Print (PDF) - On this page / på denna sida - Estland, Guvernement i det vestlige Rusland, hørende til »Østersøprovinserne« - Estlander, Carl Gustaf, finsk Kunsthistoriker, (1834-1910)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
højt, særlig kendt er de smaa, men kraftige estlandske Heste. Ved Kysten drives et betydeligt Fiskeri (Strømming og Ansjos). Industrien er i Udvikling; særlig betydelig er Fabrikation af Spirituosa (Kartoffelbrændevin) og Cement. Handelen fremmes ved 420 km Jernbane (Baltischport-Petrograd, Reval-Taps-Dorpat, Reval-Pernau og Reval-Hapsal) o. fl. Havne, af hvilke den vigtigste er Reval, Ruslands femte Havnestad. Guv. E. deles i fire Kredse (Harrien, Jerwen, Wierland og Wiek). Sammen med Lifland og Kurland udgjorde E. indtil 1876 et Generalguvernement under Generalguvernøren i Riga, og dette Generalguvernement genoprettedes efter det estiske Oprør 1905. Ved Folketællingen 1897 havde E. 413747 Indb., hvoraf 210199 Kvinder; 18 % af Befolkningen boede i Byerne, af hvilke E. har 5, nemlig Reval, Wesenberg, Weissenstein, Baltischport og Badestedet Hapsal. 96 % af Befolkningen er Lutheranere. Hovedmængden af Indbyggerne er Ester, som foruden E. ogsaa bebor det nordlige Lifland og en Del af Guv. Petrograd og Pskov, og som udgør i alt henved en Mill. Mennesker og taler deres eget Sprog, som de bevarer til Trods for ivrige Bestræbelser fra den russ. Regerings Side for at russificere Befolkningen (se estisk Sprog og Litt.). Af andre Elementer fandtes (1897) c. 22000 Tyskere, 20000 Russere og 6000 Svenskere. Det tyske Sprog tales af Adelen og af de dannede Klasser i Byerne. Svensk tales i nogle Egne ved Vestkysten og paa Øerne; paa Dagø er det dog fuldstændig fortrængt af Estisk. (Litt.: F. Müller, »Beiträge zur Orographie und Hydrographie von E.« [Bd 1-2, Petrograd 1869-71]; Paul Jordan, »Beiträge zur Geographie und Statistik des Guv. E.« [Reval 1889]; K. R. Kupfer, »Baltische Landeskunde« [Riga 1911]). G. Ht. Historie. De hedenske Esters Omvendelse og Undertvingelse blev omtr. samtidig paabegyndt fra Tyskland og fra Danmark. 1196 gjorde Knud VI et Korstog til E., 1206 naaede Valdemar Sejr til Øsel; paa denne Tid havde Tyskerne sat sig fast i Lifland, og Biskop Albert af Riga havde stiftet Sværdridderordenen, som S. fra begyndte Erobringen af E. Biskoppen og Ordenen kom dog i indbyrdes Strid, Esterne gjorde gentagne Gange store Opstande og fik Hjælp af Russerne. Under disse Forhold var det, at Valdemar Sejr 1219 drog til E., landede ved Lindanisse, hvor snart efter Staden Reval blev anlagt, og her tilføjede Esterne et stort Nederlag; det er dette Slag, hvortil Sagnet om det himmelfaldne Dannebrog knytter sig. I de flg. Aar virkede danske Missionærer og Krigere ivrig herovre, og Kongen rejste endog Krav paa hele Lifland; men saa styrtede Ulykkerne ind over Danmark, og samtidig med Valdemar's Nederlag ved Bornhøved gik det danske Herredømme i E. ogsaa til Grunde (1227). Det lykkedes dog Kongen ved sin Indflydelse hos Paven at formaa Tyskerne i Lifland til Forliget i Stensby 1238, hvorved det egl. E. sikredes Danmarks Krone. Baade Borgerne i de fremblomstrende Byer og Ridderne, som ude paa