Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Epigrafik (gr.), Lære eller Videnskab om Indskrifter - Epigrafiker, d. e. Kender af Epigrafer, Indskrifter, se Epigrafik. - Epigram (gr.) var hos Grækerne opr. en Indskrift paa en Offergave, et Gravmæle o. l. - epigyn (bot.), d. s. s. oversædig. - Epigæa L., Slægt af Lyngfam., nedliggende Buske - epigæisk (bot.) betyder overjordisk og anvendes i Botanikken om saadanne Kimblade, der ved Spiringen kommer op over Jorden - Epikanthus (Epiblefaron) (gr.), en Misdannelse: en seglformet Hudfold fra øverste Øjenlaag skraat ned over nedre Øjenlaag - Epikaste, d. s. s. Iokaste (s. d.). - Epiklese (gr., d. e. Paakaldelse) betegner i den liturgiske Sprogbrug en Bøn ved Udførelsen af Sakramenterne - Epiklorit, en Art Klorit. - Epikotyl (bot.) kaldes det Stykke af Stængelen, som befinder sig mellem Kimbladene og det nederste Løvblad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Schlegel. Medens Kinesisk nærmest er en Ordskrift,
maa de gl. Indskrifter fra Amerika, saavel de i
Maya-Sproget som Indskrifterne fra
Mellemamerika, f. Eks. ved Palenqué, snarere kaldes
en Billedskrift; ogsaa disse Indskrifters
Tydning skrider fremad. Medens alle hidtil omtalte
Indskrifter maa betegnes som virkelig Skrift,
kan man næppe sige det samme hverken om de
Klipperistninger, som Indianerne har efterladt
sig paa mange Steder i Amerika (ogsaa paa de
tidligere danske Øer), ell. om vore
skandinaviske Helleristninger fra Bronzealderen; de er
nærmest kun Rækker af Billeder bestemte til at
fattes umiddelbart af alle, uden at gaa gennem
noget Sprog. - Den store Udvikling, som
Anvendelsen af Fotografi ved Reproduktioner af
Genstande har taget i de sidste Aar, er i høj
Grad kommet E. til Nytte og har givet den en
Sikkerhed, den tidligere manglede. Vigtigheden
af E. som Kilde til Kendskab af Fortiden er
derfor i stadig og stærk Fremgang. Thi uagtet
Tallet af de egl. hist. Indskrifter er forholdsvis
lille, og det store Flertal af Indskrifter fra alle
Lande angaar højst ubetydelige Privatpersoner
og dagligdags Forhold, maa dog ikke en eneste
siges at være uden videnskabeligt Værd. De
fører os nemlig ofte paa en langt mere
anskuelig Maade ind i Fortidens Liv og Forhold end
selve den gl. Litt. Man har fl. systematiske
Behandlinger af gr. og rom. E.; saaledes:
Franz, Elementa Epigraphicæ græcæ (Berlin
1840); S. Reinach, Manuel d’Épigraphie
grecque (Paris 1885); R. Cagnat, Épigraphie
Latine (2. Udg. Paris 1889). I Joh. Müller’s
»Handbuch des classischen Alterthums« findes
saavel en gr. som en lat. E. Den oldkristelige
E. er behandlet af Le Blant, Épigraphie
chrétienne (Paris 1890).
V. S.
Epigrafiker, d. e. Kender af Epigrafer,
Indskrifter, se Epigrafik.
Epigram (gr.) var hos Grækerne opr. en
Indskrift paa en Offergave, et Gravmæle o. l.,
der skulde betegne Genstanden og dens Bet. Det
fik snart en poetisk Udformning, ja blev en
selvstændig Digtart (en Gren af den
kontemplative Lyrik ell. Tankedigtningen), der i en kort,
knap, afrundet Form (hos Grækerne i Alm. et
Distichon) udtrykte et følelsesbetonet
Tankeindhold, der tilspidses til en komisk ell.
