Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dyrland: Anmälan.
193
fœllesuttrvk for husbond (han sélv) og madmoder (hun sèlv). Ogs&
denne talebrug (sælandsk di sœle)1), hvor naturlig og betegnende
den end var, synger vel snart på sit sidste vers.
Af de oprindelige stærke endelser ses endnu på
reformationstiden temmelig ofte enkelttallets r (ikke blöt som nævneform):
s(i)elffuer, medens omvendt flertallets e, som alt tidligere, ikke
sjælden er bortkastet: s(i)elff. Det almindelige er dog ental sélff,
nt. selffue; således bl. a. Kr. Pedersen i oversœttelsen af det ny
testament og, næsten uden undtagelse, Hans Mikkelsen i sin del
(breven*) af oversættelsen 1524, ligesöm i hans breve hos Allén.
Derimod har Kristjœrn Vinter i evangelierne og apostlernes
gær-ninger så godt som udelukkende "selffuer" ikke alene i enkelttal
men også i flertal, jf. hans breve i Allens samling. Dette er ingen
jyskhed: hans broder skriver fra Mors: N. N. "selö" og "y selle"
(d. e. I selve)2), ej heller överfort fra Luther, der altid har "selbs",
men åbenbart en frugt af den landflygtige forfatters daglige
omgång med Tyskere, som det tydelig fremtræder hos hans
lidelses-¾ölle, den noget opstyltede P. P. Kempe8). En så tilfœldig
på-virkning måtte blive uden varige felger; men også flertallets e er
næsten överalt streget i bibelen 1550 og i Vedels Sakse ("förend
de sélf viste noget deraf" s. 505), så eksemplet hos Pontoppidan *)
de selve forårsagede ded, de forårsagede ded selve? står som
gengånger fra en långt tilbageliggende tid.
Meget yngre er den svage form selve (s. kongen, kongerne),
der först skreves af "nogle Nordmænd" og hvorimod Baden advarer’).
Endnu senere indfortes selv som biord (selv om, selv kongen,
kongerne) "efter det tyske", hvorover Abrahamson forargedes6).
En-delig æggede den stærke "skandinaviske" strömning om det nittende
hundredårs midte til efterligning af det i "skämtsam hvardagsstil"
brugelige "sielfvaste" (hvorom Rydqv. 2, 548); særlig yndedes
sèl-veste — endog i den forstærkede form sélvselveste! — af vor
stridbare sprogforsker I. Levin i spydig omtale af b^stemte personer
("selveste hr" N. N.), og det er senere benyttet på samme made i
politisk bladkamp ("selveste hr Berg" J884). I höjere stil kalder
Martensen (Den kristelige etik I 103) vor vilje "vört selveste Selv".
Indflydelse udenfra har sikkert også været medvirkende ved
dannelsen af en række samraensætninger med selv, der er under
fremrykning på mange praktiske områder, men savner en
foretræd-er i M:s § 69 II. Vi ældre er fra barndommen vante til at sige,
at dören går i eller op af sig selv; men er vi derfor berettigede
*) Jf. Pontopp. s. 260, Jakob Baden Forelæsn. över dansk sprog (1785)
8. 115, Lang Nissen Grundtræk 1801 s. 205, Abrahamson Vollst. dän. spachl.
1812 s. 364, J. Jensen D. sprogl. 1838 s. 326.
a) Allén s. 12. ’) Hos Allén s. 390 "seg selber", 421 "met them seller",
551 "i selfuer".
*) Grt. s. 442; jf. Peder Syvs Sprogkunst 1685 s. 21 nederst. ^
&) Med Molbechs ordbog förstår jeg Badens ytring nœrmest om dette
tilfælde; jf. Åsen. •) Vollst. d. sprachl. s. 629.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
