Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om apokope og synkope og deres forhold til brydningen (Hj. Falk)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306
ring og den nævnte vexel sin rette belysning, naar man ser
fænomenet i forbindelse med den, saavidt jeg ser, omtrent
samtidig optrædende contraction. Anvendes denne paa bjarg,
giver det følgende opr. bøining: nom. acc. berag, gen. berags,
dat. bjarge, nom. acc. plur. bfgrg (af bjargo), idet brydningen
jo indtræder efter bortfaldet af udlydende ubetonet a, men
før bortfaldet af ö] af ber ag, ber ågs udviklede sig ved
forflyg-tigelse af den irrationale vocal1 i tidens løb formerne berg,
bergs, ganske som i tysk berg, berges af bera ff, berages.
Anvendt paa sammensætninger giver dette følgende sats: i første
compositionsled er de (ucontraherede og følgelig ogsaa de)
ubrudte former de organisk udviklede; træffes her
(contrahe-rede eller) brudte, beror dette paa formoverførelse. Ser vi
nu hen til de ældste hskrr., finder vi en fuldstændig
bekræftelse herpaa:; i Sæm. E. t. ex. findes aldrig bjarg- (bjerg) i
denne stilling, medens vi har berg-büi Hým., -danir Hým.,
-risi Grottas., -skor Helg. Hund. II, -sngs (ei. muligens
bergs-ngs) Keginsmál; ordet ff all (fjeld) forekommer i Sæm. E. ikke
i første led, derimod bestyrkes vor sats aabenbart ved det
faktum, at den ubrudte form/eZZ, der ellers er sjelden, stadig
bruges som sidste led i stedsnavne, hvor jo formernes levende
vexel saa let maatte vige for en stivnet form, der naturligen
ingen anden kunde va^re end nom. acc. sing.; ligeledes er
spjall (skade) en hyppigere form end speil, men i comp.
omtrent altid speil, saavel i første led: spell-refå, -verk, -vir
1 Som en bevarelse af denne er at anse arin- (= arn-) i arin-nefja,
-arin (= -prrø) i Þôr-arinn (fem. Por-arna), hvor svarabhaktien har
hindret omlydens indtrædelse (ei. Örn, fem. Ärna, nom. propr.). Ved
denne form af indskudsvocalen belyses ogsaa runeindskrifternes
erilaR (eirilaR), hvorimod oldn. jarl (=. osax. erl) selvfølgelig henviser
til en opr. form er[d\laR, engang bøiet nom. erall - åak.jarte.
Hoffory s paradigma irill - dat. erle - pl. jarlar bliver dobbelt umuligt ved
antagelse af i som ægte vocal, støder idethele an mod hvad vi ved
om disse fænomeners kronologi (en form irill vilde i dat. give irle,
plur. irlar).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
