Øen (1553-55). D. døde 1560 og efterlod sine
Ejendomme til sin Brodersøns Søn
Giovanni Andrea D., fra hvem Familien
Doria-Pamphili-Landi nedstammer. (Litt.:
E. Petit, André D. [Paris 1887], en indgaaende
Biografi, hvori en Bibliografi).
L. K.
Dorian [då’riã], Pierre Frédéric, fr.
Politiker (1814-73), hyldede i sin Ungdom
Saint-Simonismen og blev Mineingeniør,
senere Fabrikant. Han valgtes 1863 og paa ny
1869 til den lovgivende Forsamling, hørte til
den republikanske Opposition og stemte 1870
mod Krigen. Septbr 1870 blev han Minister for
de offentlige Arbejder og viste stor Dygtighed
i at udvikle Krigsmateriellet under Paris’
Belejring; valgtes 1871 til Nationalforsamlingen,
hvor han stemte mod Fredsslutningen og
senere sammen med yderste Venstre.
E. E.
Dorididæ, meget stor, men vel begrænset
Afdeling af de nøgne Baggællesnegle
(Nudibranchia). Kropformen er temmelig vekslende,
snart mere affladet, snart mere hvælvet eller
endog sammentrykt; Mundfølerne korte, de
bageste Følere (Rhinophorerne) oftest bladede og
retraktile; Gællerne stillede i en Krans paa
Bagryggen, kontraktile eller helt retraktile
i en Hulhed, Gattet midt i Gællekransen
eller i Randen af samme, Kæber mangler
som Regel; Tungeraspen har talrige
Længderækker af oftest krogformede Tænder.
D. er som Regel Hermafroditter;
Æggene afsættes i lange, indrullede, paa Kant
stillede Baand, og Ungerne gennemgaar den for
Nudibranchierne sædvanlige Forvandling. D. er
mest træge og langsomme Dyr, der bevæger sig
krybende paa Havbundens Stene ell. paa
Planter; de tilhører særlig Tropernes lavere Vand,
men er ogsaa udbredte selv i arktiske Egne,
og enkelte Former kendes ogsaa fra meget
dybt Vand. De ernærer sig af Rov. R. Bergh
deler D. i de fanerobranche D. ell.
Polyceraderne med kontraktile Gæller og de kryptobranche
D. ell. ægte Dorider med fuldt retraktile Gæller.
(H. J. P.). C. M. S.
Dorier, d. s. s. Dorer.
Dorigny [dår’nji], fransk Maler- og
Kobberstikkerfamilie fra 17. Aarh. 1) Michel D., f.
i St Quentin 1617 d. i Paris 1665, Elev og
Svigersøn af S. Vouet, Peintre du Roi, har særlig
dygtigt i Stik gengivet Vouet’s Værker; han
udsmykkede Vincennes-Slottet med Malerier (fl.
af disse nu i Louvre). Af hans to Sønner er
2) Louis D., f. i Paris 1654, d. i Verona
1742, Elev af Lebrun; han virkede især i
Italien og var en dreven Freskomaler, hvis
dekorative Arbejder ses i mange ital. Kirker og
Paladser (særlig i Verona); hans Hovedværk,
Udsmykning af Domkirken i Trient, er nu gaaet
til Grunde; i Wiens Finansministerium m. m.
ses dekorative mytologiske Malerier, som han
1711 udførte for Prins Eugen under et Aars
Ophold i Wien. Ogsaa Raderer.
A. Hk.
3) Nicolas D., fransk Kobberstikker,
født i Paris 1657, død samme Sted 1746, var
Elev af sin Fader, arbejdede i sin
Ungdom som Maler, men ombyttede snart
Penselen med Gravstikken og udviklede sig under
et 28 Aars Ophold i Italien til en af Fagets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
