Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Mathilde Berg: Anne Ch. Edgren, „Samfundsbilleder“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ti dygtig er »min sannten« Fru Edgren. Let og sikkert
er hun traadt frem for det danske, om hendes Tilværelse intet
anende Publikum. Ingen Debutarbejder, ingen smaa Forløbere har
forberedt hendes Komme. Med pludselig Aplomb, som da Minerva
i fuld Rustning sprang ud af den store Zeus’s Hoved, har hun
vist sig for os. Hendes Hovedværk »Sande Kvinder« godtgør, at
hendes Vaaben ikke ere gjorte af en sædvanlig Smed, de ere fine
og stærke og ramme med medfødt Sikkerhed. Selv de uvante
Maal, hun sigter efter, have lagt Beslag om ikke paa det store
saa dog paa det bedre Publikums Interesse. Man er fuldkommen
fulgt med.
Efter at have gjort sig bekendt med dette Værk, har man
med fornyet Interesse vendt sig til hendes andre Arbejder, og
»Samfundsbilleder«, der som sagt tidligere var oversat, vækker nu
mere Interesse end før. Alle vil gøre sig bekendt med den
skandinaviske Literaturs nye Fremtoning.
Man begynder med »Ballet« og morer sig, om man vil,
som paa et virkeligt Bal. Alt er saa helt og holdent fra selve
Livet løftet ind i Bogens Ramme, og dog med let Kunst givet
som Maleri fuldt af Bevægelse, Liv og Farve. Et vist elegant
»Chic« fremhæver som en klar glansfuld Fernis baade Figurer
og Interieur. Enhver Skikkelse glider hurtig forbi, men under
den flygtige Læsning modtager man det samme sikre Indtryk,
som naar den varme Lak indprentes af Signetet. Hurtigt og
bestemt staa de der, og længe vil Erindringen bevare dem.
Hvem ser ikke den stakkels rødnæsede, grønt klædte Eugenie
for sine Øjne, der Aar for Aar maa gaa paa Bal og sidde over,
for at en gammel Moders velkonserverede Hals kan vise sig.
Man beundrer den skønne Aurora, der diskret svøber sine tredive
Aar i det fine Rosa og i selvironiserende Tankeleg foretrækker
Kunstberideren for Lensgreven. Man forfriskes ved Arlas næsten
geniale Naivitet, og hendes lidt dukkede Holdning minder om
Hyasinten, naar den lige har forladt de sammenfoldede Blades
skærmende Tryk. Alt er saa fint givet, saa kvindelig skarpt set.
Man føler et vist Velvære ved endelig en Gang at være sammen
med en Forfatter, der kender de højere Samfundslag fra eget Syn
og ikke kummerlig flikker det sammen paa anden Haand. Morsomst
af alle er dog Gurli inde i Sovekamret. Den overstadige Friskhed,
den ungdommelige Betagethed, hvormed hun snapper efter Glædens
Frugter, er højst komisk. I al sin mankerede Forhippethed dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
