Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - E. O. A. Skram: B. Bjørnson, „En Hanske”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Faderen og Moderen. Dér rammer hende det haardeste Stød. Hun
har troet sin Fader saa godt. Det er netop i Kraft af den Renhed,
hvori hun synes, at hun er vokset op, at hendes Følelse er bleven
saa sikker, saa stolt og stræng, og saa har det hele været et Bedrag!
Hendes Moder har med Vilje ført hende om med et Bind for
Øjnene. Da det rives af, er det som om hele Di vet er blevet
gjort urent for hende, hun maa drage bori for at finde sig selv
igen. Men dette kommer møjsommeligt frem, først i sidste Halvdel
af sidste Akt, og indledes paa en forvirrende Maade ved en lang
Udenomssamtale mellem Svavas Moder og Alfs Fader. Man
for-staar ikke denne Samtales Brug for Stykket før længe efter og
finder da, at man er bleven ført ad en besynderlig Omvej. Men
end mere forvirrende stiller Sagen sig, da hele denne for Svava
saa rystende Oplevelse af Forfatteren lades uden Følge. Der synes
ganske vist at være nogen. der ved Stykkets Slutning agter at
rejse, men hvem det er, vil formodentlig til evig Tid forblive
uopklaret, og under alle Omstændigheder naar Svava ikke sin Hensigt
at blive alene. Efter at have givet den Smerte Ord, som hun
har følt, falder hun tilsyneladende til Ro igen. Hun kan endog
smile overbærende ad den Fader, der har »kastet hende ud« af
Hjemmet, og naar Tæppet falder, ligger hun »i stor Bevægelse«
op til Moderen. Det bidrager heller ikke til at gøre
Slutnings-indtrykket klarere, at Kærlighedshistorien pludselig tages op paa ny.
Man faar Indtryk af, at Forfatteren dog har ment, at »En Hanske«
er et Drama, der spilles mellem Svava og Alf.
Dette sidste er det nu ganske sikkert ikke, og det er Skade,
for det havde været det mest ligefremme og givet det største
Resultat. Nu ser det ud, som om Bjørnson har svigtet noget ved
at kaste Alf ud af Handlingen. Der er her Tale om Mænds
Kyskhed, og der er ingen Mænd i Stykket. De to Personer af Mandkøn,
som optræder, Hr. Riis og Hr. Christensen sen. er morsomme nok,
men de er Ordførere for noget andet, end det ved denne Lejlighed
kommer an paa. Det var den kraftige, fremadstræbende Del af
Slægten, vi skulde mødes med, naar et Tidsspørgsmaal af denne
Art og Vigtighed er paa Bane. Kvinderne har sendt en af deres,
hvorfor er der ikke mødt nogen fra Mændenes Lejr?
Der kunde haardt trænges dertil, Damerne tager saa upraktisk
paa Sagen. For det første maa vi vandre den møjsommelige Gang
gennem Hensynet til Skandalen (!) — hvor kommer dette Hensyn
ikke ofte frem i Bjørnsons Stykker! — og dernæst har vi Familie-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
