Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oldnordiske consonantstudier (Julius Hoffory) - - I. Spiranterne f, g, þ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tære tilstrækkeligt til at vise, at vi allerede paa de ældste
Haandskrifters tid meget ofte finde pt istedenfor fællesgerm. fl.
Noget anderledes er forholdet med hensyn til den oprindelige
forbindelse f s, da denne paa oldnordisk kun er bevaret i ganske
enkelte tilfælde. Det sikreste exempel er vei oldn. ref så (= oht
ref san) med de deraf dannede afledninger: ref san, refsing, ref st,
og af disse finde vi formen repssingar med p istedenfor fi N. h.
15322 (jvf. Gislason: Um frumparta s. 102)*.
* Jeg er ovenfor gaaet ud fra. at haandskrifternes pt gengiver den
virkelige lydværdi pt, men jeg kan dog ikke undgaa at gøre opmærksom
paa, at den almindeligt antagne mening er, at oldn. pt kun er en
Skrivemaade for ft, hvilken orthographiske egenhed Gislason og Jón
Þorkelsson ville forklare af "classisk" indflydelse (jvf. Aarb. f. nord.
oldk. 1870, 267 fi.). Mod denne anskuelse tale dog flere grunde.
Antager man nemlig, at pt er af rent orthographisk natur og følgelig kun
skyldes en bestræbelse efter at undgaa bogstavcomplexet ft, saa
bliver det ganske uforklarligt, at deri Haandskrifterne gennemgaaende staar
f. ex. dauftj ljuft, själft (af daufr, ljúfr, sjálfr) o. s. v. ligeoverfor pt i
epter, opt, Jcraptr, aptr o. s. v., og ligeledes slaar den classiske
indflydelse ikke til med hensyn til forklaringen af former som hapz, lopz,
Mrapz = hapts, lopts, Jcrapts. Vi maa fremdeles betænke, at den
nævnte opfattelse nødvendigvis maa føre os til den urimelige anskuelse,
at ogsaa forbindelsen pn i visse tilfælde udtaltes som fn, ti de
sam-mentrukne former af ord som aptann skrives i hdskrifterne som
bekendt meget ofte uden t: apne, apnar, apna o. s. v. for aptne, aptnar,
>aptna\ ogsaa foran andre consonanter kan t falde bort f. ex. heipgiarnn
Morkinskinna s. 5624 for det regelmæssige heiptgjarn. For udtalen pt
taler fremdeles den omstændighed, at p undertiden kan skrives
dobbelt foran t, ligesom foran andre consonanter; jeg har saaledes
optegnet af 0. h. oppt 7321 (bis), 7923, 8130, paa selv samme maade som man
i dette hdskr. ogsaa finder skrevet æppli = epli. Men til disse
crite-:rier komme endnu følgende, som det synes mig, afgørende grunde:
1) Det er ikke blot i Haandskrifterne, men ogsaa undertiden paa
runestenene, at vi finde pt skrevet: apt den mindre Gunderupsten,
aptir Dybeck 160, jvf. Tidskr. f. philol. V, 296: üptir tre gange i
Hangvar-indskriften, eptir Norrlanda, jvf. Säve, Gutn. urk. s» 40, 43 (af
nærliggende grunde gengiver jeg i alle exemplerne o-p-runen ved p, ikke ved ö).
2) Endnu den dag i dag hersker i flere norske dialecter udtalen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