aandfuld Pointe. Lessing (»Anmerkungen über das
E.«, 1759) forklarer det som et lille Digt, der i
Indskriftsstil vækker vor Opmærksomhed og
Nysgerrighed over for Emnet, holder den
svævende et Øjeblik og saa tilfredsstiller den. I den
(ell. de) første Linier vækker det vor
Forventning, i den anden (ell. flg.) løser det den paa
uventet sindrig ell. pikant Maade: i Distichonet
vækker Heksametret Forventningen,
Pentametret indeholder Løsningen. E. virker altsaa
ved de formelle Følelser af Forventning og
Løsning og ved en logisk-pikant Pointe: »Se, hvad
Du aldrig saa, min Ven! - To slette Vers fra
Vibes Pen«. For øvrigt tillader E. den største
Frihed i Indhold som i Form, det kan være
gnomisk, satirisk, lyrisk. - De talrige E. af
gr. Digtere (Simonides var den ypperste
E.-Digter), i hvilke den højeste Ynde veksler med
den kækkeste Vittighed, blev i den byzantinske
Tid samlede i omfangsrige Antologier, af hvilke
vi har fl. Romerne anvendte E. nærmest i
satirisk Retning (Martial). Hos de romanske Folk
var E. i Middelalderen og i 16. Aarh., særlig
hos de paa Latin skrivende Humanister, et
Vaaben til Spot, i den ital. Litt. gik det imidlertid
efterhaanden over i Madrigalens og til Dels
Sonettens Form. I Frankrig yndedes E. meget,
særlig efter Marot. I England efterlignede J.
Owen Martial i lat. E. Det kunstmæssige E. i
det tyske Sprog, der sluttede sig til de gl.,
begyndte først i 17. Aarh.; det betydeligste i
denne Retning ydede Logau med sine
»Sinngedichte«. Schiller’s og Goethe’s talrige E. er
nærmest smaa Tankedigte, der indeholder
Sandheder i en aandfuld Form, kun i »Xenien«
hvæsser de E.’s Brod. - Epigrammatiker,
Forf. af Epigram; epigrammatisk, kort og
fyndigt, rammende, bidende.
Cl. W
epigyn (bot.), d. s. s. oversædig.
Epigæa L., Slægt af Lyngfam., nedliggende
Buske med vedvarende, ruhaarede Blade og
rigtblomstrede Halvskærme. 2 Arter. E. repens
L., der vokser i det østlige Nordamerikas Skove,
har rustfarvede og hjertedannede Blade og er
alm. yndet p. Gr. a. de blegrøde, duftende
Blomster (Mayflower).
A. M.
E. formeres ved Deling og dyrkes paa Stenhøj
i Halvskygge. Jorden skal være Mosejord,
Lyngjord og Grus og maa dækkes med Granris om
Vinteren.
L. H.
epigæisk (bot.) betyder overjordisk og
anvendes i Botanikken om saadanne Kimblade, der
ved Spiringen kommer op over Jorden, f. Eks.
hos Karse. Bøg, Boghvede, og følgelig er grønne
og assimilerende.
V. A. P.
Epikanthus [-tus] (Epiblefaron) (gr.), en
Misdannelse, som bestaar deri, at en seglformet
Hudfold strækker sig i indvendige Øjenvinkel
fra øverste Øjenlaag skraat ned over nedre
Øjenlaag. Den findes hyppigst i ringe Grad hos
Nyfødte, men svinder i Reglen, naar Næsen under
Væksten bliver højere. Hvis den holder sig,
kan der let skaffes normale Forhold ved et lille
Indgreb.
H. I. B.
Epikaste, d. s. s. Iokaste (s. d.).
Epiklese (gr., d. e. Paakaldelse) betegner
i den liturgiske Sprogbrug en Bøn ved
Udførelsen af Sakramenterne, i hvilken Præsten
anraaber Gud om at sende den Helligaand ned
over Elementerne og gøre dem virkekraftige. I
den ældste Menighed har E. næppe hjemme,
men allerede Tertullian (omkr. Aar 200) kender
den ved Indvielsen af Daabsvandet, og i 4. og 5.
Aarh. har den tillige været i Brug ved den til
Daabshandlingen hørende Oliesalvning og ved
Konsekrationen af Nadverelementerne; i de
uden for Kirken staaende gnostiske Samfund
spillede den tidlig en stor Rolle. Den har
endnu stadig sin Plads i de østerlandske
Liturgier, medens den derimod inden for den
rom.-kat. Kirkeafdeling har tabt sin Bet.
H. M.
Epiklorit, en Art Klorit.
Epikotyl (bot.) kaldes det Stykke af
Stængelen, som befinder sig mellem Kimbladene (ell.
Kimbladet) og det nederste (første) Løvblad ell.
Løvbladpar.
V. A. P.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
