Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oldnordiske consonantstudier (Julius Hoffory) - - II. Tillæg til s. 17. Germ. χt = oldn. t
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
indskriften tilhører tiden efter stammeudlydens
forsvinden, ses tydelig af formen vulfs, der i det ældre
runesprog vilde hede *vulfas eller *volfas cfr. hnabda®
(Bø) og godagas (Valsfjord).
Det fremgaar af det foregaaende, at det hysterogene
i i *hariR osv. maa have bestaaet paa en tid, da u
i tø-stammerne endnu var bevaret, og intet taler imod
at antage, at det er bortfaldet omtrent samtidig med
dette. Det er derfor sandsynligt, at forenklingen
ogsaa her har været forhaanden, og at f. ex. bekkr^
engstng har været bøjet
sg. n. *bekr pl. n. bekkir
a. bekk osv.
d. bekk
g. *beks (bekkjar)
Hvad der her er sagt om /«-stammerne finder
ligeledes mutatis mutandis anvendelse paa #a-stammerne^
Det hed i urnord. f. ex. sikkert *hervaR i nom. sg,
(cfr. IjevaR) Valsfjord og Torsbjærg) og *hervas i gen.
sg. Heraf udviklede sig først mellemformer som *heru%
(senere *hjQruR), *herus (senere *hjgrus) og af disse
endeligt de sædvanlige oldn. former hjgrr, hjgrs.
Stammeformen hJQTu- finder jeg paa Istabystenen som før-
nordiska ö i endelserne var blevet til a, fremgaar tydeligt af ordet
Tuna R = urn. rünöR (Järsberg); men denne overgang var vistnok
omtrent samtidig med det stammeudlydende a og i’s bortfald, sml.
Räf-salstenens stainan ved siden af -vulfs. Jeg skulde derfor være
tilbøjelig til at antage, at Istabystenen tilhører samme periode som den
nævnte indskrift. - Til formen harivolafn paa Stentoftestenen tager
jeg paa grund af denne indskrifts hele character intet hensyn.
Ordet bekJcr er ganske vist ligesom de fleste herhenhørende masculina
med lang rodstavelse oprindeligt en i-stamme (cfr. Sievers, Paul-Braune,
Beiträge V, 112 f), men sandsynligvis allerede i meget gammel tiå
gaaet over til Ja-bøjningen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
