- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole /
54

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elektrolyse, kem. Sønderdeling ved elektrisk Strøm

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

nævneværdigt, bliver Strømstyrken i den fortyndede
Svovlsyre ikke alene fordoblet, som den skulde,
hvis Ohm’s Lov gjaldt, men den vil stige langt
stærkere. Forklaringen herpaa har vi i den
elektrolytiske Polarisation (s. d.).

Vi vil først give nogle typiske Eksempler paa
de kem. Processer rent kvalitativt. De Dele,
hvori Elektrolyten spaltes, kaldte Faraday (der
ogsaa har indført de Ovenstaaende Betegnelser)
Ioner (Vandrere); den Del, der gaar til
Anoden, kaldes Anionen, den Del, der gaar til
Katoden, kaldes Kationen. En Syre spaltes
af Strømmen i Brint og Syreresten, af hvilke
Brinten er Kation og Syreresten Anion; er
Elektrolyten fortyndet Svovlsyre (H2SO4) og
Elektroderne af ædelt Metal, f. Eks. Platin, bobler
Brinten (H2) op ved Katoden, medens
Syreresten (SO4) ved Anoden forener sig med
Vandets Brint (Vand = H2O) til ny Svovlsyre,
hvorved Ilt (O) frigøres og bobler op. Da
Syremængden altsaa bliver uforandret, og da der
udvikles Brint og Ilt, Vandets Bestanddele, og
netop i det Forhold (Rumfangsforholdet 2 : 1),
hvori de er forbundne i Vandet, kaldes E. af
fortyndet Svovlsyre undertiden
Vandsønderdeling, men at det ikke ved en elementær
Betragtning er rimeligt at opfatte dette som det
primære, fremgaar alene deraf, at rent Vand
ikke leder Elektriciteten; Vandsønderdelingen
fremkommer som Resultat af de sekundære
Processer
, som de primære
Elektrolyseprodukter foranlediger. Et Apparat egnet til denne
E. (et »Vandsønderdelingsapparat«) er vist i
Fig. 2. Her er Tilledningerne indkittede eller
indsmeltede i Glasset A’s Bund; f er Katoden,
f’ Anoden. Selve Elektroderne er Platinplader,
og Luftarterne opsamles i Klokker over disse,
Brint i h, Ilt i o i Rumfangsforholdet 2 : 1,
som Fig. viser. - Er Anoden ikke af Platin,
men f. Eks. af Zink (Zn) ell. Kobber (Cu), vil
Svovlsyreresten i Stedet forbinde sig med
Metallet og danne henh. Zink- og Kobbersulfat
(ZnSO4 resp. CuSO4), saa at Anoden
efterhaanden opløses; ved Katoden finder Brintudviklingen
stadig Sted. Er Elektrolyten Saltsyre (Klorbrinte
HCl), hvor Anionen er Kloret (Cl), vil dette
angribe alle Metaller, hvorfor Anoden maa være
af Kul for at faa luftformig Klor udviklet. -
Et Salt, der jo fremkommer ved at ombytte
Brinten i Syren med et Metal, spaltes i
Metallet, der er Kation ligesom Brinten, og
Syreresten, der igen er Anion. For Syreresten
gælder da det ovf. sagte. Er Kationen et af de
tunge Metaller (f. Eks. Cu), vil dette udskilles
paa Katoden; elektrolyseres derfor f. Eks. en
Kobbersulfatopløsning med Kobberelektroder,
vil Kobberet blot flyttes fra Anoden til Katoden.
Er Kationen et af de lette Metaller (f. Eks.
Natrium Na), der kan sønderdele Vand, vil en
saadan Sønderdeling finde Sted ved Katoden
som en sekundær Proces, hvorved der dannes
et Hydroxyd ell. Ilte under Frigørelse af Brint;
elektrolyseres saaledes en
Natriumsulfatopløsning (Na2SO4) med Platinelektroder, faas
dannet Svovlsyre ved Anoden og Natriumhydroxyd
(NaOH) ved Katoden, henh. under Frigørelse
af Ilt og Brint, saa at det atter ser ud, som om
det var Vandet, der blev sønderdelt, men her er
det let at paavise, at der er sket mere i
Vædsken, idet den er blevet sur ved Anoden og
basisk ved Katoden, hvad f. Eks. kan paavises
ved at tilsætte lidt Lakmusopløsning, der bliver
rød ved Anoden og blaa ved Katoden.

De kvantitative Forhold ved E. er udredede
af Faraday (1833), paa hvis Arbejder i det
hele Læren om E. hviler. (Den første
Iagttagelse af en E. er gjort af Nicholson og
Carlisle [1800], der indskød Vand i en Strømkreds
fra en Voltasøjle og saa Luftudviklingen).
Faraday’s Resultater sammenfattes i hans to Love
for E.

I. Lov: Den kem. Virknings Størrelse (den
udskilte Stofmængde) er proportional med den
Elektricitetsmængde, som har passeret
Elektrolyten. - Elektricitetsmængden er jo bestemt
ved Produktet af Strømstyrken og Tiden, og
dette Produkt og kun dette er det altsaa, som
er bestemmende for den udskilte Stofmængde.
Sendes samme Strøm i forsk. Tidsrum gennem
samme Elektrolyt, faas udskilt Stofmængder
proportionale med Tiderne. Sendes forskellige
Strømstyrker lige længe gennem samme
Elektrolyt, faas Stofmængder proportionale med
Strømstyrkerne. Sendes samme Strøm samtidig
gennem fl. Kar med samme Elektrolyt
forbundne i Række, faas samme Stofmængde i dem alle,
uanset om Karrene ell. Elektroderne er af forsk.
Størrelse ell. Opløsningerne af forsk.
Koncentration. Lader man som vist i Fig. 3 Strømmen
dele sig mellem B og C (der f. Eks. ligesom A
og D kan være Vandsønderdelingsapparater),
faas i B og C tilsammen udskilt lige saa meget
Stof som i A ell. i D alene. Ved disse

illustration placeholder

Fig. 2. Vandsønderdelingsapparat.


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Sep 25 14:32:23 2021 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/7/0062.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free