Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bela
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
Hestene, som allerede længe havde været forspændte,
stod og starnpede i Sneen af Kulde, samlede vi vort
Rejsetøj og gik udenfor. Maanen viste sit blege Lys
paa den vestlige Himmel og var netop i Færd med
at glide ind i nogle store, sorte Skyer, der hang over
de fjærne Bjærgtinder som Brudstykker af et sønder
revet Forhæng. Mod min Rejsekammerats Spaadom
syntes Vejret nu at klare op og lovede os en smuk
og stille Morgen. Langt ude i Horisonten tindrede
Stjærnerne i fantastiske Mønstre, der udviskedes, efter
haanden som det blege Skjær fra Østen bredte sig
over den mørkviolette Himmelhvælving og kastede sit
Lys over de stejle Bjærgskraaninger, som hist og her
dækkedes af en jomfruelig Sne. Baade til højre og
til venstre for os gabede der mørke, hemmelighedsfulde
Afgrunde, og hen over disse bølgede Taagerne som
hvide Slanger, der snoede sig i de mærkeligste Bugt
ninger og tyede ind i de nærmeste Klippeklofter, hvor
Solen ikke kunde naa dem.
Der var lige saa stille som i et Menneskes Hjærte,
naar han forretter sin Morgenbøn, og kun en Gang
imellem kom der et køligt Pust fra Øst, som viftede i
Hestenes rimklædte Manker. Efter en hel Del Skrigen
og Skråalen fra Kuskenes Side satte Hestene sig ende
lig i Bevægelse, men det var kun med stor Møje, at
de kunde vinde frem ad den bugtede Vej, der førte
over Bjærget. Vi selv gik til Fods bagefter, og hver
Gang Dyrene standsede, fordi de ikke kunde trække
mere, lagde vi store Sten ind under Hjulene. Man
skulde næsten tro, at Vejen førte op til Himlen, thi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
