Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Herman Bang: Nogle Bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der er ingen Hjælp, og Livet er kun blevet en Nat, fuld af
alle Tilintetgørelsens Spøgelser.
„Digte i Prosa* viser denne Stigning i Angststemningen.
Den skaffer sig Udslag i Formen selv. Den er i „Nat*,
„Digte i Prosa* vilkaarlig, usammenhængende og brudt. Og Sproget
finder ikke mere faste og mejslede Billeder men der jager kun en
Hallucinationernes Asgaardsrejen forbi os i Forvirring. Synerne
bliver forvredne som i de stygge Drømme, og Angsteme tager
Skikkelse som de uformelige Dyr — „noget sort med Ansigt og Kløer*.
Og altid, altid, paa sin Vej over de evige Vidder, paa Tærsklen
af den elskedes Sal, i Nattens Storm, i Grenenes Skrab mod
den natlige Rude møder Digteren den samme, møder han Døden.
Han er „faret vild over Flyen*. Time etter Time har han
gaaet uden Vardes Mærke og uden Livs Spor. Kun sprød Mos
og sorte Sten.
Saa høres der Lyd over Vidden:
... „Det er Fødder, som kommer springende herhid, det er
en Mand, som løber over Vidden.
„De kommer op ifra Floden og Mørket, de rappe Fodslag, nu og d&
klinger det skarpt som Staal mod Sten; men altid er det den dumpe Lyd, som
vokser og vokser og biir til tunge Drøn i al denne Taushed, den stiger mod
Himmelen, den fylder hele Rummel og knuger mig sammen. Nu skimter jeg
ham i Tusmørket; — jeg ser, hvor han er dødsens bleg, jeg ser den
sammenklemte Mund, jeg ser Øjnene: nu kan han ikke mere, og se der bag ham, —
bag ham kommer den blege Rytter paa den sorte Hest.
Nu er han ganske nær, jeg vil rejse mig, men kan ikke, — der snubled
han, se han falder, og den blege Rytter styrter sig over ham og borer sin
magre Haand i hans Nakke*.
Døden har naaet den, som vilde fly...
Men hvor hen vil den føre ham, hvorhen dog?
Ved Vejkanten sidder en gammel Mand med Haand under
Hage. Digteren spørger den gamle Mand: „Hvorfra kommer du?‘
Og han svarer saa ganske sagte: „Fra Verdens Ende, hvor alle
Veje mødes*. Og Digteren spørger ham atter: „Hvor skal du hen
saa sent paa Nat*. Og han hæver det trætte Hoved og han
aabner de sluknede Øjne og han svarer: „Hjem*.
Men hvor er Hjemmet? og hvor Maalet?
Ti inderst inde i det uendeligste Mørke boede Gud, men
han havde været død i mange tusind Aar „og der er ingen Gud,
ingen, ingen* ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
