Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3) Fredrik Edvard, sv. Statistiker, (1828-1867) - Faar (Sl. Ovis. Lin.), en formrig Gruppe af de skedehornede Drøvtyggeres store Familie (Bovidæ)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Statistik. Foruden ved vigtige Bidrag til dettes
officielle Publikationer og ved en som Sekretær
i den af den ny Rigsdag 1866 nedsatte særlige
Kommission ang. det sv. Jordbrugs Stilling
affattet grundlæggende og righoldig Betænkning,
vandt han som videnskabelig Forf. stor
Anseelse ved sin Administrativ och statistisk
handbok (1864), der senere er udkommet i fl. Opl.
De store Forhaabninger, man knyttede til ham,
blev afbrudte ved hans tidlige Død.
A. M. D.
Faar (Sl. Ovis. Lin.), en formrig Gruppe af
de skedehornede Drøvtyggeres store Familie
(Bovidæ), slutter sig meget nær til Gede-Gruppen,
som de i de fleste indre Bygningsforhold
ganske ligner, og fra hvilke de kun med
Vanskelighed og ved visse ydre Karakterer kan adskilles.
Begge Køn har Horn, men hos Hunnen er de
som Regel langt mindre ell. kan endog mangle
helt; Væderens Horn er oftest mægtig store,
tydelig tværlistede, i Tværsnit trekantede,
bøjede bagud, derpaa nedad og fremad og atter
opad, hos gl. Individer ofte spiralsnoede ud fra
Hovedets Sider (hos Gederne er de krummede
opad og bagud); da Hornene navnlig over
Panden er meget svære og tunge, er de kraftige
Stød- eller Slagvaaben; Halsens og Nakkens
Muskulatur er, i Sammenhæng hermed, meget
kraftig; Halsen er middellang og bæres opret;
Hageskæg, der findes hos Gederne, mangler
hos F. Panden flad, Snuden haaret, uden
nøgen Hud ell. blot med en nøgen smal Rende
mellem Næseborene; Taaregruber findes som
Regel foran Øjnene. Kroppen tætbygget og
kraftig, men dog ret slank; Benene middelhøje,
slanke men stærke; som Regel Klovkirtler
mellem Klovene baade paa For- og Bagben; Halen
altid kort og flad. Pelsen er kort, tæt og glat
med tiltrykte Dækhaar, under disse et tæt Lag
fine og bløde Uldhaar. Pelsens Farve er meget
variabel efter Art og Aarstid, oftest brunlig ell.
brungraa. Patterne, som Regel 2, sjældent 4,
sidder mellem Bagbenene. Hannerne er ikke
ildelugtende saaledes som Gedernes, idet de
mangler disses stinkende Hagekirtel. F. lever i
Polygami i Smaaflokke anførte af gl. Vædere,
der i Størrelse og Styrke overgaar Hunnerne;
de lever altid i Bjergegne, hvor de holder til
oppe i det mest utilgængelige Højland op til
6000 m o. H.; om Vinteren søger de lavere
Egne, men kun tæmmede F. træffes i
Lavlandet. F. klatrer og springer med forbløffende
Sikkerhed op ad meget stejle Fjeldsider og
Kløfter, hvor de søger Urter og Græs; om
Vinteren maa disse haardføre Dyr nøjes med Mos,
vissent Græs, Bark, Kviste o. l.; de er yderst
aarvaagne og sky og tager med Hurtighed
Flugten, naar de vejrer Forfølgere.
Parringstiden falder om Efteraaret, og Lammet
(sjældent 2) fødes om Foraaret og følger straks
Forældrene, der modigt forsvarer det mod
Rovdyr. P. Gr. a. deres velsmagende Kød er da
Genstand for ivrig, men meget vanskelig Jagt;
de tæmmes let og trives godt i Fangenskab;
fra de ældste Tider er de som Husdyr
udspaltede i mangfoldige tamme Racer, hvor man ved
Udvalget særlig har lagt Vægt paa at
frembringe uldrige, kød- og fedtrige Afarter. De
vilde F. er særlig udbredte i palæarktiske Egne, og
Centralasiens, Pamirs og Turkestans
Bjerglande er deres egentligste Hjemland, men ogsaa
paa fl. Middelhavsøer, i Nordafrika og det
vestlige Nordamerika findes vilde F., i Australien,
Sydamerika og Nordeuropa mangler de helt.
F.’s Systematik er p. Gr. a. disse Dyrs store
Variation og Udformning i mange Lokalracer
meget vanskelig og forvirret; bl. de nyeste
Forfattere har Lydekker opstillet 8 Hoved-Arter,
af hvilke fl. falder i mange Underarter;
Størrelse, Farve og ganske særlig Hornenes Form
er de vigtigste Adskillelsesgrunde.
1) Muflon’en (O. musimon) (se Fig. 2)
findes paa Sardiniens og Korsikas Bjerglande; den
er temmelig lille, Skulderhøjden 70 cm.
Hunnen er ofte hornløs, særlig paa Sardinien.
Pelsen er paa Kroppens Overside rødbrun om
Sommeren, sortebrun om Vinteren; ned ad Halsens
Overside og Skuldrene en mørk Midtstribe; den
gamle Væder har om Vinteren en graahvid
Rygplet; Undersiden hvidlig; lever i Flokke, der
i ældre Tider kunde naa op til 50-100 Stkr, nu
aftaget stærkt i Tal; den holdes jævnlig
tæmmet paa Øerne; skal tidligere ogsaa have levet
i Spanien.
2) Det røde F. (O. Orientalis) er udbredt
over Cypern, Lilleasien, Transkaukasien til
Persien. Farven om Sommeren skinnende rød paa
Kroppens Overside, mørkere om Vinteren med
lys Rygplet; Undersiden hvid; denne Art er
ogsaa lille, Skulderhøjden oftest ikke mere end
67 cm; Hunnen altid uden Horn. Arten deles i
 |
| Fig. 1. Horn af O. poli. |
|
| Fig. 2. Muflon. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
