Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blandede sproghistoriske Bidrag (Sophus Bugge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
minativ. Ogsaa i Genetiv trængte ø sig ind fra Nominativ.
Omvendt kunde i historisk Oldnorsk Nominativ faa Vokalen e,
dels ved Indflydelse fra Genetiv, dels fordi ø havde Tendens til
at gaa over til e. Genetiverne Geirraðar, Sigraðar er at
forklare som axar.
Den i Bárðr, Pórðr, Sigurðr o. fl. indtraadte
Sammendragning af Navne paa -røðr skal jeg her ikke behandle.
Et andet Exempel paa ø fremkommet ved w-Omlyd af e
giver oldn. tø gr. Wimmer Mindeskrift S. 177 siger, at ø i tø gr
lader sig forklare paa flere Maader. Jeg ved kun at forklare
det som opstaaet ved w-Omlyd af *teguR, og jeg tror, at man
engang har bøiet Nom, tøgr, Acc. tøg, Gen. tegar, Dat. tigi,
Fl. tigir, tøgo, tega, tøgom. l God. 1812 fra omkr. Aar 1200
foreligger virkelig teógr og tégr, tegar, tige, tiger og tigir.
Formerne to gu og tugu forklarer jeg som blevne til, hvor Ordet
ikke havde Hovedtone. Men her opstaar Spørgsmaalet: Hvorfor
er *teguR ikke ved Brydning blevet til *tjggr?1). Herpaa ved
jeg ikke at give noget sikkert Svar, men formoder, at Formen
tøgr er opstaaet i Lydstillinger, i hvilke Ordet ikke havde
Hovedtone.
Usikkert Exempel paa den her omhandlede Omlyd er
følgende: Verberne róa, sá, snúa o. s. v. har, som bekjendt, i
Præt. 3 Ps. Sg. reri eller røri, seri eller søri, sneri eller snøri.
Da den urnordiske Form, som almindelig antaget, har været
*r$ro, saa maa reri, seri o. s. v. være oprindeligere Former end
røri, søri o. s. v. Hvordan skal da her ø forklares? Man
kunde tænke paa, at det var opstaaet i Flertal røru (røroj ved
tø-Omlyd og siden overført til Ental. Men en anden Forklaring
synes mig rimeligere. Man brugte, om end ikke samtidig i
1 Formen tjugr, som Noreen Altisl. Gr. S. 37 stiller først, anfører
Egilsson efter Fagrskinna (Fms. VI, 138), men i Fms. staar Tögu, og
i Chr.a Udg. af Fagrsk. S. 108 Tugu med Var. tigu. Ellers har jeg
ikke noteret mig Formen tjugr. tjogo, tyve, i et Vers af Sigvat
(Heimskr. 01. s. h. Kap. 260), er efter min Mening en Svecisme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