Landet herskede over de estiske Bønder, var dog næsten alle Tyskere; af Danske var der i E. ikke stort flere end den kgl. Høvedsmand i Reval og Biskoppen, der stod under Ærkebispen i Lund, og dansk Indflydelse mærkedes kun i Staden Reval, der endnu af Esterne kaldes Tanalin ɔ: Danskebyen; Stadens Vaaben viser de 3 danske Løver, i dens mindre Segl saas Dannebrogskorset, og i Byen findes endnu et Knudsgilde, hvis gl. Skraa stammer fra Danmark. De egl. Magthavere i Landet var de mægtigste af Vasallerne, Kongens Raader, som de kaldtes, men disse satte Pris paa at staa under den danske Konge, medens de satte sig til Modværge, naar f. Eks. Erik Menved forlenede sin Broder Christoffer med Landet som Hertugdømmme, ell. Christoffer II siden som Konge gav det til Knud Porse. Forbindelsen med Danmark var dog meget løs, og den brødes helt, da de Indfødte 1343 rejste en stor Bondeopstand, som kun nedsloges ved Hjælp fra den tyske Orden. Valdemar Atterdag besluttede sig da til at sælge Landet til Højmesteren; 1346 afsluttedes Købet, hvorefter Ordenen for E. betalte den danske Konge 19000 Mark Sølv. Højmesteren overlod E. til den liflandske Ordensmester. Fra Erik af Pommern's Tid var der imidlertid hos de danske Konger ofte Tanker oppe om deres gl. Ret til dette Land, og da Ordensstatens Opløsning indtraadte, havde man ogsaa i Landet selv nogen Lyst til at søge Værn i Danmark. En anden Beskytter var dog nærmere, den svenske Konge nemlig; 1561 hyldedes Erik XIV af E.'s Byer og Adel, og fra nu af stod E. under Sverige, indtil Peder den Store erobrede Landet 1710; ved Freden i Nystad 1721 blev det endelig afstaaet sammen med de andre sv. Østersøprov. De indfødte Ester var allerede i den danske Tid blevne haardt undertrykte, og efterhaanden sank de ned i fuldstændigt Livegenskab. Den svenske Styrelse søgte at sætte Skranker for Adelsherredømmet; den viste ogsaa nogen Interesse for den estiske Nationalitet, og Karl XI gjorde de indledende Skridt til Livegenskabets Ophævelse. Da Russerne fik Magten i E., vendte dog alt tilbage til det gamle, og først i 19. Aarh. har den indfødte Bondebefolkning efterhaanden opnaaet bedre Kaar. (Litt.: Bunge, »Das Herzogthum E. unter den Königen von Dänemark« [Gotha 1877]; Mollerup, »Danmarks Forhold til Lifland 1346-1561« [Kbhvn 1880]). Kr. E. Estlander ['æst-], Carl Gustaf, finsk Kunsthistoriker, f. 31. Jan. 1834, d. 28. Aug. 1910, Prof. i Æstetik ved Helsingfors Univ. 1868-98. E. var en produktiv litterær og kunsthistorisk Forf. Bl. hans Hovedværker er hans Skr om Runeberg, til hvis litterært-æstetiske Anskuelser han sluttede sig. E. grundlagde »Finsk tidsskr.« 1876 og var dets Redaktør indtil 1886. Han var Medstifter af »Svenska litteratursällskapet« og dets Formand 1885-97. Hans Indflydelse paa det kunstneriske Liv i Landet var betydelig; Formand for Kunstforeningen 1876-96. Paa hans Initiativ opførtes »Ateneum« i Helsingfors som Hjem for Kunst og Kunstindustri. E. var ved sin omfattende Viden og klare Fremstillingsevne Svekomaniens fremste litterære Kraft. Han har i en Del Skr præciseret sit Forhold til de nationale Finskhedsbestræbelser. Eva M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
